12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Erindringsroman fra efterkrigstiden

Erindringsroman fra efterkrigstiden

Tirsdag, 16. marts, 2010, 00:00:00

Bogen ¤¤Danmarks stememr¤¤ er et herligt familie- og tidsbillede, skrevet med kærlighed, fotografisk hukommelse og humor

af Bjarne Nielsen
Er man ung og har brug for at vide, hvem Erhard Jacobsen, Mogens Glistrup eller Aksel Larsen var, er Peter Dürrfelds nyeste bog erindringsbog Danmarks stemmer en fin mulighed.
Dürrfelds hovedperson, Per Ring Hansen, har et stort talent for at efterligne stemmer, så han begynder hurtigt at parodiere de mennesker, han møder på sin vej gennem tilværelsen, lige fra det danske nazistpartis Fritz Clausen i radioen, skuespillere og folkelige Gunnar `Nu` Hansen til Poul Hartling, Venstre høvding og senere statsminister, som han får som klasselærer, da han optages på Zahles Seminarium.
Hovedpersonen er københavner med stor stort K og erindringerne udspiller sig i det centrale København, med afstikkere til familien i Vestjylland og ferierne på Bornholm.
Bogen starter den 2. april 1945, krigens sidste tid, da Pers far bliver skudt af tyskerne i Nørre Søgade, da han er efter morgenbrød på sin 29-års fødselsdag. Da var Per tre år gammel.
Vi følger herefter Pers familie, moderen, Per og hans to søskende, op gennem årtierne, fra Danmarks befrielse i 1945 og frem til jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiets Mogens Glistrup bragede ind i Folketinget og de gamle partier blev rystede i deres grundvold.
Vi er med gennem skoleårene, forelskelserne, dagligdagenes trummerum og diverse politiske udviklinger. For folk der er gamle nok, et smukt minde om en svunden tid, for yngre et kig ind i en tidslomme, der vil være dem ret fjernt, ligesom når man tager børnebørnene med på Arbejdermuseets 50`er udstilling.
Bogen er et herligt familie- og tidsbillede, skrevet med kærlighed, fotografisk hukommelse og humor.
Efter hvert kapitel er årets vigtigste begivenheder nævnt med datoer.
Dürrfelds hukommelse må stamme fra Hvem, hvad, hvor-bøgerne eller fordi han som ivrig skakspiller og skribent har en nærmest autistisk evne til at fastholde viden.
Smuk erindringsroman og gensyn med en spændende periode af danskernes liv.

Peter Dürrfeld: Danmarks stemmer. Erindringsroman 1945-1973. 251 sider. 199 kroner. Løfbergs Forlag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. mar. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur