Lars Teit Hansen har skrevet en biografi om sin far, Johannes Hansen, som var centralt placeret i DKP`s ledelse igennem tre årtier - fra 1930`erne og frem. Bogen giver et fantastisk billede af en person, der brugte sig selv og sit liv på en sag han brændte for. Den fortæller godt og velskrevet om tiden og om DKP

af Bjarne Nielsen
Johannes Hansen (1908-76) var centralt placeret i DKP`s ledelse i 1930`erne, 40`erne og 50`erne. Han deltog i partiets kampe for indflydelse i 30`ernes krise, var interneret og illegal under besættelsen, og oplevede partiets store gennembrud efter kapitulationen og euforien i 1945, hvor han blev valgt til Danmarks første kommunistiske borgmester i Københavns Kommunes 4. afdeling.
Nu har hans søn Lars Teit Hansen, født 1947, skrevet en biografi om faderen. Lars Teit Hansen er uddannet cand. polit. og har været embedsmand i Statsministeriet og Udenrigsministeriet 1972-2004.

Barn - ungdom
Johannes Hansen er født i 1908 på Vesterbro i København. Det var det år, hvor landets justitsminister Alberti blev fængslet for bedrageri mod bondestandens Sparekasse og hvor kvinder og tyende fik stemmeret ved kommunalvalg - men ikke til Rigsdagsvalg, det vil sige Folketinget.
Moderen var 19 år og servitrice, faderen var tjener med hang til spiritus. Efter en del flytninger kommer familien til Lyngby, hvor Johannes påbegynder syv års skolegang. Efter denne kommer han som 14-årig i fem års lære som maskinarbejder.
I 1927, 18 år gammel, melder han sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, efter et års medlemskab af DSU. Det fik faderen til at skrive, da Johannes drog til Sovjetunionen i 1928: 'Dumme store dreng det havde jeg aldrig ventet. Farvel. Din far'.
Efter læretiden blev han arbejdsløs og tog på et kort ophold på Esbjerg Højskole, hvor den senere kulturminister Julius Bomholt var forstander og blandt andet den kendte syndikalist Chr. Christensen underviste.

Til Moskva
Da Johannes Hansen meldte sig ind i DKP, var den kendte søfyrbøder Ricard Jensen formand. Han blev afsat i 1928 efter Kominterns 6. Verdenskongres og Thøger Thøgersen blev ny formand. Komintern og DKP førte på dette tidspunkt en ultravenstrelinie der blandt andet stemplede socialdemokraterne som socialfascister.
I 1928 blev Johannes Hansen sendt på partiskole i Moskva. Ikke Leninskolen, som Aksel Larsen, da den var for de mere erfarne, men Vestuniversitetet. Han opfyldte ikke alderskriteriet, der var 21-30 år, men havde trods sit korte medlemskab allerede været bestyrelsesmedlem, sekretær og kasserer i sin afdeling, så der blev satset på den unge Johannes.
Det blev tre lærerige år i Sovjet, med studier og arbejde om sommeren. Det var i denne periode Sovjet igangsatte den første femårsplan. Der er i bogen en række spændende breve fra Johannes Hansen om opholdet i Sovjet, der afspejler en stor entusiasme og tro på projektet - at opbygge verdens første arbejder- og bondestat. På skolen blev man jævnligt vurderet, og i den afsluttende hed det om Johannes, at 'han var et principfast og pålideligt medlem'.
I samme periode gik den senere Land og Folk redaktør Martin Nielsen og Aksel Larsen på Leninskolen, hvor Aksel Larsen blev stemplet som trotskist, hvilket var noget nær det værste man kunne være på det tidspunkt. I forbindelse med sin fars død, bad Johannes Hansen om at blive sendt hjem, hvilket blev bevilget, da partiet havde brug for friske kadrer.

