iDen ulidelige privatisering af sundhedsvæsenet

Den ulidelige privatisering af sundhedsvæsenetJeg er alvorligt bange for, at mere privathospital og mindre offentligt hospitalsvæsen vil øge den sociale ulighed i sundhed.UDENFOR@ >Jeg er alvorligt bange for, at mere privathospital og mindre offentligt hospitalsvæsen vil øge den sociale ulighed i sundhed.UDENFOR@
Det offentlige sygehusvæsen er blevet sat på slankekur. Det har været et af de store debatemner gennem de sidste måneder. Der skal spares, fordi udgifterne har været større end indtægterne.
Og sådan er det jo, når man driver forretning eller skal have husholdningsøkonomien til at hænge sammen. Det ved vi alle. Og det slipper vores sundhedsminister og regering godt fra at bilde os ind også gælder for vores offentlige sygehusvæsen.
De gør det uden tvivl i den hensigt at give endnu et skub i retning af øget privatisering på sundhedsområdet. Et stort flertal af befolkningen følger desværre trop, de ser nemlig mange fordele i at have adgang til private sygehuse. Her kan der tilbydes hurtigere behandling, fordi der ikke er forpligtelser til at behandle de komplicerede lidelser og mennesker med sammensatte sociale og helbredsmæssige problemer.

usund slankekur
Slankekuren består i at skære ned på personaleudgifter og at effektivisere. Det er ikke rart, når medarbejdere skal afskediges, hverken for dem der skal beslutte hvem der skal afskediges og slet ikke for dem, der bliver afskediget.
Men det er ikke det værste. Der hvor det virkelig kommer til at være smertefuldt er hos de patienter, der vil opleve at sygehuset har endnu mindre tid til dem, tilbyder endnu mindre omsorg og stiller endnu større krav til patienterne om motivation og samarbejdsvilje. Altså de patienter, der ikke har tilstrækkelige sociale ressourcer.
Patienterne skal behandles effektivt og professionelt, og så hurtigt hjem igen. Det er til at klare og måske endda ganske udmærket for det store flertal. Men absolut ikke for nogle ældre, for socialt udsatte og for andre af samfundets sårbare medlemmer.
En sådan måde at tilrettelægge sygdomsbehandlingen på kræver at patienten samarbejder, er motiveret og har sit netværk i orden. Det er efter min mening længe siden, at det har været det udtrykkelige, overordnede princip i sygehusvæsenet, at man havde andet ansvar, end at være gode til det rent tekniske.
Ja, undskyld til de, der arbejder i sygehusvæsenet og læser dette. For der er selvfølgelig mange med en god vilje, men bare mindre og mindre plads at udfolde den på. Det burde vi sætte kræfter ind på at ændre, men i stedet satser regeringen på konkurrence.

tager bid efter bid
Bid efter bid bliver der taget af det solidariske offentlige sygehusvæsen.
Det har virkelig taget fart gennem de sidste 10 år, godt støttet af en regering, der jo arbejder målrettet på at minimere det offentlige og fremme det private inden for alle områder.
Ganske vist har stigningen i andelen af de private profit-hospitaler kun bevæget sig fra et par promiller til et par procent af det samlede sygehusvæsen, og ganske vist har regeringen givet udtryk for, at det aldrig skal være intensionen at udvide den private profitbaserede andel til meget mere.
Men jeg har ikke nogen som helst tillid til, at det også vil gå sådan. Nej, der er meget god grund til at frygte at andelen af private sygehuse vil vokse. Også fordi enhver pengemaskine har indbygget en dims, der bliver ved med at råbe på større markedsområder og mere overskud til ejerne.
Men jeg er bekymret for, at også en god del af befolkningen deler opfattelsen af, at det er ganske udmærket med private hospitaler som supplement til de offentlige. Og min bekymring mindskes ikke af, at opinionsundersøgelser viser, at de fleste trods alt stadig synes, at det offentlige sygehusvæsen skal være rygraden i vores sundhedsvæsen.
For det skulle ikke undre mig, at flertallet af os kun holder fast ved dette solidariske synspunkt, indtil vi har vænnet os til at leve med et favoriseret privat og et udsultet offentligt sygehusvæsen, hvor nogle får en ganske udmærket behandling i det private og andre får en fortravlet og utilstrækkelig behandling i det offentlige.

den skæve sundhed
At en del af de sundhedsydelser, vi har behov for, tilbydes af private og profitbaserede virksomheder er vi vant til.
En så vigtig sundhedsydelse som tandbehandling er kun et offentligt anliggende for børn og unge.
Fra vi bliver 18 år er det op til os selv at betale for tandbehandling, med tilskud fra det offentlige ganske vist, men også med den konsekvens, at der er en betydelig ulighed i tandsundhed mellem højtuddannede (der jo oftest også har en høj indtægt) og lavtuddannede (der tilsvarende oftest har en lav indtægt).
Jeg har meget, meget svært ved at føle mig overbevist om, at det samme ikke i stigende grad vil gøre sig gældende på sygehusområdet. Eller sagt med andre ord:
Jeg er alvorligt bange for at mere privathospital og mindre offentligt hospitalsvæsen vil øge den sociale ulighed i sundhed.
Er jeg galt på den og er der i virkeligheden ikke noget at være bekymret for?
Vi har hørt fortalere for private sygehuse forklare, at hvis de cirka 900.000 borgere, der er omfattet af private, skattebegunstigede sygeforsikringer, får deres behandling på et privat sygehus, bliver der færre til at fylde op i de offentlige sygehuse og dermed flere til at tage sig af dem, der ikke kan benytte de private. Selvfølgelig er det naivt at tro på det argument, hvilket jo også de seneste nedskæringer og massefyringer af hospitalspersonale viser.
Sundhed er alvorligt skævt fordelt. Fattige og socialt udsatte får allerede i dag mindre ud af sygehusvæsenet end mere velstillede borgere. Det frygter jeg bliver værre i fremtiden og det synes jeg er svært at bære.

@b:Preben Brandt er dr. med., formand for Projekt Udenfor og tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Læs han socialpolitiske klumme den første onsdag i hver måned i Arbejderen.

Billedtekst:
Skadestuen.nu A/S på Frederiksberg er et af de seneste års eksempler på privatisering af sundhedsvæsenet. Her kan de, der har råd, springe køen i det offentlige over og købe en konsultation for 600 kroner eller eksempelvis få skiftet forbinding på et brandsår for 1150 kroner.
Foto: Bille>I Foto: Bille