11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En aktiv lokalkomité mod EU

En aktiv lokalkomité mod EU

Tirsdag, 06. april, 2010, 00:00:00

Folkebevægelsen mod EU`s lokale komité i Jammerbugt Kommune har cirka 30 medlemmer, hvoraf omring halvdelen er aktive

Folkebevægelsen mod EU i Jammerbugt Kommune kan noget, som man ikke kan andre steder i landet. Her formår man at holde et højt aktivitetsniveau året rundt, også imellem EU-valg og -afstemninger.
Hvad er det lige, der gør Jammerbugtkomitéen til noget særligt?
Arbejderen er dukket op til fernisering af en kunstudstilling, hvor værkerne skal bortloddes til fordel for komitéens arbejde. Anledningen er at det den 1. april er præcis et år siden at komiteen åbnede sin genbrugsbutik i Kaas. Fødselsdagen markeres med en stor koncert i forsamlingshuset med Peter Abrahamsen & Bell Pepper Boys den 10. april.
Lis Jensen, tidligere medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU fortæller:
- Folk her i vores område har altid haft begge ben på jorden. Og der har aldrig været flertal for EU i nogen som helst sammenhæng. Lige siden Kaas Briketfabrik - en af egnens store virksomheder - lukkede i midten af 60`erne - har området været plaget af arbejdsløshed.
- Men vi har også set en rigdom af initiativ, og for eksempel er det også et område med rigtig mange krejlere. Det er folk, der har måttet vænne sig til at klare dagen og vejen, som man nu bedst kunne.
- Fra afstemningen i 1972 og frem til nu har den overvejende holdning været, at et EU medlemskab ikke gavner noget - hverken i forhold til arbejdsløsheden eller i kampen mod de store og rige. Så Folkebevægelsen har altid haft stor tilslutning heroppe.

Fra loppemarked til butik
I mange år gennemførte de lokale EU-modstandere et årligt loppemarked med stor tilslutning fra rigtig mange lokale erhvervsdrivende. Og når man nu fejrer butikkens fødselsdag, så har aktivisterne allerede sikret sig at købmanden sponsorerer kaffen og bageren sponsorerer kagemanden, fortsætter Lis Jensen.
Den lokale komite har cirka 30 medlemmer, hvoraf omring halvdelen er aktive. Vi har altid haft en flad struktur, og vi har for eksempel aldrig haft en bestyrelse. Alle kan være med, og det nyder de også godt af nu, hvor der er brug for mange aktivister til at drive butikken.
- Selvom vi har valgt kun at have åbent om lørdagen, så er det jo alligevel en del folk, der skal bruges, for butikken er stor og kræver, at der mindst er tre-fire personer til at betjene den i åbningstiden, forklarer Lis Jensen.
Gitte Madsen, som også er aktiv i komitéen, supplerer:
- Der kommer rigtig mange kunder i vores butik. Og det er både lokale folk, turister, indvandrere, kort sagt; butikken er populær i området, og der er altid kaffe på kanden og hjemmebagte boller og kage.
- Meningen er jo, at man foruden at gøre nogle gode loppefund også kan få sig en god snak om løst og fast, og især om EU!

Ung lokal kunstner støtter
I Kaas Forsamlingshus møder vi en helt ung kunstner. Morten Gaarden er bare 21 år, men har allerede en del erfaring med kunstudstillinger.
- Jeg har specialiseret mig i at male med spraymaling, og det er simpelthen gået så hurtigt. I gennemsnit åbner jeg en ny udstilling om måneden. Men det har også kostet rigtig meget arbejde. Jeg har ofte siddet hjemme og malet, når vennerne er taget i byen for at feste, fortæller Morten Gaarden - og tilføjer, at nu er der også kommet forespørgsler fra New York og Canada, så det er jo rigtig dejligt!
Men hvad får en ung mand på 21 år til at blive kunstmaler?
- Åh, det ved jeg ikke. Jeg er vel bare aldrig holdt op med at tegne og male. Jeg arbejder til daglig i en børnehave, men jeg håber på, at mine malerier med tiden kan give mig bare en halv indkomst.
- Indtil videre synes jeg, at der er rigtig meget arbejde forbundet med det at være kunstner. Jeg er f.eks. overrasket over, at alle sideaktiviteterne tager så lang tid. For eks. Bruger jeg meget energi på markedsføring, bl.a. opdatering af min hjemmeside.
Morten Gaardens hjemmeside kan besøges på www.mortengaarden.com

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. apr. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur