Borgerlige politikere og erhvervsfolk, som er tilfredse med at have de privilegier, de nu engang har i vort samfund, kører i stigende grad kanonerne i stilling for også at tage denne sidste bastion, den civile ulydighed, fra venstrefløjen

af Kjeld Stenum
For en del år siden, dengang mange lande i verden endnu blev opfattet som socialistiske, og mange derfor troede alvorligt på socialismen, var det i hvert fald i den offentlige diskussion stadig legitimt at forsvare væbnet revolution som et undertiden nødvendigt middel til at nå dertil.
Blandt dem, der forsvarede voldelig revolution som et legitimt middel, var der ikke mange, der forsvarede metoder som Blekingegade-bandens, selv om nutidens historieskrivning prøver at fremstille det som om, alle revolutionære var sådan.
Langt de fleste anså den slags for at være individuel terror og mente, det skadede socialismens sag mere, end det gavnede den. Den vold, de fleste dengang tog i forsvar, var den vold, de undertrykte klasser ikke kunne komme udenom, hvis de ville have en realistisk mulighed for at lave om på magtforholdene.
Helt at afvise vold kunne være at føre de undertrykte til en slagtebænk. For man kunne ikke forlade sig på, at magthaverne ville undlade at forsvare deres privilegier med vold. For eksempel: Nelson Mandela afsværgede aldrig sit folks ret til væbnet oprør, selv om netop det kostede ham mange år i fængsel.
I dag er den diskussion rykket langt til højre. Det, man i dag diskuterer, er, hvorvidt det i det hele taget kan være moralsk legitimt at lægge sig ud med den etablerede samfundsorden, eller om samfundet i sig selv rummer alle de politiske håndtag, en borger har brug for og bør have ret til for at gøre sin indflydelse gældende.
Men der er også sket meget siden Blekingegade-banden. Den kolde krig er bragt til ophør med det østeuropæiske sammenbrud, og tiltroen til socialismen har ved den lejlighed fået sig sådan et knæk, at det ikke længere giver mening for kapitalisterne at give kommunister skylden for alle denne verdens ulyksaligheder. I stedet har de fået nye hekse at forfølge, nemlig terrorister i almindelighed og fundamentalistiske muslimske terrorister i særdeleshed.
Forhenværende justitsminister og nuværende overborgmester Frank Jensen definerede i sin tid terrorisme som oprør mod samfundsinstitutioner, og de fleste vestlige lande har fået terrorlove efter cirka den opskrift. Love, som hele tiden udbygges og udvikles, i Danmark i form af love om visitationszoner, lømmelpakker og hvad vi ellers har kaldt det.
Den, der mener, at vores samfund er cirka sådan som et samfund bør være, har naturligvis svært ved at se, at der overhovedet kan tænkes nogen legitim grund til at lægge sig ud med den etablerede orden.
Men den, der har hjerte for social nød og social uretfærdighed, har svært ved at holde drømmen om en anderledes indretning af samfundet stangen. Og hvis man accepterer tanken om, at samfundet kunne indrettes mere retfærdigt og med mindre nød, må man naturligvis også tænke over, hvordan det ville kunne lade sig gøre, og hvorfor det ikke for længst er blevet gjort.
Måske føler man afmagt ved tanken om at skulle kæmpe for sin sag gennem det etablerede mediecirkus, der domineres af langt mere kortsigtede kommercielle interesser, ved at gøre karriere i et politisk parti, eller gennem et kryds udfor en politiker i et politisk parti hvert fjerde år, en politiker, man måske ikke har overdreven tillid til vil repræsentere ens sag.
Måske er der også for få, der tror på nytten af lovlige demonstrationer i gaderne. Dels fordi det med de ytringsmuligheder, man har, er for svært at mobilisere tilstrækkeligt mange til, at det har nogen effekt. Dels fordi 'tilstrækkeligt mange' virkelig skal være mange for at gøre så meget indtryk på politikerne, at de begynder at handle.
Politikerne er hurtigere om at handle på baggrund af en sensationel afsløring i Ekstra Bladet eller et tv-program end på baggrund af selv nok så mange folk i gaderne. Sådan er vilkårene for at gå ad den etablerede lovlydigheds smalle sti. Og det er nok i det lys, at nutidens interesse for begrebet 'civil ulydighed' skal ses.
Få minutter i medierne, som de to Greenpeace-aktivister til dronningens galla-middag under klimakonferencen i december, er i vore mediefikserede tider ved at have større politisk effekt end titusinder af mennesker i gaderne.
Nej, vel er det ikke lovligt. Men er det en politisk ytring, som man mener skal frem, nytter det ikke at pukke på, at lov skal holdes, blot fordi lov nu engang er lov og har mandat fra et parlamentarisk folkevalgt flertal. Et flertal har ikke nødvendigvis ret.
Demokrati bør skelnes fra flertalsdiktatur i den forstand, at demokrati også bør sikre den dialog, der udvikler samfundet og skaber forståelse for det anderledes. Et samfund kan ikke i længden klare sig på kun at give plads til politiske ytringer, der i det store og hele bekræfter det i at spille efter netop de regler, det spiller efter.
Men det er netop sådan et stivnet samfund, vores samfund nærmer sig mere og mere til at blive. For femogtyve år siden diskuterede vi, hvilke midler der var moralsk legitime og hensigtsmæssige for at lave verdens grundlæggende spilleregler om.
I dag diskuterer vi, om det i det hele taget er moralsk legitimt at træde udenfor disse spilleregler. Og borgerlige politikere og erhvervsfolk, som er tilfredse med at have de privilegier, de nu engang har i vort samfund, kører i stigende grad kanonerne i stilling for også at tage denne sidste bastion, den civile ulydighed, fra venstrefløjen.
Får de held med det, får de også ret i, at det er nødvendigt for dem at føre krig imod terrorister. For så er jeg bange for, at der virkelig vil komme mange af dem.