Hjemme igen
Hjemme igen bliver Johannes Hansen hurtigt gift og engageret i det organisatoriske partiarbejde som funktionær til 25 kroner om ugen, hvis partiet havde penge i kassen. Hans faglige arbejde blev lagt i RFO, Den Revolutionære Fagopposition. Om dette arbejde er bogen rigtig god.
I februar 1932 bliver han distriktssekretær for DKP København og indvalgt i såvel Centralkomiteen som politbureauet. DKP`s medlemstal voksede fra 1931 til 33 fra 765 til 3309, hvilket både skyldtes, at de interne kampe stilnede af og krisen med massearbejdsløshed tog til, samt at partiet havde fået en række veluddannede agitatorer hjem fra Sovjet.
Ved valget i 1932 fik DKP 1,1 procent, godt 17 tusind stemmer og for første gang valgt nogen ind i Folketinget. Det blev Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen. Senere på året holdt partiet sin 13. Kongres, `koncentrationskongressen` og Johannes Hansen bød som medlem af kongrespræsidiet velkommen.
I 1933 indgik socialdemokraterne Kanslergadeforliget med Venstre og Johannes Hansen skrev i Kommunistisk Tidsskrift, at de 'var medicinmænd for den syge kapitalisme'. På dette tidspunkt er han sekretær i RFO og en meget benyttet dirigent, taler og underviser på DKP`s partiskole.
Partiet er ifølge deres interne blad Organisationen, 'en organisation af professionelle revolutionære, af folk, der har gjort det til en livsopgave at organisere revolutionen i fællesskab'. Under signaturen Organisatoren skriver Johannes Hansen indlæg i Kommunistisk Tidsskrift, som selv i dag er læseværdige.
Indtil 1939 stod Johannes Hansen for al kontakt med det illegale tyske kommunist parti, KPD, og deres flygtede medlemmer i Danmark.
Ib Nørlund skriver i sine erindringer om Johannes, at han 'var uimponeret over for al ydre storhed, som han med sin dybtgående humoristiske sans fik til at sprække og afsløre sin latterlighed'.

For enheds- og folkefront
I 1935 gennemførte Komintern sin 7. Verdenskongres og der var mildt sagt nye boller på suppen. Med Dimitrov som ophavsmand vedtog man en politik for enheds - og folkefrontspolitik. Socialdemokraterne var ikke længere socialfascister men `tvillingebrødre` i kampen mod fascismen.
Fra DKP deltog blandt andre Aksel Larsen, Martin Nielsen og Johannes Hansen. Både Aksel og Johannes talte på kongressen, 'og begge taler er yderst vægtige og af allerstørste betydning for hele bevægelsen', skrev Arbejderbladet. Her skal bemærkes at det var Johannes Hansen og ikke partiets formand, der holdt talen om DKP`s situation i Danmark. Ellers blev det bemærket, at den danske delegation ikke applauderede når Stalins navn blev nævnt. Men som nævnt faldt Johannes ikke for `ydre storhed`. Efter kongressen blev RFO opløst. Ved valget i 1935 fik DKP 27 tusinde stemmer.
I 1936 brød borgerkrigen ud i Spanien og samtidig blev Johannes Hansen indkaldt til aftjening af sin værnepligt. En anden stor begivenhed var kommunalvalget i 1936, hvor DKP i København mønstrede en liste med Richard Jensen og Johannes Hansen som spidskandidater, og med så prominente DKP`er som Inger Gamburg og Ragnhild Andersen på de næste pladser.
Richard Jensen og Johannes Hansen blev valgt ind med lidt over ti procent af stemmerne. En fordobling. Ca. 20.000 potentielle DKP-stemmer blev slettet grundet skatterestancer.
I 1938 rykker nazisterne ind i Østrig og Johannes skriver pjecen `Østrig - Danmark`, der hurtig bliver udsolgt. Han er også leder af et møde om Østrig og Spanien med 10-12.000 deltagere!
Ved folketingsvalget i 1939, hvor Johannes var partiets indpisker, opnåede DKP 41 tusinde stemmer og et ekstra mandat, der gik til Martin Nielsen. Også nazistpartiet fik tre mandater. Johannes kom ikke ind, men styrede nu partiets skolingsarbejde. Det blev også Johannes opgave at forklare medlemmerne ikkeangrebspagten mellem Stalin og Hitler, hvilket ikke faldt ham svært, hvad det gjorde for de illegale tyskere, han var kontaktmand for.

