Selvfølgelig siger byens fattige indbyggere nej til en milliard for at opfylde en rig kvindes hævntørst. Man er vel humanist. Eller er man...?

af Gert Poder
Et sted langt fra alfarvej ligger den lille by Güllen, pakket ned som et ungdomsminde. Engang var den et symbol på energi og humanisme. Nu er den bare glemt.
Beboerne skutter sig i armod og venter tålmodigt på, at et eller andet skal sparke liv i byen. Og miraklet sker: En velgører kommer til byen. 40 år efter at have forladt den lille by melder Claire (Ghita Nørby) sin ankomst.
Med sig har hun løftet om en fremtid for byen, materiel velstand og penge på kontoen for alle. Undtagen én. Offerlammet.
For mor er ikke sur, ikke engang skuffet. Hun er iskold og vil have hævn over ham, der svigtede hendes unge kærlighed, og i stedet giftede sig med den lokale købmandsdatter: Arthur III (Henning Jensen).
Det Kongelige Teaters Skuespilhus har vovet pelsen og opfører den schweiziske forfatter og dramatiker Friedrich Dürrenmatt 'Den gamle dame besøger byen'.
Det er en tragisk komedie med det enkle budskab: Har du penge, så har du ret.

Penge og humanisme
Og Claire har penge. Hun er stinkende rig. Det er den gamle historie om at gifte sig til penge - plukke og puge fra ægtemand efter ægtemand. Hun har alt - undtagen ét: Oprejsning for den tort, hun måtte lide dengang. For Claire bærer på en stor sorg.
Hendes betingelser er enkle. Hvis byen slår ungdomskæresten ihjel, er der en milliard til deling mellem byen og dens indbyggere. Selvfølgelig takker den chokerede borgmester (Bjarne Henriksen) nej til dette monstrøse tilbud. Byen er ikke til salg! Her råder humanismen. Har ikke selveste Göethe overnattet her?
Alle byens spidser bakker op: Læreren (Søren Spanning), lægen (Karl Antz), betjenten (Troels Il Munk), præsten (Ole Ernst), godtfolk høj som lav. Alle siger de med én mund nej tak til en fremtid for dén betaling.
Den gamle dame har ikke travlt. Hun venter og det kan vel ikke skade nogen. For snart breder velstanden sig i den lille by. Folk får nye sko, pels, biler. Velstanden blomstrer, butikkerne bugner, alt er vendt til det bedre.

En krans til din kiste
Snart ved Arthur Ill, offeret, godt hvad klokken er slået. Ingen støtter ham, selv hans egen kone og familie er blevet forgyldt med hans dødspenge. Byens spidser begynder at stikke lidt til ham: Kunne han dog bare ofre sig for byens vel.
Midt i alvoren vrimler det med komiske indfald. Claire har medbragt kisten til det attråede lig, og hendes tjenestefolk bærer hele tiden nye kranse ind.
Undervejs gifter hun sig med ægtemand nummer otte og ni, hendes medbragte lejemordere spiller ømme ballader og de to blinde tyggegummityggere Toby og Roby sætter stemningen yderligere i vejret.
Det kunne ende i lagkage, men gør det ikke. Kasper Rostrups iscenesættelse balancerer knivskarpt mellem tragedie og komik, og sammen med scenograf Rikke Juellund og koreograf Zitta de Fries bæres forestillingen igennem af et godt spillende ensemble.
Selvfølgelig ender det hele godt - for de fleste. Güllen får sågar en ny nationalsang, der slutter med håbet om, at:
Måtte natten holde sig bort fra os, aldrig mere formørke en sky over nyopstandne, prægtige Güllen, vor lykkes gyldne by.
Eller som et ældre, dansk ordsprog siger: Hellere rig og rask end syg og fattig.

Den gamle dame besøger byen af Friedrich Dürrenmatt. Iscenesættelse: Kaspar Rostrup. Scenografi: Rikke Juellund. Det Kongelige Teater. Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, København. Til den 20. maj.