Foråret er måske endelig på vej. Og med grøde i det kommunistiske samarbejde ser dagen lysere ud. DKP har afholdt åben distriktskonference i Ringsted
af Jens Fransen
Sidste lørdag var det frost, men solen skinnede. Så alt var lagt i perfekte rammer til konferencen i Ringsted, hvor Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, afholdt åben distriktskonference. Åben fordi såvel Kommunistisk Parti samt partiløse kommunister var tilmeldt.
Ved konferencens åbning blev Jeppe Åkærs digt Den fattiges blad fra 1907 sunget. Fattiges værner blandt den danske dagspresse er svære at få øje på. Der eksisterer nu kun et dagblad til venstre for borgerpressen - Arbejderen. Sangen var en art førsteopførelse, idet musikken var komponeret af Anker Schjerning. En ide, han har tumlet med i adskillige år.
Som overraskelsesmoment var formanden for Region Sjælland - socialdemokraten Steen Bach Nielsen - inviteret. Ikke siden 1945, hvor Christmas Møller overbragte en hilsen til DKP, har der været tradition for at invitere politikere, der falder lidt udenfor det kommunistiske tankegods.
I sin tale berettede Steen Bach om Regionsrådets arbejdsområde. Med fokus især på sygehusområdet og privathospitalernes favorisering under den nuværende regering. Som de øvrige regioner døjer Region Sjælland med et dundrende underskud 250 mio. kr.
Første egentlige hovedtaler var Søren Kolstrup, tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten. Han ridsede nutidens økonomiske krisetegn op set i et historisk perspektiv.
Samfundet er oppe imod stærke modpoler, der ikke nødvendigvis har det store samfundsengagement, hvad angår de svageste. Tænk på sammenhængen mellem Danske Bank og Maersk. Samtidig har vi en landbrugssektor, der hører til de mest forgældede i Europa. Nutiden kræver fleksibilitet og omskoling - men til hvad ?
Venstrefløjen skal arbejde for holdbare jobs inden for omstruktureringen. Lindøværftet er under afvikling, og der har været forslag fremme om at producere bølgekraft. Glimrende. Men midlerne hertil må ikke kapitaliseres. Der skal satses på andre ejendomsformer. Kooperativtanken er en blandt flere muligheder. På landbrugsområdet eventuelt jordrente og forpagtning. Vi har et fælles ansvar i samfundet for at det lykkes. Men forgylde kapitalmagten - nej tak.
Næste hovedtaler var Lars Langhof Madsen , faglig sekretær i Fødevareforbundet NNF. Lars beskrev først fødevarepolitikken i dagens Danmark. Fødevarernes kvalitet er i hastigt tempo for nedadgående. Al fødevaresikkerhed bremses af USA og EU samtidig med udflytningen. Lars gav herefter et bud på fremtidens fagbevægelse, der efter hans mening igen skal spille på solidariteten , hvilket han gav flere eksempler på. Kun dette virker og kan mærkes af medlemmerne.
Foråret er måske endelig på vej. Og med grøde i det kommunistiske samarbejde ser dagen lysere ud.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278