I år kan Berlins Internationale Filmfestival fejre sit 60 års jubilæum og den oprørske Internationale Forum des jungen Films fylder 40

af Karen Thastum, Berlin
Da Berlins Internationale Filmfestival åbnede fredag den 12. februar kunne festivalen fejre sit 60 års jubilæum.
Åbningen foregik i øvrigt med en stor udendørs jubilæumsvisning af en forlænget version af Fritz Langs film 'Metropolis' ved Brandenburger Tor, minus 10 grader og dog med tilskuere i kulden.
Men der er også et andet jubilæum at fejre, nemlig Internationale Forum des jungen Films, der fylder 40 år. I 1970 opstod Forum i protest over at filmen OK blev forbudt. Det er en film, hvor USA ikke invaderer Vietnam men Østrig. Dette vakte dengang total kaos på festivalen. Filmen blev så at sige censureret væk, selvom den var en del af programmet og flere filmmagere, herunder Fassbinder, boykottede den traditionelle festival.
Forum opstod derefter med selvstændige visninger og blev først senere en selvstændig del af Berlinalen.

Barndommens base
Af de første film jeg ser i år, handler mange om barndommen som base (eller manglende base) og hvad man så senere skal her i livet. Ikke tilfældigt selvfølgelig for det er vel et eviggyldigt tema.
Jeg begynder med Bill Douglas Barndom. En fantastisk trilogi på mere ned tre timer, der handler om Bill Douglas egen barske livshistorie i en skotsk mineby. Filmene blev vist i Forum i 70`erne, og er en del af en serie af film, som yngre filminstruktører har valgt og som vises i anledningen af Forums jubilæum.
Douglas er født i 30`erne, og filmen bevæger sig i stemning mellem et teaterstykke, en dokumentarfilm og en billedbog. Få ord og absurde både barske humoristiske (kulsort humor) men også poetiske billeder beskriver den lille drengs smertefulde oplevelse af livet som ultrafattig og uønsket horeunge, der efter mormorens død vokser op hos den sindssyge farmor og faren, der aldrig har villet kendes ved ham.
Det er noget nær et mirakel, at Bill Douglas bliver filmmager, og det er sikkert det, der redder hans liv, hvem ved? Filmen, der blev lavet med et minimalt budget og i sort hvid, har været inspiration for en stribe filmmagere senere hen.

Når du bliver stor
Hvordan vælger ungdommen af i dag, hvilken vej de vil gå?
Filmen Due vite per caso (Et liv måske to) af italienske Alessandro Aronadio berører dette almene tema om identitet, skæbne og valg her i livet og om, hvordan små bagateller kan påvirke vore beslutninger. Sceneriet er et Italien, der bliver mere og mere konservativt.
Handlingen er delvist inspireret af det, der skete til G8 i Genua i 2001, hvor en ung mand, Carlo Giulianis, blev skudt af politiet.
Filmen viser to versioner af samme historie, hvor hovedpersonen Matteo er på vej til skadestuen med sin ven, efter at han har skåret sig i fingeren til en fest.
I den ene version kommer de til at køre ind i en bil med to uroer, der kvitterer med at tæske dem sønder og sammen. Herefter følger man historien, hvor klagen over politiet ikke nytter, dagligdagen går videre og frustration over ikke selv at være herre over sit egetliv vokser.
I den anden version, hvor Matteo når at bremse bilen, og altså ikke får polititæsk, vælger han, ud fra frustration over det dårligt betalte job og tomhed i livet, at lade sig rekruttere til politiskolen.
Filmens slutning er barsk og sigende. Her møder Matteo sig selv i en demonstration hvor `politi Matteo` føler sig truet af `anarkist Matteo` og trækker pistolen og skyder - sig selv...
En nærværende film, der fængsler ved sin italienske `hurtighed` og nærbilleder af unge mennesker i Italien, samtidig med at den stiller nogle eksistentielle spørgsmål.

