Svar søges
Svar søges'2 x Terror' kratter i overfladen, men undgår sociale, økonomiske og politiske aspekter.@g:Teater
af Helle Bruun
Bådteatret viser et ungdomsstykke om terrorisme, globalt og i hverdagen. Hensigten er at bekæmpe terrorens produkt, angst, så den ikke æder os op. Våbnet er oplysning, tale og mod.
På Bådteatret tager kampen form af to selvstændige fortællinger. Én om den globale terror et sted i verden, hvor ansporen næsten entydigt vises som religiøs fanatisme. En anden om terrorisme i en dansk skolegård, hvor mobning fører til drab.
Anne Katrine Andersen og Line Hampen Olsen spiller alle roller med replikker i de to fortællinger. Det gør de knagende godt! Som kvinder, mand, ung, gammel og som to sider af samme personlighed. Men de er oppe imod en stereotyp fremstilling af global terror i den første fortælling. Og i begge historier et fravær af grundlæggende spørgsmål om dybere årsager til terror.
Manuskriptet er hverken særlig modigt eller oplysende. Stykket kratter i overfladen, men undgår sociale, økonomiske og politiske aspekter. Statsterrorisme berøres slet ikke.
Stykket rejser ikke gode nye spørgsmål til eftertanke og handling. Selv ikke inden for sin egen lille ramme. Man føler sig ladt i stikken. Hvordan skal man bekæmpe angst som terrorprodukt, uden at forstå og bekæmpe terrorens årsager?
Er religiøs fanatisme selve fænomenet, som skaber terrorisme på globalt plan?
Kan kampen mod mobning vindes ved større opmærksomhed og hurtigere indgriben af en lærer, psykolog eller forælder? Kan vi 'bare' opføre os ordentligt og være gode mod hinanden, uanset vilkårene?
Modigt, oplysende og debatskabende teater om terror fordrer bredere og dybere spørgsmål med bud på løsning og handling. For eksempel: Er social ulighed, globalt og nationalt, udtryk for og/eller skaber af terrorisme? Hvad er betegnende for krig, besættelse og råstoftyveri i andre folks lande? Hvor findes bødler og ofre? - Hvem kan og vil forandre? - Hvordan gør vi?
2+Terror. Instruktion: Stephan Pollner. Tekster af: Thomas Lagerman Lundme, Line Hampen Olsen og Stephen Pollner. Bådteatret, Nyhavn 16Z, København K. Spiller til 10.april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278