Amnestys rapport viser, at en række EU-lande står bag eksport af torturredskaber. Det er lande som Italien, Belgien, Finland, Ungarn, Tjekkiet, Tyskland og Spanien

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
I den officielle ideologi er EU et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed. I virkelighedens verden kan det i høj grad diskuteres. Til gengæld er det hævet over enhver tvivl, at det IKKE gælder for EU`s og EU-landenes optræden udenfor de fælles grænser.
Eksemplerne er utallige. Tag bare EU`s handelspolitik, som er med til at holde millioner af mennesker udenfor EU i fattigdom. Eller tag EU-landenes våbeneksport, som er med til at bevæbne de mest bestialske banditter rundt omkring i verden.
I den forløbne uge kom Amnesty International med endnu et eksempel: Trods EU-lovgivning om det modsatte, så tjener en række EU-lande penge på at eksportere udstyr til brug for tortur. Det fremgår af en rapport, som organisationen har afleveret til EU-kommissionen.

EU sidder med hænderne i skødet
Visse-vasse, vil en eller anden måske tænke. Stort set alt kan jo bruges til tortur: En hammer kan bruges til at knuse fingrene, en cigaret kan bruges til at brændemærke, og et godt gammeldags stykke reb kan bruges til at kvæle folk. 'Hæng dem ikke i bagateller - brug Randers-reb', som vi siger. Så hvad er problemet?
Jovist, men hvad kan piggede køller og tommelskruer bruges til - ud over at tortere mennesker? Og hvad med elektriske håndjern og bælter, som med et tryk på en fjernbetjening kan sende 50.000 volt gennem en indespærret?
Amnestys rapport viser, at en lang række EU-lande står bag eksport af torturredskaber. Det gælder for eksempel lande som Italien, Belgien, Finland, Ungarn, Tjekkiet, Tyskland og Spanien. I hvert fald sidstnævnte har jo for ikke alt for langt tilbage solide erfaringer at trække på, når det gælder udvikling og anvendelse af egnede torturredskaber.
Problemet med EU-landes eksport af torturredskaber er ikke nyt. Derfor blev der den 27. juni 2005 vedtaget en Rådsforordning 'om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf'. Imidlertid dokumenterede en rapport fra Amnesty i 2007, at forordningen ikke havde haft den ønskede virkning.
Derfor spurgte jeg den 15. oktober 2007 Kommissionen om, hvad den ville gøre for at sikre, at medlemsstaterne begyndte at overholde den aftale, som de selv havde indgået.
Og i sit svar var Kommissionen fast i kødet og ville 'overveje passende håndhævelsesforanstaltninger mod de medlemsstater, som (!) har undladt at anvende eller gennemføre forordningen'.

Vejleder i at omgå forbud
Nu er så yderligere et par år gået. Og en ny Amnesty-rapport kan igen dokumentere grove overtrædelser af reglerne mod eksport af torturredskaber. Faktisk er der virksomheder, som direkte udarbejder vejledninger i, hvordan reglerne kan omgås. oe eksempel ved at udskibe redskaberne adskilt og i flere omgange.
Derfor har jeg igen skrevet til Kommissionen og bedt om tre ting: For det første redegøre for, hvordan den konkret har fulgt op på sit svar på mit spørgsmål fra den 15. oktober 2007.
For det andet forklare, hvordan det kan gå til, at der fortsat er store problemer med EU-landes eksport af disse torturredskaber. Og for det tredje fremlægge en konkret plan for, hvordan og hvornår denne perverse eksport af torturredskaber vil blive stoppet.
Inden længe vil jeg utvivlsomt få et positivt svar fra Kommissionen, som med garanti vil love bod og bedring. Og dermed kan der så falde ro over det hele - indtil Amnesty om nogle år kan offentliggøre en ny rapport, som dokumenterer, at EU-lande fortsat eksporterer torturredskaber.
EU tur/tortur!

sorensondergaard.dk