Smukke billeder
Jeg møder filmens instruktør Alessandro Aronadio og skuespilleren Lorenzo Balducci i en lounge på Berlinalen.
Travle pressefolk og smarte hvide barstole omkranser store billeder af biler fra et firma, der har sponseret festivalen. Omgivelserne virker noget overgearede, men vi får alligevel snart fordybet os i en spændende diskussion om denne intensive film.
Det er instruktøren Alessandro Aronadios første spillefilm, han har studeret regi på filmskole i Hollywood og været assistent ved flere film.
Vi snakker først om filmens fotografi, som har meget fine billeder, 35mm formatet er jo ved at forsvinde til fordel for digitale film:
- 35mm er meget smukkere end digitale billeder. Med vores lille budget var det svært men vi vandt `krigen` med vores producer om, hvorvidt vi skulle optage på film eller DVD og det blev 35mm. Så vi lavede mange prøver inden og få takes af scenerne, fortæller Alessandro Aronadio.
Historien er opstået i samarbejde med forfatteren Marco Bosonetto.
- Jeg kendte ikke forfatteren, men jeg ringede til ham, og efter en del mail frem og tilbage blev vi enige om i samarbejde at omskrive novellen til drejebog.
- Vi tog risikoen, for vi havde ingen producent på det tidspunkt, og det tog da også flere år at finde en, men her er vi i Berlin og det er jo fantastisk, siger Aronadio.
Han havde frit valg til vælge sine skuespillere og vidste præcis, hvem der skulle spille hovedrollen. Det var skuespilleren Lorenzo Balducci, der var interesseret med det samme.

En farlig film
- Jeg læste manuskriptet og allerede efter 20 sider var jeg sikker på, at jeg ville være med, siger Lorenzo Balducci og fortsætter:
- Filmen interesserede mig, fordi rollens verden ikke var banal som i masser af andre italienske film, der handler om unge. Filmens farlige tema tiltrak mig. Det er modigt at snakke om disse ting i Italien i dag, en `bad reaction` fra en politimand, stilen på politiskolen og selvfølgelig slutningen. Italiensk tv og medier taler kun om politi som store helte, de er aldrig kritiske.
Hvorfor vælger Matteo så at gå til politiet?
- Matteo lever i et samfund, der forbereder unge mennesker til at blive voksne uden at give dem en chance til at bestemme selv. Man har bildt ham ind, at alt er muligt, selv om samfundet konstant bestemmer for ham.
- Filmen vil ikke dømme, men det handler om, hvordan unge mennesker overlever. Politiets tilbud til unge med sikkerhed og jobs kan lokke mange, uden at de aner hvad de går ind til. Matteo gør det både for pengene men også for at føle sig som del af en gruppe.
Hvordan reagerede politiet på jeres film, de kunne jo bruge filmen som lærefilm?
Spørger jeg lidt ironisk, for selvfølgelig er filmen alt for kritisk. Dog behandler den jo en problematik, der desværre er alt for aktuel og som kunne lære aspirerende politibetjente meget.
- Vi spurgte faktisk om hjælp fra Karabineri til optagelserne, men de nægtede pure, vi skulle ændre skriptet. Slutningen på filmen mindede dem for meget om hvad der skete i 2001 i Genua, og selv det at hovedrollen ryger en joint inden han går til politiet, var totalt tabu for dem.
- At lave sådan en film i Italien i dag er ikke så nemt, men vores producer var meget modig, og nu får filmen snart premiere i Italien.

En rigtig fri vilje
Det at hovedrollen 'skyder sig selv' til sidst kan jo - udover modsætningen politi aktivist - også ses mere abstrakt. Vi dræber friheden i os selv og bytter den ud med disciplin. Hvordan opstår disse valg, er der noget der hedder skæbne?
Jeg vil hellere stille spørgsmål, jeg har ingen svar. Er det skæbnen, gud eller samfund, der bestemmer i dit liv. Er der en rigtig fri vilje - det er det spørgsmål jeg vil stille.
Pludselig kommer jeg i tanke om en situation, jeg selv har oplevet, til en demonstration ved et EU-topmøde i København for mange år siden, hvor tre uroer trængte mellem demonstranter og Skjold Burne, der ikke ville have en halv demo ind i deres butik, og trækker pistoler.
Jeg husker at jeg skreg 'gå videre, gå videre'. Hvem ved hvad der kunne være sket der... måske en lignende sindssyg situation som i Genua i 2001.
Jeg finder følgende kommentar på nettet fra en tysk demonstrant, der var med i Genua: 'Jeg glemmer aldrig det øjeblik, hvor jeg fik besked om Carlo Giulianis død. Jeg kunne ikke fatte det. Fra begyndelsen af var det ikke til at fatte, at politiet ikke skulle have haft situationen under kontrol. Det var dem, der var med til at få situation til at eskalere.'
Tiden er forbi, siger den smarte dame i loungen med de hvide stole og de smarte biler og river os tilbage til nutiden i Berlin.
Måske kan filmen Due vite per caso, som både er alvorlig men også sjov og med humor, finde vej til Danmark en dag. Det ønsker jeg i hvert fald de to med på vejen.
Jeg vandrer videre ud i festivalen for at se andre bud på, hvad det er man skal være, når man bliver stor, og hvad det er vores familier giver os med. Hvordan vi slutter os til religioner eller ikke - for det er temaet i mange af festivalens film.