Besættelsen
Mange har kritiseret DKP for at blive taget på sengen den 9. april, men 'Personligt var jeg så tidligt som i 1939 i gang med at skaffe illegale boliger og tilflugtssteder til partiets ledende folk', fortæller Johannes Hansen.
På trods af, at Johannes Hansen og Richard Jensen sad i Borgerrepræsentationen sammen, var der kold luft mellem dem, hvilket brød ud i lys lue ved et CK-møde i partiet den 26. april 1940. Her udvandrede Richard Jensen da Johannes Hansen nægtede ham adgang til talerstolen! Richard Jensen blev ekskluderet kort efter.
Bogen har meget spændende materiale om uenigheden i partiet, om partiets linie til legalitet contra illegalitet, ligesom om de tyske flygtninges rolle.
I januar 1941 holdt DKP et kæmpe offentligt møde, med blandt andre Johannes Hansen som hovedtaler. Efter mødet trykte partiet pjecen `Kun Folkets Vel er Landets Vel`, som var talerne fra mødet, der samlede 14.000 deltagere.
Den 22. juni 1941 gik Tyskland til angreb på Sovjet og ledende DKP`ere, blandt andre Johannes Hansen blev arresteret af det danske politi. Han var nummer to på tyskernes `ønskeliste`. Kommunistloven og et grundlovsbrud var en realitet.
Kommunisterne blev overført til Horserød lejren, hvor Johannes blev en af fangernes talsmænd. Sammen med blandt andre Ib Nørlund, Martin Nielsen og Villy Fuglsang flygtede Johannes i juni 1942 gennem en tunnel, som den legendariske Eigil `Hesten` Larsen var arkitekten bag.
Bortset fra Nørlund blev de fanget igen. Det betød at Johannes Hansen blev overført til Vestre Fængsel i isolation. Bogen beskriver både opholdet i Horserød og Vestre grundigt. Senere vendte mange, herunder Johannes, tilbage til Horserød, hvor han blev formand for de indsattes lejrudvalg.
I maj 1943 fik DKP besked om, at Komintern var opløst!
Sabotagen og strejkerne voksede udenfor, og en masseflugt i august 1943 fra Horserød fik en del af kommunisterne inklusiv Johannes Hansen ud til fornyet modstandskamp. Johannes fandt en lejlighed i Vanløse han allerede i 1939 havde `reserveret` med henblik på illegaliteten. Efter 14 dage overtog han formandshvervet for DKP i København, der i slutningen af 1942 skønnes at have 2.100 medlemmer.
Bogens beskrivelse af DKP, det illegale arbejde og overvejelserne om fremtiden i denne periode er rigtig god. Ifølge bogen spillede Johannes Hansen en central rolle i forbindelse med Folkestrejken i 1944. Andre af hans opgaver var at skaffe penge til såvel DKP som BOPA, ligesom han var med til at udvikle partiets konkrete folkefrontspolitik som ikke var lige populær i alle dele af partiets bagland. Det blev til pjecen `Folkets vilje. Landets lov`.
På befrielsesaften var Johannes Hansen sammen med blandt andre Gelius Lund og Børge Houmann, hvor man lavede det første nummer af `Folkets Dagblad` senere `Land og Folk`.

Første kommunistiske borgmester
Efter at glæden havde lagt sig, fortsatte Johannes Hansen som travl partisekretær og i en kort periode som afløser for Martin Nielsen i Folketinget, da denne knap var hjemkommet fra kz-lejren Stutthof. Han deltog også i enhedsforhandlingerne med Socialdemokratiet for endelig at blive udpeget til landets første kommunistiske borgmester. Jo han knoklede for sagen.
Medlemstilgangen blev tidoblet til omkring 60.000, og der skulle udarbejdes nye love som et resultat af, at Komintern var opløst. Man havde for eksempel ikke længere et politbureau men et forretningsudvalg. Johannes Hansen var også inddraget i købet af en rotationspresse til Land og Folk.
Bogen har meget godt og spændende materiale om såvel retsopgøret som enhedsforhandlingerne med Socialdemokratiet. Det er rystende at læse om socialdemokraternes krav.
I oktober 1945 var der folketingsvalg og Johannes Hansen blev opstillet i den sikre Søndre Storkreds i København og kom ind. DKP fik 255.000 stemmer svarende til 12,5 procent og 18 mandater, medens socialdemokraterne tabte 18 mandater. Johannes Hansen blev også den første kommunist i folketingets præsidium, 37 år gammel.
Ti år efter sin sidste kongres holdt partiet nu sin 15. kongres, en jubelkongres, der dog måtte konstatere, at en folkefrontsregering og enheden med socialdemokraterne var glippet. Johannes Hansen blev genvalgt til centralkomiteen og forretningsudvalget.
Johannes Hansen udtrådte senere af Folketinget og for at bestride en borgmesterpost i København. Partiet tillod naturligvis ikke dobbeltmandater.

