Formuleringer om ¤¤deltagelses-demokrati¤¤ og om et EU ¤¤regeret fra neden¤¤ er blevet strøet som tryllestøv for at skjule Lissabon-traktatens fundamentalt udemokratiske karakter

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
Fire måneder efter Lissabon-traktatens ikrafttræden har EU-kommissionen nu fremlagt sit forslag til den konkrete udformning af det såkaldte borgerinitiativ.
Netop muligheden for dette 'borgerinitiativ' blev flittigt brugt i skåltalerne af Lissabon-traktatens tilhængere. Skamløst præsenterede de det som en mulighed for, at én million europæiske borgere kunne stille forslag i EU.
Formuleringer om 'deltagelses-demokrati' og om et EU 'regeret fra neden' er blevet strøet som tryllestøv for at skjule Lissabon-traktatens fundamentalt udemokratiske karakter, hvor endnu mere magt over borgernes hverdag flyttes til Bruxelles.
I Lissabon-traktatens artikel 11 hedder det: 'Et antal Unionsborgere på mindst en million, der kommer fra et betydeligt antal medlemsstater, kan tage initiativ til at opfordre Europa-kommissionen til indenfor rammerne af sine beføjelser at fremsætte et egnet forslag om spørgsmål, hvor en EU-retsakt efter borgernes opfattelse er nødvendig til gennemførelse af traktaterne'.
Allerede disse formuleringer burde få alle demokratiske nakkehår til at rejse sig. For der er jo tydeligvis ikke tale om at tildele EU`s borgere nogen rettighed. Med mindre man da opfatter det som et rettighed at få lov til at 'opfordre' Kommissionen til at overveje, om den vil stille et 'egnet' forslag til 'gennemførelse af traktaterne'.

Vil Kommissionen 'borgerinitiativet'?
Men noget afhænger selvfølgelig af den konkrete udformning. Og det er den, som Kommissionen lige før påske kom med et forslag til. Et forslag, som mildest talt ikke trækker 'borgerinitiativet' i en mere borgervenlig retning. Tværtimod virker det som om, at Kommissionen helst ikke vil have, at det bliver brugt for ofte
For det første foreslår Kommissionen, at underskrifterne skal komme fra mindst en tredjedel af EU`s medlemsstater, det vil sige i øjeblikket ni. Konkret betyder det altså, at hvis for eksempel 20 millioner borgere fra otte forskellige medlemsstater skriftlig opfordrer Kommissionen til at overveje et forslag, så kan Kommissionen bare arkivere henvendelsen lodret.
For det andet foreslår Kommissionen, at hver af de mindst ni medlemsstater skal bidrage med et antal underskrifter, som svarer til antallet af MEP`ere i det pågældende land ganget med 750. Konkret betyder det, at 20 millioner underskrifter fra ni forskellige lande også ryger direkte i papirkurven, hvis for eksempel Tyskland bidrager med én underskrift færre end 72.000.
For det tredje foreslår Kommissionen, at underskrifterne skal indsamles inden for et år og kun kan anerkendes, hvis de ikke bare er forsynet med navn, adresse og underskrift, men også med for eksempel pasnummer. Alene frygten for at blive politisk registreret på sit pasnummer vil nok afholde mange fra at skrive under.
For det fjerde foreslår Kommissionen, at alle initiativer skal registreres i et online-register for at kunne anerkendes, men at Kommissionen tildeles ret til umiddelbart at afvise initiativer, som strider mod 'europæiske værdier'. Elastik i metermål, må man sige!
For det femte foreslår Kommissionen, at når der er indsamlet 300.000 underskrifter i tre lande, så skal den have to måneder til at kontrollere, om initiativet overhovedet falder indenfor et område, hvor Kommissionen kan lovgive. 'Kontrollen af, om initiativet er antageligt, vil ikke påvirke Kommissionens beslutning om initiativets indhold', som det dog lakonisk hedder i en pressemeddelelse fra Kommissionen.

Kommissionens magt er uantastet
Og hvad så når alle disse krav er blevet opfyldt og underskrifterne afleveret og kontrolleret? Ja, så har Kommissionen fire måneder til at overveje, om den vil arkivere initiativet lodret eller fremsætte et forslag til lovgivning, som i princippet kan være helt anderledes end foreslået af det konkrete borgerinitiativ.
Eller som det hedder i Kommissionens pressemeddelelse: 'Selv om det ikke påvirker Kommissionens ret til at fremsætte forslag til lovgivning, vil borgerinitiativet gøre det obligatorisk for Kommissionen at tage en anmodning fra en gruppe borgere op til alvorlig overvejelse'.
Ja, helt korrekt. Indsamling og aflevering af millioner af underskrifter påvirker på ingen måde Kommissionens magtbeføjelser. Der er ikke tale om nogen rettighed. Derfor kan 'borgerinitiativet' alene bruges til politisk at mobilisere den folkelige opinion. Herunder afsløre, hvor lidt EU-toppen vil gøre til gavn for borgerne.
For at bidrage til det har jeg foreslået, at parlamentet ensidigt skal beslutte at afholde en plenardebat hver gang et 'borgerinitiativ' har nået de fornødne underskrifter. På den måde kan parlamentet bidrage til, at borgerinitiativer i hvert fald betyder, at de forskellige politiske grupper bliver nødt til at forholde sig offentligt til indholdet.
Det forslag vil nu indgå i den fortsatte debat, som på et tidspunkt skal ende med, at Rådet og EU-parlamentet i fællesskab vedtager de endelige spilleregler. Man kan selvfølgelig håbe på og arbejde for, at disse bliver lidt mindre firkantede end dem, som Kommissionen har fremlagt. Men de skal stadig bygge på Lissabon-traktatens artikel 11, som i sig selv lægger nogle meget snævre rammer.
Borgerne skulle jo nødig få for stor indflydelse i EU.

sorensondergaard.dk