Hvor gør det dog én glad at se de sidste snesjatter forsvinde i år og opdage de gule erantis nedenunder, der allerede i nogen tid har været i gang dernede under sneen, fordi de et eller andet sted i deres lille stædige erantis-sjæl vidste, at det var ved at være på den tid, hvor foråret måtte komme. Vi andre var ellers så småt begyndt at tvivle

af Kjeld Stenum
Ja, for mit personlige vedkommende spekulerede jeg faktisk lidt på, om det mon skulle være en lille istid, der var ved at gå i gang. En istid forårsaget af, at de periodiske solpletudbrud, der har så store konsekvenser for skydannelse i vores atmosfære - og dermed for hele klimaet - tilsyneladende er gået i stå i disse år, eller i hvert tilfælde allerede nu er to år forsinket i forhold til deres sædvanlige rytme. Så det var lidt af en bombe for mig, da Jesper Theilgård på DR-tv nylig afslørede, at det i år på globalt plan har været den varmeste januar nogensinde i den tid, hvor man har målt global temperatur.
Nu havde jeg i månedsvis ikke set andet end blændende sne alle vegne, hvor jeg kom, ikke hørt om andet end kulde og sne og vinterkatastrofer på tv, og ikke bare i Danmark, hele Europa syntes ramt, ja, om det så var den store Obama helt ovre fra Nordamerika, havde han måttet forkorte sin stort opreklamerede lynvisit i Danmark i forbindelse med klimakonferencen for at komme tidligt nok hjem til at undgå en helt usædvanligt voldsom snestorm, der kunne have givet problemer med landingen ovre i Amerika. Og det er ikke den eneste usædvanlige snestorm i USA, vi har hørt om i denne vinter.
Men hvad alt dette har sagt noget om har altså ikke været vejret. Nej, hvad det har sagt noget om er, i hvor høj grad vore medier fokuserer på netop Europa og USA, når de skal vælge nyheder ud. Og hvor meget vi andre, og heriblandt også med beskæmmelse at melde denne klummes ydmyge forfatter, falder for illusionen om, at de nyheder, vi ser i medierne, er de nyheder, der er repræsentative for, hvad der rent faktisk sker på vores klode. Det er de ikke.
Jesper Theilgårds verdenskort viste, at der havde været koldere end sædvanligt denne vinter i Europa og USA. Men over stort set hele resten af kloden havde der altså været en del varmere end sædvanligt. Og helhedsbilledet var derfor det stik omvendte af det billede, man fik, hvis man fokuserede på netop Europa og USA. For Europa og USA dækker kun omkring fire procent af klodens overflade. Nu er det så heller ikke alt i Europa og USA, medierne fokuserer på.
Vi hører en del om præsident Obamas med- og modgange og om Oscar-uddelinger, men det regnes ikke som mediebegivenhed at lade illegale mexicanske indvandrere udtale deres mening om de vilkår, de bydes i USA. Der er en del om Frederik og Mary og Margrethe og Henrik og deres venner på tv, men det er meget lidt, vi hører til, hvad danske slagteriarbejdere mener om, at deres arbejde udliciteres til rumænere ansat på cypriotisk og ikke dansk overenskomst på en nordtysk afdeling af Danish Crown.
Fotograferes politisk ballade, for eksempel på Nørrebro, gås der gerne tæt på et bål, og det fotograferes fra en dramatisk vinkel skråt nedefra, så det ser ud, som hele Nørrebrogade står i flammer. Har man været der, har man set måske et enkelt lille bål i gaden, vendte man ryggen til det, så Nørrebrogade fuldstændig hverdagsagtig ud. Men hele Danmark kommer til at tro, at terrorismen nu er kommet til Nørrebro!
Så sandheden fremgår ikke af delen, men af helheden. Og sådan er det også med vejret. Ses vejret ikke i sammenhæng med andet end sig selv, kan man kun konstatere, at det er, som det er, og man er et kedsommeligt menneske, hvis man giver sig til at mene noget om det.
I mange år har det været sådan, at det at begynde at tale om vejret var en klar afsløring af, at man intet havde at sige. Det var ikke noget, man som mand scorede damer på. Det var heller ikke noget, der gav intellektuel prestige, for det vidnede absolut ikke om den højeste politiske bevidsthed eller det dybeste engagement i tilværelsen, kun om kedsommelig fantasiløshed. At tale om vejret var lige så dødt som den døde natur, man mente vejrfænomenerne tilhørte.
Men vejret har jo at gøre med mange andre ting i verden. Først kom hullerne i ozonlaget, som viste sig at have at gøre med ozonnedbrydende gasser fra især køleskabe, og måske også af flytrafik. Siden kom også debatten om fældning af regnskov til fordel for burger-bøffer, CO2-udslip fra afbrænding af kul, olie og gas, og sammenhængen med drivhuseffekt og global opvarmning. Allesammen eksempler på, at menneskeskabte fænomener i høj grad kan have konsekvenser for vores klima.
Det går simpelthen ikke længere bare at regne vejret til død natur, det er noget, vi rent faktisk gør noget ved, og som vi nok bør diskutere, om ikke vi burde gøre noget andet ved end det, vi gør. Hvad vi da også gør. Diskuterer altså. At diskutere vejret er ikke længere symptom på, at man er helt død i hovedet. Verdens mest betydelige magthavere holder ligefrem dyre internationale konferencer for at diskutere klodens klima. Hvad hullerne i ozonlaget angår, har vi endda taget globale beslutninger i FN-regi (Montreal-protokollen fra 1987), og måske har det været en stille upåagtet succes-historie.
I hvert fald er nedbrydningen af ozonlaget bremset i de senere år. Er det en konsekvens af, at der faktisk er truffet internationale aftaler, som trodser kommercielle interesser, må vi også tro på, at vi kan gøre noget ved den globale opvarmning. Og i øvrigt ved mange andre ting i verden. Yes, we can! Det er kun et spørgsmål om, hvor mange kommercielle interesser vi må gøre op med først. Har vi vilje til det, hr. Obama?