Den kolde krig
Den kolde krig startede hurtigt. Den socialdemokratiske AIC, Arbejderbevægelsens Informations Central, begyndte at registrere og jagte kommunister overalt.
Johannes Hansen fik to arbejdsområder udover borgmesterarbejdet, værtsskab for sangeren Paul Robeson og Martin Andersen Nexøs 80-års fødselsdag med 25.000 `gæster`.
Bogen har om denne periode et fint materiale om DKP`s kommunalpolitiske arbejde. Efter otte år som borgmester fik København en generalplan for byens udvikling. Det var Johannes Hansens svendestykke. Byens første helhedsplan var således resultatet af et stykke kommunistisk håndværk.
Johannes lagde i sine sidste år af borgmesterperioden meget arbejde i Fredens Tilhængere, hvor han sad i ledelsen sammen med blandt andre Mogens Fog. I 1954 udgøres partiets daglige ledelse af Ib Nørlund, Alfred Jensen, Aksel Larsen og Johannes Hansen.
Det CIA-finansierede `Firmaet` havde udsendt flere hemmelige og anonyme breve til udvalgte partimedlemmer om ledende kammeraters indsats, med henblik på at udvikle interne intriger. I et var Johannes Hansen 'doven og uduelig', Ib Nørlund 'bundet af overklassemiljø' og Alfred Jensen havde 'vane med højreafvigelser'. Kommunisthetzen var i gang og det et år før Ungarn.
På partiets 18. kongres, `Det nye opsvings kongres`, blev Johannes Hansen atter valgt til præsidiet. Der var optimisme i partiet, men så kom Ungarnsopstanden og det sovjetiske kommunistparti, SUKP`s 20. Kongres med Khrustjovs `hemmelige tale` om Stalinismens forbrydelser. Og nedturen.
Perioden betød også nedtur for Johannes Hansen privat. For meget arbejde, utroskab og gæld. Løsningen skulle være at komme væk, så i sommeren 1956 drog Johannes, konen Else og bogens forfatter på ni år til Moskva, for at Johannes kunne arbejde for Radio Moskva, Sovjets svar på CIA`s Radio Free Europe. Han skulle her blandt andet give Sovjets version af begivenhederne i Ungarn, udrensningerne af Malenkov og Molotov, Sputnik og Verdensungdomsfestivalen i Moskva.
Om hele krisen i partiet i forbindelse med opstandene i Polen og Ungarn er bogen yderst informativ. Ved kommunevalget i 1958 havde Ingmar Wagner forhørt sig hos Johannes Hansen om han ville opstille for partiet. Noget Aksel Larsen dog modsatte sig. Partiet fik tilbagegang og 30.000 stemmer.
I sommeren 1958 vendte Johannes og familien hjem til Danmark, for kort tid efter at blive skilt og gift igen. Efter 1958, hvor DKP skilte sig af med Aksel Larsen og oplevede en medlems og vælgerflugt af hidtil usete dimensioner, røg partiet ud af folketinget.

DKP, Danmark og DDR
I 1960 bliver Johannes ansat i et dansk-østtysk selskab. Bogen fortæller på glimrende vis om opstarten på venskabsrelationerne mellem DKP og SED, og mellem Danmark og DDR.
Johannes blev ansat til dette arbejde, med en løn på 1.500 kr., der gik direkte i partikassen. Han måtte leve sin borgmesterpension. Da `Selskabet Danmark-DDR` stiftedes i 1960 blev Johannes dets generalsekretær og nogle af aktiviteterne er Østersøugerne, Arbejderkonferencerne og tidsskriftet DDR-revy. Arbejdet var så vigtigt, at bogen citerer Ingmar Wagner for, at 'den østtyske støtte var af central betydning for, at DKP kunne fortsætte partiarbejdet'.
Inden Johannes Hansen dør i 1976, oplever han glæden ved DKP atter kommer i Folketinget og ved kommunevalget i 1974 får partiet sin næste kommunistiske borgmester, Ivan Hansen.
Bogen giver et fantastisk billede af en person, der brugte sig selv og sit liv på en sag han brændte for. Den fortæller godt og velskrevet om tiden, DKP og Johannes historie.
Forfatteren, Johannes Hansens søn, har begået en fin research og bogen indeholder en glimrende litteraturliste. Eneste anke er, at der ikke er et navneregister. Bogen har i flere afsnit meget unikt materiale fra folk omkring Johannes.
Det er tydeligt at forfatteren hverken er historiker eller kommunist, men har skrevet med hjertet og et forsøg på at forstå faderens livsbane. Om dette er lykkedes ham, skal være usagt, men han har formået at skrive et smukt minde om en person, der fortjener en plads i arbejderbevægelsens historie, og tak for det.
En rigtig god bog for de, der interesserer sig for den kommunistiske bevægelses historie.
Bogens lidt underlige titel, 'Rolig, med Smilet i Øjet', er inspireret af et fødselsdagsdigt, som forfatteren Hans Kirk skrev til ham under interneringen i Horserød i maj 1943. Bogens omslag er malet af Knud Aage Larsen, der var formand for DKP i Odense og sad i Horserød sammen med og Johannes Hansen.

Lars Teit Hansen: Rolig, med smilet i øjet. Johannes Hansen en politisk biografi. 559 sider. Illustreret. 399 kroner. Eget Forlag. I kommission hos forlaget Underskoven, som sælger bogen via nettet.