¤¤A Single Man¤¤ handler om kærligheden mellem to mænd og er en ultimativ og rørende kærlighedsfilm. Vi er tilbage i 1962 med en kulminerende Cubakrise
af Mette Marie Nielsen og Jan Lars Nielsen
A Single Man er den ultimative kærlighedsfilm.
Det lykkes undervejs den debuterende instruktør Tom Ford at formidle den usandsynlige lykke, man føler, når man er sammen med sin elskede. Og den bundløse sorg man må føle, når ens elskede pludselig bliver taget fra en.
Hovedpersonen George får dødsbudskabet telefonisk to dage efter at hans livs kærlighed er død i en trafikulykke. Telefonen ringer, George tager den, og en fjern slægtning til hans døde kæreste kommer med budskabet i små bidder.
Colin Firth, som spiller George, er en sjældent set stor karakterskuespiller. Underspillet og med ganske små ændringer i et billede, der næsten kun viser hans ansigt, forandres udtrykket muskel for muskel omkring mund og øjne. Vi sidder som tilskuere og føler med ham og kan mærke smerten i maven under telefonmonologen. Det er skuespilkunst i verdensklasse og kastede da også en pris af sig for bedste mandlige skuespiller ved Venedig filmfestivalen i 2009.
Men vi kan ikke blive ved med at skyde det ud.
A Single Man handler om kærligheden mellem to mænd. Forlægget er en roman af Christopher Isherwood, som nogle vil huske også er forfatter til Farvel til Berlin, der dannede grundlag for musicalen Cabaret. Tiden er 1962 med en kulminerende Cubakrise, og med den tidligere modedesigner Tom Fords ekstremt detaljerede rekvisitvalg er vi virkelig tilbage i tiden
Filmen foregår over en dag. Det er otte måneder siden, at engelskprofessoren George fik at vide, at Charley var dræbt. Livet mistede mening og har været uudholdeligt siden. Nu har han besluttet at gøre en ende på det.
Vi følger ham fra morgenstunden på toilettet med bukserne om hælene, på arbejde på college, til middag hos den kvinde, der ikke har forstået det dybere i hans seksuelle referencer og stadig drømmer om ægteskab og børn. Undervejs får vi forklaringer i vellykkede flashbacks.
Set med nutidens øjne har omgivelserne en homofobisk holdning til kærligheden mellem de to mænd. Set på en kontekstuel baggrund er vi i et frisindet collegemiljø i Los Angeles. På trods af nabosladder om løse håndled og på trods af et kortvarigt tilbageslag efter opgøret med McCarthyismen.
Som i Danmark på denne tid bygges fødevarelagre og familiebunkers. Det var i disse progressive studentermiljøer, at Bob Dylan og Joan Baez fik succes med deres protestsange. Her skabtes grobunden for oprøret i 1968. Her blev USA's krig i Vietnam få år senere umuliggjort.
En meget rørende og yderst seværdig film.
A Single Man. Instruktør: Tom Ford. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278