14 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Primadonnanykker - En rejse i humorland

Primadonnanykker - En rejse i humorland

Lørdag, 27. februar, 2010, 00:00:00

Det går ikke stille for sig, når de to dejlige seniorsild, Anne Marie Helger og Vigga Bro, åbenbarer deres minder fra et langt liv med oprør, teater og kærlighed

af Gert Poder
Den store sal i Gladsaxe Ny teater tager venligt imod. Den er til anledningen omskabt til et intimt caféteater med bar, servering og små borde.
Det er primadonnatid - to af dansk teaters vidunderlige seniorsild har sat hinanden stævne på scenen i deres eget show, 'Primadonnanykker'.
Vigga Bro og Anne Marie Helger skruer kærligt-pjattet-vemodigt tiden tilbage til den gang, hvor unge kvinder plukkede mandsmod og jomfrutrøst, mens de spejdede efter prinsen på den hvide hest.
Det er på sin egen underfundige måde også et billede af det klassedelte Danmark lige efter Anden Verdenskrig. Vigga fra Fredericia, faderløs og sammen med sine tre søskende under skarp opsyn fra almenvældet, for en fattig enke, der insisterede på at klare sig selv - det går aldrig godt!
I den anden ende den snotforkælede Anne Marie fra det bedre københavnske borgerskab, født med en sølvske i munden, hvor man nok tænkte på denne verdens fattige, men lod det blive ved tanken.

Mønsterbrydere
Så forskellige, og dog så ens, for begge har de været med til at forme det Danmark, der indtil for nylig havde sparket mørkemændene på porten.
For begges vedkommende går kampen over teatret. Dette berusende medie, hvor intimitet og store følelser er en del af hverdagen. Begge ender de med at forlade den etablerede scene for hver på deres måde at sparke i bolledejen.
For Vigga Bro går vejen til frigørelse over feminisme og kravet om ligestilling: 'Årtusinders undertrykkelse af kvinder hævnet på én generation af mænd', som hun siger.
For Anne Marie Helger er det ungdomsoprørets kompromisløse søgen efter et samfund, hvor ingen træder hinanden ned. Det er en verden fyldt med kollektiver og socialistiske slagsange. Det er et liv med atommarcher, Christiania og senere Solvognen.
Fælles for dem er en højt udviklet sans for ret og rimelighed, ønsket om at forandre, at se tingene ske - ikke i himlen eller om 100 år, når alt er glemt - her og nu.
- Jeg hører til dem, der satser på livet før døden, lyder en af Anne Marie Helgers mange finurlige replikker.

Dialogteater
Meget kan man sige om de to primadonnaer, men bange af sig er de ikke. De bruger det hundesvære dialogteater, nærmest som var de to
stand-up comedians.
De lapper ind over hinanden, forfølger et spor fra fortiden, hager sig fast i et tema, endevender det og efterlader det tømt for indhold, for livet skal jo gå videre.
Det lyder kedeligt, men er det langtfra. Publikum skriger af grin af de to aktørers uhøjtidelige indfald, af sandheder som dybest set rammer os alle, af de altid knivskarpe analyser af livet dengang og livet nu.
Fortidens snobberi, bornerthed og småtskåret konservatisme får én på lampen. Det samme gør tidens 'Folkepartisme' med sin lømmelpakke, benlås, futtog og plasticstrips.
Som en ægte prinsesse hvirvler Anne Marie Helger rundt i de mest udsøgte lange kjoler i et brus af feminin elegance, mens Vigga Bro som den mere snusfornuftige nøjes med det klassiske look.
'Primadonnanykker' holder hele vejen igennem. På hver sin måde deler de ud af deres menneskesyn, hjertevarme og erfaringer - mest på godt.

Primadonnanykker. Gladsaxe Teater. Instruktion: Anna Bro. Kostumer: Johanne Helger Lund. Med Vigga Bro og Anne Marie Helger. Til 20. marts.


Anne Marie Helger
Født i 1946
Begyndte på Aalborg Teaters Elevskole, men færdiggjorde aldrig uddannelsen.
Fik sin debut i forestillingen 'Min skøre mors hobby'.
Tilknyttet gadeteatergruppen Solvognen i 70`erne.
Har lavet flere egenproducerede soloshow.

Vigga Bro
Født i 1937
Uddanet på Aarhus Teaters Elevskole.
Arbejdede fra 1964 på en række københavnsk teatre.
Medlem af teatergruppen Banden fra 1976 til 1983.
Udgav i 1996 bogen 'Orkanens Øje' om historiefortælling, som hun i dag har helliget sig helt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. feb. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur