Kurosawa - en følsom samurai

⎙

Tirsdag, 23. marts, 2010, 00:00:00

I dag er det 100 år siden den japanske filminstruktør Akira Kurosawa blev født. Han kredser i sine mange film om det enkelte menneskes ansvar, viljestyrke og selviskhed

af Bjarne Nielsen
For 100 år siden fødtes en af filmhistoriens største æstetikere og filminstruktører, japanske Akira Kurosawa. Af nogle kaldt 'Den største mester'. Hans indflydelse kan ikke overvurderes. I bogen 1001 film du skal se før du dør er seks af dem Kurosawas.
Akira Kurosawa blev født den 23. marts 1910 i Omori, Tokyo, som den yngste af i alt otte søskende. Hans far var skole- og militærmand og af en gammel samuraislægt, hvorfor fægtekunsten ikke blev lille Akira fjern.
Kurosawa ville være kunstmaler og læste meget litteratur, især Dostojevskij. Han opgav som 26-årig malerdrømmen og fik istedet arbejde som instruktørassistent i de berømte P. C. L. Filmstudier og lærte faget fra bunden.
Kurosawa var periodevis involveret i strejkebevægelsen, der på det tidspunkt var voldsom i Japan, ligesom han jævnligt skrev i den radikale presse.
Syv år senere debuterede han med En Judosaga og viste den fine fornemmelse for action og dynamik, verden senere kom til at påskønne. Året efter, i 1944 lavede han propagandafilmen, The Most Beautiful, for den japanske marine, om kvinders arbejde i militærindustrien. Hurtigt kom Judosagaen 2, et portræt af japansk judo.
Han blev et navn i Japan med gangsterdramaet Drunken Angel i 1948. Her brugte han sin foretrukne skuespiller, den karismatiske Toshiro Mifune for første gang af i alt seksten. Alle Kurosawas film er indspillet med japanske skuespillere og på japansk.
Kurosawa var gift med Yoko Yaguchi, med hvem han fik en datter og søn. Sønnen Hisao blev senere producer og hjalp faderen i filmene Ran, Drømme, Rapsodi i august og
Ikke endnu.

De syv samuraier
I 1950 blev Kurosawa international kendt for Dæmonernes port, der fik Guldløven ved Venedigfestivalen. Den blandede historien om en voldtægtssag og mord med vestlig filosofi og japansk moral, og var kendetegnet ved den rigt belyste fotografering samt komplekse struktur, hvor modstridende beretninger gør sandheden umulig at fastslå.
At leve (1952) er et eksistentialistisk hverdagsdrama, der handler om en mands sidste kamp. En kamp for en legeplads mod bureaukratiets ønsker.
Så kom hans måske bedst kendte film og af mange tituleret som verdens bedste, De syv samuraier (1954). Den handler dels om syv samuraiers kamp for en landsby mod en røverbande og dels om at lære børnene at forsvare sig selv. Samuraierne er illusionsløse men handler instinktivt moralsk.
Filmen der byggede på virkelige hændelser, filmede Hollywood senere som Syv mænd sejrede. På dette tidspunkt blev flere kampscener optaget med op til seks kameraer, hvilket var nyt, ligesom han med telelinser reducerede billeddybden og bragte os tilskuere tættere på handlingen.
Selv om Kurosawa var meget inspireret af perioden det 13.-17. århundredes feudale Japan, var han også vestligt inspireret og lavede de Shakespeare inspirerede Ran, (1985) baseret på Kong Lear, Blodets trone (1957) på Macbeth og The Bad Sleep Well (1960) på Hamlet.
Han overførte også de russiske klassikere Idioten af Dostojevskij til Hakuchi (1951) og Gorkijs Natteherberget til Donzoko (1957) til japanske miljøer, medens Himmel og Helvede (1963) er baseret på en af den amerikanske krimiforfatter Ed McBains bøger. Det er i den film, den legendariske lyntogsscene findes og hvor Kurosawa bruger hele 11 kameraer, hvilket var meget dengang.

