Nylig lå der brev fra DONG om, at man i år ville gå over til forudopkrævning for strømforbrug, og det ville betyde, at vi forbrugere ville modtage en opkrævning mere end sædvanligt

af Kjeld Stenum
I brevet forklarer man meget tilforladeligt, at årsagen til denne ændring er, at man ønsker at mindske de omkostninger, man har ved først at modtage betalingen, når forbruget har fundet sted.
Jamen er det ikke en køn gang bondefangeri? Reelt ligger der det i 'omstillingen', at DONG får lokket en ekstra kvartalsafregning ud af deres forbrugere, så de får afregnet for fem kvartaler i år i stedet for fire, og ikke en skid andet. De mindsker ikke deres omkostninger, i stedet kommer de til at disponere over deres kunders penge i et par måneder før, kunderne reelt har brugt dem. Og i den periode kan de så høste renterne af disse for tidligt indbetalte beløb, renter, som reelt tilhører kunderne og ikke DONG.
Rent og skært tyveri, med andre ord. DONG er ikke ene om at have hittet på den bondefangerfidus. Men de ved jo, at strøm skal vi have. Gad vide, om det i det hele taget er lovligt? Hvad med den dag, jeg stiller træskoene, det bliver garanteret en dag lige efter at jeg har forudbetalt min elregning? Så ligger der nogle penge inde hos DONG, som jeg kunne have haft et par gode aftener for. Og husker arvingerne af mit fallitbo nu lige at holde DONG op på, at det ligger inde med penge, der tilhører dem?
Det er fuldstændig galskab, det med forudbetaling. Der var engang en mand, der var så forkuet, at han troede, han ikke havde ret til at være i verden, før han havde betalt for det. Han havde lært, at det var, hvad det krævede, hvis man ville være ærlig. Var man ærlig, kunne det være, man blev til noget, og det ville han gerne. Men det blev han selvfølgelig ikke. Hvis man vil blive til noget, skal man tværtimod tro, at man har ret til at stjæle alting fra alle andre, for de er bare tabere.
Hvis han havde lært at tro det, kunne han have drevet det vidt, han kunne være blevet både direktør og statsminister, nu blev han bare jord- og beton`er. Men det fik ham nu ikke til at opgive sin barnetro på ærligheden. Sørgede han for ikke at skylde, skulle belønningen nok komme, mente han.
Så han betalte husleje, tøj, mad, gas, vand, selv hvad skatten angik, gik han hvert år op på skattekontoret og fik sin forskudsregistrering lavet om, så han betalte skat af mange flere penge, end han nogensinde kom til at tjene. Det var godt at være på den sikre side, mente han. Om det så var venskaber eller kærlighed, sørgede han altid for at have givet mere, end han modtog, så han var sikker på ikke at skylde nogen noget. Og da DONG gik over til forudbetaling af strømforbruget, var hans første tanke, at det jo var meget rart, så var man sikker på ikke at komme til at skylde dér.
Nu gik det hverken værre eller bedre, end at han, som vi alle på et tidspunkt vil komme ud for det, en nat blev hjemsøgt af Døden med leen. Døden forlangte, at han pænt stillede sine træsko og fulgte med. Det gjorde ham nu ikke så meget, han var netop kommet på et rigtigt lortejob, som han ikke havde spor lyst til. Og meget af hans liv havde alligevel ikke været særlig lykkeligt, bange som han altid var for at komme til at skylde nogen noget.
Døden i sig selv tænkte han nærmest på som en lettelse. Var der noget bagefter, behøvede han, der altid havde været ærlig, ikke frygte det.
Der var noget. Der var en stige op, og der var en stige ned. Men Døden var gået, den skulle vist på lokum, så han måtte selv vælge vejen. Han skulle nok op, tænkte han, en ærlig mand som ham.
Ved toppen af stigen var der en port, og foran porten stod Sankt Peter. Han ville vide, om vores mand havde betalt. 'Det har jeg,' sagde han med stor overbevisning. 'Jeg har altid været ærlig og svaret enhver sit!'
'Hmm! Jeg må hellere lige tjekke!' sagde Sankt Peter og slog op i en stor protokol. 'Lad mig se, skat, husleje, kærlighedsgerninger, jo, det er alt sammen i orden, DONG-regning, ja, det giver jo sig selv! Men betaling for ophold i Den Evige Lyksalighed, nej, der er altså ikke anført nogen betaling der!'
'Jamen!' protesterede vores gode mand. 'Jamen det er jo det, jeg har brugt hele mit liv på!'
'Hele livet?' sagde Sankt Peter. 'Hvad er dog et sølle menneskeliv i forhold til Evigheden? Nej, den går altså ikke! Man skal betale forud, hvis man vil ind i Evigheden!'
Nu blev vores gode mand vred. 'Nej, nu kan det være nok!' råbte han. 'Det kan intet menneske jo. Vi har kun vores sølle liv. Så giver vi det ud på ingenting. Sådan en forbandet gang bondefangeri!'
Sankt Peter smilte trist.' Helt ærligt, sagde han. 'Det var bare en test. Desværre er du lige dumpet, fordi du blev så vred. Det viser, at du aldrig har givet af kærlighed, kun for din egen skyld. Og på den konto kommer man altså ikke ind her'.
Så indså vores gode jord- og beton`er, hvad han havde forspildt. 'Jamen!' begyndte han, men mere blev det ikke til.
Sankt Peter slog ud med hånden. 'Beklager', sagde han og trykkede på en knap. Og manden faldt. Han faldt og faldt, lige til han stod foran Helvedes Port. Der var ingen Sankt Peter der, kun en ringeklokke, hvorover der på et papskilt stod, at her krævedes ingen forudbetaling.
Vores mand var ikke glad for situationen. Men i Ingenting mellem Himmel og Helvede kunne han ikke blive. Så med rystende hænder trykkede han på klokken!
... Og vågnede ved vækkeurets ringen. Det var mandag morgen. Lortejobbet ventede. Da han kom ud til makkerne i skuret, fortalte han om sin ulyksalige drøm. Og det er derfra, jeg har historien. Så det er ganske vist! Betal aldrig forud!