De udsendte reportere gratulerer med en vellykket opsætning af ¤¤Von Scholten¤¤, der endnu engang sætter fokus på den dunkle side af nationens forhold til de fremmede derude

af Leif Monnerup
Historien om Generalguvernør Peter von Scholten og slaveriet på de Dansk Vestindiske øer har alle ingredienser til en god sammenkogt gryde. Kærlighed, utroskab, undertrykkelse, oprør, storpolitik, magt og misbrug.
Endnu en menu er blevet til på Folketeatret i København med musicalen Von Scholten.
Arbejderen sendte undertegnede i byen for at smage på retten, da jeg tidligere har kokkereret med sangen Von Scholten på cd`en Gadens Galleri.
Det må straks indrømmes, at det ikke er den store lidenskab for musicalgenren, der tynger den eksterne reporter, så der blev sekunderet med den musikalske kollega Henning Jensen, der må siges at være hjemme i allehånde syngespil.
Og så skulle det panel være på plads.

I sukkerbaronernes skygge.
Teatersalen; en imponerende ramme der godt kan henføre tilskueren til sukkerbaronernes vellevnede i deres pompøse palæer i København.
Scenen; et videobagtæppe med palmer, sukkermøller og hurtige kulisseskift som baggrund for historien.
I disse omgivelser skal vi møde generalguvernøren i selskabelighed med slaveejerne, ordensmagten, ridefogeden og ikke mindst omgangen med slaverne. Og så lige den der med hans forhold til sin farvede kvinde, og hans blege kone. Klimakset er som altid hans frigivelse af slaverne uden officiel bemyndigelse.
Et syngespil, hvor korte replikker, der udmunder i store følelsesladede sange, føres os igennem handlingen. Indimellem krydres det hele med flotte danseoptrin og korsang.
Det hele løftes op af et ganske usynligt brandmusikalsk orkester, der boltrer sig i et væld af musikgenrer, lige fra wienervals til rock.
Netop den store musikalske alsidighed kan også volde problemer, idet nogle af de medvirkende sangere godt kan virke skingre i de mere hårdtslående passager.
Men man kan jo også have halsonde, som kollegaen sagde, da han tog hul på endnu et hostebolsje.
Udover den musikalske udfoldelse, der pænt holder sig inden for musical traditionen, er der jo også en handling.

En vankelmodig generalguvernør.
Folketeatrets opsætning tilføres et nyt omdrejningspunkt i form af Von Scholtens datter.
Som den fordomsfrie og uskyldsrene, gentages hendes tanker i sang og ord om slaveriets umenneskelighed.
I den afsluttende frihedsscene er det da også et telegram om hendes død, der får generalguvernøren ud i tovene for til sidst, egenrådigt, at proklamere slavernes frihed.
Det er relevant, at man kunstnerisk tager baggrunden for Von Scholtens vankelmodighed op i forbindelse med proklamationen, men her kunne man godt savne det lidt dybere spadestik.
De udsendte reportere gratulerer med en vellykket forestilling, der endnu engang sætter fokus på den dunkle side af nationens forhold til de fremmede derude.
Det er dog stadigt muligt at røre rundt i Von Scholten gryden.
En skønne dag lykkes det vel også at få sukkerbaronerne, og dermed grundlaget for vor egen velstand, op af gryden og frem i rampelyset.

I undertrykkelsens fodspor.
Hvis man nu ikke har mulighed for at se forestillingen, der spiller frem til den 27. marts, kan man lade hovedpersonen spøge selv og aflægge mausoleet på Assistens Kirkegård et besøg.
Med lidt tålmodighed dukker to flagsmykkede kister op bag de tonede ruder. I baggrunden ses stole. Og lad så fantasien få friløb.
Som bonus kan man på hjemturen dvæle ved sukkerbaronernes gravmonumenter.
Måske nogle af dagbladets læsere oven i købet afslutter udflugten ved nogle af oprørernes gravsteder.
Udflugten kan rundes af i hjemlig hygge ved at se filmen Peter von Scholten, læse bogen Massa Peter af Preben Ramløv, anmode DR om at frigive Jørn Mathiassens tv-produktion af samme navn, læse Slavernes Kyst af Thorkild Hansen. eller lytte til reporterens cd om Peter Von Scholten.

Von Scholten. Instruktion: Waage Sandø. Scenografi: Søren Glad. Folketeatret, Nørregade 39, København. Sidste dag 27. marts.