Menneskets ansvar
Hans Livvagten er baseret på Dashiell Hammets stærkt venstreorienterede krimi Rød høst og senere indspillet i USA som Last Man Standing og af Sergio Leones som En nævefuld dollars med Clint Eastwood i hovedrollen.
I sine i alt 11 samuraifilm, kredser han tydeligt om deres æreskodeks og samspillet mellem lærling og mester. Noget som tydeligst illustreres i Rødskæg fra 1965, der er et drama om fattigdom, kærlighed og ligegyldighed, og en ung læges personlige og professionelle åbenbaring. I forbindelse med filmen, der blev en kæmpesucces, lod Kurosawa opføre en bekostelig kulisseby, så 1850`erne fremstod mere realistisk.
Et særtræk ved hans film er hans kredsen om det enkelte menneskes ansvar og viljestyrke og hans bekymring over amerikaniseringen og selviskheden.
For rigtig at forstå hans indflydelse, skal nævnes at George Lucas har kaldt Kurosawas film Den skjulte fæstning (1958) for inspirationskilden til sine berømte Stjernekrigsfilm. Filmen handler om en prinsesse, hendes general og to bønder på narrestreger. I 1962 kom Ene mod alle, der er en selvstændig opfølger på Livvagten, og er en både humoristisk og actionpræget film om hævn og selvtægt.
Siden 70`erne har Kurosawas film været mindre actionsprægede og pessimistiske, trods han begyndte at filme i farver. Det virkede som om, han var bekymret over det moderne samfunds udvikling og tvivlede på, om mennesket kunne styre sin selviskhed. Denne pessimisme afspejles i Ran, der er optaget på Fuji bjergets brændte bjergsider og i Ikke endnu fra 1993.
I 1970 kom hans Byen uden årstider, om en gruppe fattige mennesker, der bor omkring en losseplads. Den var en fiasko og senere søgte han ifølge Adam Lows portrætfilm Kurosawa at begå selvmord, fordi 'han var intellektuelt udmattet'. Han havde derefter finansieringsproblemer i Japan, men blev kaldt til Hollywood for at lave storfilmen Tora! Tora! Tora! der er det japanske signal til angreb og omhandlede angrebet på Pearl Harbour. Inden filmen blev færdig gik Kurosawa fordi 'den amerikanske stil passer mig ikke'. Han var mere kunstner end bankmand. Ingen af hans ting er i filmen.

Den gyldne palme
Hans comeback blev den imponerende og Oscarbelønnede Derzu Uzala (1975), der blev indspillet i Sovjetunionen, om jægeren Uzala og mødet mellem civilisationen og naturen i den sibiriske urskov, efter en bog af Vladimir Arsenyev.
Så kom mesterværket Kagemusha (1980), der er et billede på krigens rædsler og indeholder en skræmmende blodig og apokalyptisk massakre. Kampscenerne, med tusindvis af statister i historisk korrekte kampdragter, laves ikke bedre. Filmen blev belønnet i Cannes med Den Gyldne Palme.
I 1985 kom Ran hvilket igen indbragte Kurosawa et hav af priser. Senere kom den tilbageskuende Akira Kurosawas drømme (1990), der består af otte adskilte episoder uden gennemgående handling og figurer.
Rapsodi i august (1991) er en filmatisering af en japansk roman om tre generationer.
Hans sidste film, Ikke Endnu (1993), hedder på japansk Madadayo og betyder børn, der leger skjul og signalerer, de endnu ikke har fundet et skjulested. En smuk film om lærer-elev forholdet, som altid optog Kurosawa. Så var det slut med filmene.
Akira Kurosawa var med, fra da Japan var feudalt, over den desillusionerede tilstand landet befandt sig i efter Anden Verdenskrig, da landet var besat af USA fra 1945 til 1952, til dagens moderne superkapitalistiske stat, hvilket hans 56-årige produktion afspejler. For eksempel drejer filmene fra 1946 til 1949 sig primært om desillusion, fattigdom, kriminalitet og den amerikanske påvirkning og er stærkt moraliserende.
Han fik en Æresoscar i 1990 og døde den 6. september 1998 i Setagaya, Tokyo og er allerede savnet. Men hans testamente, de mange film, kan heldigvis, næsten alle, fås på dvd i digitaliseret form og det til en billig penge, ligesom Cinemateket, hele marts og april viser hans film med skiftende foredrag.