Der er ikke noget vemodigt farvel til Carina Christensen fra det danske kulturmiljø. Hun var for usynlig, for uvidende og hun havde ikke hul igennem til regeringstoppen, så hendes intentioner kunne ikke gennemføres, mener flere kulturpersonligheder ifølge DR Nyheder
- Med Carina har det været umådeligt ringe. Det kunne faktisk ikke blive meget værre, siger Jesper Nordal, som er formand for spillestedernes brancheorganisation.
- Hun er sikkert en dygtig administrator, men hun har fuldstændig manglet en profil. Det ville næsten være nemmere med Pia Kjærsgaard, for så havde vi nok været uenige, men det havde været en mere ligeværdig meningsudveksling, mener Lotte Garbers, formand for Forfatterforeningen.
Per Stig skal sikre nyt medieforlig
Som ny kulturminister bliver det Per Stig Møller (K) som overtager opgaven med at få det ny medieforlig i hus.
Socialdemokratiets medieordfører Mogens Jensen tror, at Per Stig Møllers fortid som DR-ansat vil have en betydning for hans tilgang til medieområdet.
- Det er godt nok en del år siden, men han ved, hvordan public service fungerer, og han har sikkert også en holdning til, hvordan det skal være. Jeg vurderer, at han vil være med til at understøtte kvalitet i medierne og understøtte, at public service-medierne har en stærk kultur-profil, siger Mogens Jensen til Journalisten.dk.
Per Stig Møller var kulturredaktør på DR i 1971-73. Og i 1986-87 var han formand for det daværende Radiorådet.
Venstre angriber DR`s regioner
Den danske mediestøtte skal ændres og over en årrække skal dagbladenes distributionsstøtte omlægges til også at omfatte e-readers.
Det er en del af indholdet i Venstres medieudspil, som partiet fremlagde i mandags.
I forslaget lægges også op til at nedlægge DR`s regioner og dermed den regionale P4-kanal, der er Danmarks mest lyttede. Samtidig skal P3 flyttes fra FM-båndet til DAB og P3`s plads på FM-båndet vil Venstre sende i udbud. Og så skal DR i øvrigt dække EU langt bedre i det daglige.
Minimum syv procent af DR`s produktion skal udlægges til private aktører, TV2 skal privatiseres hurtigst muligt og de nuværende reklameregler for TV2 skal delvist lempes.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278