Den største del af den danske befolkning er sat udenfor reel demokratisk indflydelse, mener Lars Olsen, som taler om klassesamfund - men ikke maner til klassekamp

af Mauri Johansson
Journalisten og forfatteren Lars Olsen skal man lægge mærke til.
Et kort efterskrift i hans seneste bog, 'Eliternes triumf', der afsluttes med sætningen 'Parnasset hytter sine egne' er en knusende kritik af den offentlige kunststøtte, der af kunsteliten tildeles de veletablerede 'venner', frem for dem der prøver at komme i gang.
Ekkoet kom straks i de sædvanlige medier. Den nye bog om eliterne burde af samme grund give ekko i store dele af Danmark. Den rammer et byldeømt punkt i samfundet, nemlig demokratiets sørgelige stade.
Lars Olsen har lavet et omfattende kortlægningsarbejde af udviklingen i de seneste årtier: en systematisk analyse af den politiske top ved en stor undersøgelse udført af analysebureauet Capacent, en omfattende gennemgang af de senere års forskning på området, en stribe velvalgte interviews af menigmænd og -kvinder, eksperter, meningsdanner mv. samt analyser af egne livserfaringer.
Alt i et forsøg på at vise, at den største del af den danske befolkning er sat udenfor reel demokratisk indflydelse, lokalt og på landsplan.

En ghetto for de rige
En nær 100 år varende tradition for et aktivt folkestyre er havnet på historiens mødding og magten er hurtigt, men umærkeligt havnet i hænderne på en lille klike af højtuddannede, velaflønnede og målbevidste akademikere, i embedsmands- eller direktørstillinger, i kommunalbestyrelser, Folketing og regering.
Det er folk der bor i på de rigtige adresser i velisolerede ghettoer, rejser verden rundt og er nærmest helt uden kontakt med alle dem, der fortsat udgør det store flertal af Underdanmark: dem med kun en folkeskole i syv år, ufaglærte, faglærte, måske med tiltagende arbejdsløshed. Med de nye EU-sikrede indvandrere fra Østeuropa, som Pia Kjærsgaard har svært at sparke ud, men som arbejdsgiverne er glade for, grundet de minimale lønudgifter vokser gruppen støt.
Budskabet i Lars Olsens bog er klart. Når kun to af 179 folketingsmedlemmer bor i alment boligbyggeri siger det allerede meget om kontakterne med folkeflertallet. Blandt de yngre MF`ere er 71 procent akademikere, mod seks procent i befolkningen. Så sent som i 1977 var 18 procent af MF`erne ufaglærte, i dag er det fire-fem procent mod 27 procent i befolkningen. Folketinget er samtidig ungt og de fleste medlemmer har tendens til taburetklæberi.
Partiorganisationerne er stort set døde. Vi betaler over skatten fyrsteligt til partierne og politikerne. Medlemmerne er mest til ulejlighed. Politikken er blevet til spin og halve løgne, gennemprofessionaliseret.

Nedmonteret folkestyre
De mange store reformer under den borgerlige regering har kun haft et sigte: at nedmontere folkestyret.
Vi har fået store, embedsmandsstyrede kommuner, nu med 'stordriftsulemper', politiet og retsvæsenet samlet langt fra begivenhederne, et fjernt sygehusvæsen, uddannelserne samlede om universitetsbyerne med videre. Folkeskolen og de faglige uddannelser er næsten blevet universitetsfilialer og plages af stort frafald, men er velsignet med et velsmurt kontrolmaskineri.
Venstre overtog magten i 2001 ved at dysse al snak om minimalstat ned og slå sig op som 'den lille mands parti'. Dansk Folkeparti gyngede med i håndklædet, men har siden konsekvent støttet elitebegunstigelser, herunder skattelettelser for de rige: Den rigeste tiendedel af danskerne har siden 2001 fået en gevinst på 27.000 kroner, den fattigste tiendedel kun på 400 kroner.
Hører vi om det fra Dansk Folkeparti? Al øvrig ulighed har i samme periode været tiltagende. Bogen er sprængfyldt med fakta.
Fagbevægelsen hviler på de usynlige laurbær i storbyerne, langt fra medlemmernes kampe med tiltagende brutale arbejdsgivere, der skal sikre voksende profitter til aktieejerne og fyrstelige honorarer til egen lomme. Bogen ser også på venstrepartiernes tiltagende højredrejning. En logisk følge af udviklingen i magttoppen.

Mangel på løsning
Man venter åndeløst på bogens afslutning: hvad vi skal gøre for at komme tilbage på en demokratisk kurs? Men her klasker souffléen som så ofte sammen. Lars Olsen maner ikke til klassekamp - det er 'et ord han ikke bruger', selv om han bruger ordet 'klassesamfund'. Sært.
Lars Olsen mener at klassekamp er et nulsumspil (en vinder, den anden taber). Har det aldrig slået ham, at den kan være en 'win-win'-situation, hvor alle vinder, flertallet på kort sig, men alle på længere sigt? Han mener at 'der skal radikale løsninger til' for at løse de store spørgsmål, men hvori løsningerne består 'ligger udenfor denne bogs rammer'.
Der står så den førtidspensionerede arbejdsmand Svendsen og hans rengøringsassistent af en kone med tomme hænder og uden de råd de så hårdt har brug for.
En skam med så godt et oplæg. Politisk berøringsangst? Eller kan vi se frem til en næste bog 'med en ramme og et indhold', der i klartekst og med lige så god dokumentation vejleder befolkningens store flertal, der til den tid har det betydelig værre, om hvad de skal i gang med for at generobre den magt, de nu er blevet frarøvet? Så siger vi tak, Lars Olsen!

Lars Olsen: Eliternes triumf. Da de uddannede klasser tog magten. 250 sider, kr. 249,95. Forlaget Sohn, 2010.

Lars Olsen
Født i 1955 og uddannet cand.phil. i samfundsfag.
Har i over tyve år været journalist, blandt andet på Politiken, og arbejder nu freelance.
Var analytiker på Ugebrevet A4 2002-07, hvor han tilrettelagde en række undersøgelser af ulighed og sociale skel i dagens Danmark.
Har blandt andet skrevet 'Den sociale smeltedigel' (2009), 'Den nye ulighed' (2007) og 'Det delte Danmark' (2005).