Ja, undskyld, jeg er fuldstændig enig i, at det var et uanstændigt langt ord at indlede denne uges Skærveknuser med. Men sådan hedder det altså. Det er noget, vi bliver indkaldt til en gang om året i det firma, hvor jeg i øjeblikket arbejder

af Kjeld Stenum
I denne årligt tilbagevendende seance deltager den enkelte ansatte sammen med en repræsentant for firmaledelsen, for os kulier er det den formand, vi oprindeligt blev ansat hos. Også selvom vi måtte være blevet flyttet til et andet sjak under en anden formand i mellemtiden. Vi følger vores formand, som slaven følger sin ejer.
Formålet med denne 'medarbejderudviklingssamtale', populært forkortet til MUS, er foruden en snak om den enkeltes fremtidsplaner og ønsker til efteruddannelseskurser og lignende i firmaet en bestræbelse fra firmaledelsen på at etablere gensidig tillid mellem ledelse og ansat. I princippet vel en sympatisk bestræbelse, i realiteten fuldstændig spildte kræfter. For se på situationen:
Man sidder som enkeltperson overfor en formand, der har ret til at anbefale eller fraråde firmaet at bekoste et krankursus eller lignende på én, afhængig af om han kan lide én eller ej, og som i øvrigt kan fyre og ansætte én, hvis han overhovedet ikke kan lide det, man siger. Nogle af de standardspørgsmål, man skal igennem (man går frem efter et forud fastlagt skema), handler for eksempel om ens mening om den daglige ledelse.
Altså, man skal sidde som enkeltperson overfor den formand, der holder ens skæbne i firmaet i sin hule hånd, og sige, hvis man synes, han er et dumt svin. Og vi jord- og beton`ere er godt nok et oprigtighedselskende folkefærd. Men, men, men!Helt ærligt, vi har altså heller ikke spor imod at lyve stærkere end heste kan rende, hvis det er det, det handler om. Hvis vi føler os usikre i sadlen, og vi kan redde vores røv ved at lyve, ja så lyver vi. Fordøm os, hvem som er bedre!

Strengt filosofisk er jeg ellers imod, at man generelt lyver, for det ødelægger tilliden mennesker imellem og virker opløsende på såvel sproget som samfundet. Ja, ikke den enkelte lille hvide løgn, undertiden kan det vel ligefrem være hensynsfuldt at lyve. Men hvis ikke folk flest siger sandheden det meste af tiden, kan ingen regne med, hvad ordene betyder. Og en situation som medarbejderudviklingssamtalen lægger op til, at vi systematisk lyver.
Det mener jeg er en rigtig dårlig situation, og det var bedre for alle parter at undgå den. Det handler om, at vi ikke sidder overfor hinanden som to lige personer i sådan en samtale, som ansat sidder man som et enkeltmenneske overfor én, der repræsenterer hele firmaets magt og udøver firmaets statsgaranterede ret til at skalte og valte med ens arbejdskraft. Det er så langt fra at være en lige situation, at det at tale om et tillidsforhold på forhånd ikke giver mening.
At fordre oprigtighed ville i denne sammenhæng være at fordre, at vi overgav os til vores formands nåde, selv om vi måske opfattede forholdet til ham som en krigstilstand. I en krigstilstand er alt tilladt, som er nødvendigt for at forsvare overlevelsen, det sagde allerede den borgerlige 1600-tals-filosof Thomas Hobbes og herunder naturligvis også løgn og bedrag.

Den kloge formand ved godt, at han ikke kan regne med, hvad vi lukker ud, og han går meget let hen over udviklingssamtalerne, og gerne med et glimt i øjet, der siger, at vi begge ved, dette er et påhit fra verdensfjerne skrivebordsgeneraler højere oppe i firmaet.
Men der findes også formænd, der har så lidt fingerspidsfornemmelse, at de virkelig tror på situationen og lægger op til, at nu skal man sidde og have tillid til hinanden og sige tingene rent ud. Som regel er de lige så tykhudede i det daglige arbejde.
Som regel snakker vi dem efter munden, når de henvender sig til os, og griner ad dem, når de vender ryggen til. Nogle vil måske spørge, jamen hvorfor er vi dog ikke bare oprigtige og tager de nødvendige konfrontationer op? Er vi tilstrækkeligt gode til at stå sammen, kan vi vel tryne sådan en formand? Og hvordan kan vi blive ved med at stole på hinanden på den måde? Hvornår er makkeren oprigtig, når han snakker formanden efter munden, eller når han overfor dig gør grin med ham bag hans ryg? Til sidst kan du vel umuligt vide det?

Men jo, af en eller anden grund føler jeg næsten altid, at jeg ved, hvor jeg har mine makkere. Når jeg hører dem frejdigt snakke en formand efter munden, så det er lige før skamrødmen ved bare at høre det gør mig tomatfarvet på deres vegne, er jeg ved at dø af grin indvendig på samme tid. Og når de bagefter, henvendt til mig, snerrer idiot eller lignende efter formanden, næsten før denne er udenfor hørevidde, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det er det, de virkelig mener. Hvordan jeg kan vide det?
Jeg tror, det først og fremmest kommer af, at vi er i samme båd. Vi er lige. Vi har begge to masser af høns at plukke med den formand, og vi ved begge to, at vi er på vej ud, hvis vi virkelig tager fat i det. De fleste af os har prøvet at ryge ud på den konto nogle gange i vores liv, for det er ofte svært i længden at lade være med at give efter for den almindelige menneskelige trang til at sige sin oprigtige mening. Men oprigtighed mellem mennesker kan kun lade sig gøre, når man er lige.
Det kan ikke lade sig gøre i forhold til en formand. Formanden kan ikke regne med nogen af sine folk på den måde. Hvis en formand ikke gør sig det klart, får han en hård tid. Hvis vi ikke gør os klart, at vi er nødt til at være uoprigtige overfor formænd og andre fra firmaledelsen, er det os, der får en hård tid.