Det er sket nogle gange i den forløbne vinter, at man er kommet hjem så smadret af frost, kulde og hårdt arbejde, at beskrivelsen ¤¤opvredet karklud¤¤ ikke kan dække det. ¤¤Udsplattet mørtel¤¤ er nok en mere rammende beskrivelse

af Kjeld Stenum
Folk, som har arbejdet med mørtel, ved, at når man kaster en klat mørtel ud, lander den tungt og har en formidabel evne til at falde helt øjeblikkeligt til ro. Skraber man selve mørtelklatten væk bagefter, kan man se, at mørtelen trods den hurtige falden til ro er splattet så godt ud, at den er trængt ind i underlagets fineste porer og fordybninger, næsten som havde den haft evnen til at suge sig ind der.
Præcist sådan kommer en aldrende jord- og beton`er hjem fra arbejde og falder ned i sin lænestol, når vinteren er, som den har været i år. Hvad enten man har arbejdet hårdt eller ej den pågældende dag, så er selve kulden sådan en belastning for kredsløbet, at det i sig selv gør én dødtræt. Virkelig dødtræt. Og denne konstante væren dødtræt påvirker naturligvis også humøret. Man ville så gerne, men orker så lidt! Man får så lidt ud af tiden, man æder, glor tv-avis i ti minutter, og så sover man. Foran fjernsynet. Det bliver kun til arbejde, æde, sove.
Mod selve den fysiske træthed er der ingenting at gøre. Selvfølgelig hjælper det at spise sundt og alt det, men selv med mineraltilskud og hvad der ellers findes af heksemidler bliver man fysisk set dødtræt af kulde. Men mod den psykiske nedtrykthed kan man gøre noget.
Der er nogle, der mener, lys er det, der skal til for at holde vinterdepressioner på afstand. Det er muligt, det er godt for dem, der mener det. Men efter en frostklar solskinsdag med blændende sne i tredive centimeters højde alle vegne omkring én er lys ikke ligefrem det, man hungrer mest efter.
Jeg bruger noget andet. Jeg bruger musik. Musik, der kan fortolke min afmagt overfor det, at dagene, ugerne, månederne bare går med at være træt. Voldsom, aggressiv musik. Jeg har forskellige favorit-cd`er; den, jeg har brugt mest denne vinter, er en cd med den lune Skanderborg-jyde Peter Sommer. Han blev kendt for en fire-fem år siden med landeplagen 'Valby Bakke' fra en cd, der hed 'På den anden side'.
Den cd, jeg har brugt særlig flittigt imod min vinternedtrykthed, hedder - meget betegnende - ' Til rotterne, til kragerne, til hundene'. Den er vel et par år gammel og blev ved udgivelsen behørigt anmeldt i denne avis. Den er ikke blevet helt så kendt som cd`en med gennembrudsnummeret, men jeg synes, den er formidabel. Selv om jeg har hørt den igen og igen, synes jeg stadigvæk, den er formidabel.
Så det går måske an at vende tilbage til den for at forklare hvorfor. Den handler nemlig om én, der 'har så meget at sige/der ikke kan komme på tale/De må skære i hans krop/hvis de vil se hvad han har på hjerte//For det har hobet sig op i den lille lunge/Han er til rotterne og til kragerne og til hundene'. Og det er lige sådan, man føler sig.
Herefter slipper den ellers så lune jyde al sin vrede løs. Han har selv sagt noget i retning af, at han var blevet overrasket over, hvor megen vrede han rent faktisk havde indeni sig, da han lavede cd`en. Så det er jo nok også en beskrivelse af en følelse indeni Peter Sommer selv, det behov for at sige en masse, der ikke kan komme på tale. Hvorfor kan det dog ikke det? Fordi det er som det er, og det altid vil ende med halvspiste tallerkner og seks treo om dagen. For vi er med i et spil, hvor det er sådan, 'at hvis du brokker dig, får du rødt kort'.
Nu venter nogle måske en letkøbt morale om, at det da også er samfundets skyld. Men så let slipper vi ikke. For hvis det er samfundets skyld, hvem kan så lave samfundet om, hvis ikke vi, der går med vreden i os? Og hvem vælger alligevel dagligt resignationen med halvspiste tallerkner og seks treo? Så vreden må også rettes mod os selv, hvis ikke vi skal lade vore liv gå med selvbedrageriske løgne uden nogensinde at slippe vore forseglede talenter løs, som det hedder i nummeret 'Hærværk'.
Ellers tager uvirkeligheden så meget over, at man skal være fuld for at vide, at man er fuld af kærlighed. Så opstår selvdestruktive ønsker om at blive ramt af biler, man aldrig selv får råd til at købe, for efter sådan et vidunderligt slag vil man endelig kunne føle sig selv og tale med om det, levende mennesker føler hver eneste dag. Det lyder sort. Meget sort. Det er det også. Men så drastisk må der gås til værks, hvis man vil overvinde uvirkeligheden. Og den skal overvindes, for man kan kun lave verden om, hvis man evner at se den, som den er.
Det ville ikke være til at holde ud, hvis ikke det var for håbet om, at tvivlen vil komme de tvivlende til gode, og kærligheden komme de elskende i møde. Men dette håb og dette ønske er der også. Og vejen til at overvinde alt det mægtige, som er ved at overvælde og knuse os, er endda også antydet, for nok er det sådan, at 'Foran havet er vi små begge to'. Men, som den sprogligt vidunderlige fortsættelse lyder: 'to bække små gør en større å.'
Sådan er Peter Sommers tekster fulde af sort indsigt, der udtrykkes lykkeligt præcist og alligevel med underfundig flertydighed. Og de bliver i modsætning til så mange andre tekster sunget, så selv en tunghør beton`er kan høre, hvad der bliver sagt. Samtidig passer musikken utrolig godt til teksterne.
Man ved ikke, om man skal springe op og skrige i protest eller synke ned og lade sig forføre. Og man bliver virkelig ikke klogere af det råd, Peter Sommer giver os med i et af de sidste numre: 'Her er et råd fra et røvhul som mig/Lad aldrig et røvhul vise dig vej!'