Gennem hele sit liv formåede den catalanske kunstner Joan Mir at skabe værker, der kredser omkring meningen med tilværelsen. Men egentlig ville han være bogholder

Det kan lyde som en vittighed at Catalaniens store kunstner Joan Mir oprindelig havde tænkt sig et liv befolket af tal og regnskabsbøger. Men den er god nok.
Joan Mir Ferrá blev født i Barcelona i 1893 som søn af en urmager og guldsmed. Farmand var opvokset på en gård uden for byen, mens hans kone var fra den baleariske ø Mallorca, hvilket senere fik stor betydning for Mir.
Som 14-årig begyndte han på handelsskolen, men gik samtidig på kunstakademiet i Barcelona. Tre år senere, i 1917, fik han arbejde som bogholder, og så skulle dét liv ellers have været på skinner.
Sådan skulle det ikke gå, for tilværelsen som talknuser viste sig at være alt for barsk for hans fintfølende natur og følsomme sind. Efter et år fik han et gedigent psykisk sammenbrud af overbelastning og stress.
Rekreationen foregik på familiens gård Mir i Mont Roig. Her i det smukke catalanske landskab kom den nu forhenværende bogholder til hægterne, og begyndte som elev på Francesco Galis kunstskole. Året efter tog han desuden tegnekursus og ved udgangen af 1912 har han etableret sig som fuldtids kunstner med eget atélier.
I 1918 debuterede Joan Mir med en soloudstilling i Galerie Dalmau i Barcelona, men modtagelsen var lunken.
Allerede før Første Verdenskrig var han blevet inspireret dels af den franske maler Paul Cezanne, dels af den franske ekspressionisme, fauvismen omkring Henri Matisse. Han interesserede sig også for kubismen.

Cataloniens søn
Joan Mir var også sin egen - og så var han fra Catalonien, et urgammelt land der strækker sig fra den nordlige del af den Iberiske Halvø ind i Sydfrankrig, De Baleariske Øer og en bid af Sardinien.
Det var her de første trubadurer sang deres minnesange, mens den kristne katharer-sekt endnu herskede over et Catalonien, som for 800 år siden var Middelhavets stormagt.
Landet vrimler med forhistoriske spor, som de fantastiske grotter med deres op til 20.000 år gamle hulemalerier. Det er en kultur med et væld af eventyr om gode og farlige væsener, som Alogerne, vandkvinderne der kan forvandle sig til solsorte.
Cataloniens dramatiske landskab og lange historie genspejler sig også i folkekunsten, der hylder de stejle tinder og dybe dale, hvor bønderne uden vrøvl gik i deres oldefædres fodspor.
Den catalanske folkekunst er grov, sanselig og materiel, med kraftige farver, tunge sorte konturlinjer og enkle former. Det var i dette skatkammer, at Joan Mir fik sin inspiration.
Samtidig var han i 1918-19 medlem af en lokal kunstnergruppe, som med udgangspunkt i den franske maler Gustave Courbets realisme ville revolutionere det 20. århundredes kunstneriske udtryk.

Mødet med Paris
Kunstens hovedby var på det tidspunkt Paris, og stedet hvor det virkelig skete, var byens Montparnasse-kvarter. I 1919 tog Joan Mir til Paris første gang, og snart var han med i en gruppe af malere, digtere, forfattere og tænkere, der kom til at præge europæisk kultur flere generationer frem.
En af dem var den spanske maler Pablo Picasso, og de to udviklede et venskab, der varede resten af livet. Gennem Picasso mødte Mir cremen af det gode selskab i Paris` kunstnerverden, blandt andet drivkraften bag anti-krigs bevægelsen dada, den fransk-rumænske digter Tristan Tzara.
Joan Miro blev interesseret i dadaismen, og senere af surrealismen, hvis litterære hovedfigur, André Breton, købte et af hans malerier. Også digterne Paul Eluard og Louis Aragon var blandt hans venner.
Joan Mir etablerede et ateliér i Paris, og de næste mange år tilbragte han vinteren dér, mens sommeren blev nydt på den fædrene gård i Montroig. I 1923 mødte han Ernest Hemmingway, som blev en god ven.

Et splittet liv
Joan Mirs værker fra den tid afspejlede hans splittelse mellem livet i inderbanen i Paris og det simple bjergliv. Han malede yderpunkterne ind i sit maleri, ofte med surrealisternes automat-teknik.
Det er en form, hvor kunstneren øser af sit bevidsthedsindhold spontant og uden at sortere, slår så at sige automatpiloten til. Bagefter bearbejdes det og indsat i en ny sammenhæng fremstår det som et udtryk for kunstnerens underbevidsthed.
I 1923 var Joan Mir blevet medlem af den revolutionære spanske gruppe 'Generacin 27'. Her mødtes tidens trends især i litteraturen, og blandt de ti kernemedlemmerne var Federico Garcia Lorca, som senere blev myrdet af Franco-regimet, Miguel Hernandez, der døde i tyranniets fængsel, og Rafael Alberti som sammen med Pedro Salinas og flere andre blev tvunget i fransk eksil.
Joan Mir blev gift i 1929 og fik året efter en datter. I 1932 mødte han den catalanske arkitekt Josep Llu’s Sert, som blev hans mangeårige ven og samarbejdspartner.
Da den spanske borgerkrig brød ud, slog Joan Mir med kone og barn sig permanent ned i Paris, for så atter at flygte, denne gang til Mallorca, da Frankrig blev besat i 1940.

Mødet med Maeght
Ved krigens afslutning var Joan Mir en anerkendt kunstner med udstillinger på blandt andet Museum of Modern Art i New York.
I 1948 skete et afgørende ryk i hans liv. Det var mødet med galleriejer Aimé Maeght og hans kone Marguerite. De var overbeviste om, at Joan Mirs kunst kan udvikles endnu mere, og han udstillede første gang i deres galleri i 1948.
I 1956 stod Joan Mirs nye hus og ateliér færdigt i Palma de Mallorca, tegnet af vennen Josep Sert. Her boede han til sin død, den 25. december 1983.