Joann Sfar var den første, der fik tilladelse af familien Gainsbourg til at lave filmen om serge, netop fordi den vægter det fabulerende.

07B-film-SergeGainsbourg(Eric Elmosnino)-080

En dreng og pige sidder på en strand og ser ud over havet. Han lægger hovedet mod hendes skulder. Hun undviger, og forlader ham, imens hun siger, at han er grim.

Den cirka 10-årige dreng samler et rygende cigaretskod op fra sandet, og suger på det. Efter et stykke tid smiler han for sig selv. Vi kan nu – med cigaretten, de halvt lukkede øjenlåg og den store næse – genkende den voksne mand i drengen: Serge Gainsbourg.

Sådan starter Joann Sfars film om den franske sangskriver, sanger, pianist, celebrity, drukkenbolt, ballademager og womanizer, hvis største hit blev den saftige »Je T'aime - Moi Non Plus« (1969), med at koble nogle temaer sammen: Optagethed af det andet køn, selvhad som følge af »grimhed« og misbrug.

Følelsesmæssig sandhed

Man skal dog ikke forvente, at få nogen sandhed om Serge Gainsbourg, for som instruktør Joann Sfar siger: »Det er ikke Gainsbourgs sandheder, som interesserer mig, men hans løgne«.

Det punkt, tolkningen af Gainsbourgs liv i streng faktuel forstand, er filmen blevet kritiseret en del for i Frankrig.

Omvendt var Joann Sfar den første blandt rigtigt mange bejlere, der fik tilladelse af familien Gainsbourg til at lave filmen om Serge, netop fordi den vægter det fabulerende. Og som måske derfor kommer tættere på en følelsesmæssig sandhed om, hvem Gainsbourg var.

Joann Sfars baggrund som serietegner kommer tydeligt til udtryk i filmen. I filmen optræder to »tegneseriefigurer« side om side med skuespillerne.

Den ene – en stor kuglerund figur – møder Serge i barndommen, hvor antisemitismen og Anden Verdenskrig skyller ind over Frankrig. Serge, der på dette tidspunkt heder Lucien, bliver trænet i klassisk klaver af en meget dominerende fader, men vil hellere tegne, hvilket han viser stort talent for. Om natten fortæller han lange, mystiske historier for sine to søstre.

Musik og berømmelse

Den anden tegneserielignende figur, som unge Serge møder, er en dæmonisk karikatur af ham selv med kæmpe næse, gigantiske stritører og lange, lange fingre. Det sker da han starter på kunstakademiet som maler. Han kalder figuren sit »fjæs«.

På et tidspunkt får »fjæs« overtalt den, på det tidspunkt, generte unge mand til at opgive maleriet og sin generthed og kaste sig over musikken. Siden fulgte berømmelsen og damerne, hvoraf de mest kendte var Juliette Gréco, Brigitte Bardot og Jane Barkin. Men også et eskalerende misbrug, der tog livet af ham i 1991, bare 62 år gammel.

Filmen Gainsbourg er stærkest og mest underholdende i første del, der handler om den generte og gammelkloge dreng, der gennem at fortælle historier prøver at håndtere sin egen følelse af utilstrækkelighed, sin opdagelse af det andet køn, sin livsglæde, sin angst.

Resten af filmen er også seværdig, men bliver i højere grad en fortælling om, i stedet for en fortælling med, som første del var.

Oprindeligt var det meningen, at Charlotte Gainsbourg skulle have spillet sin fader, men den plan måtte opgives efter måneders prøvetid. Afløseren Eric Elmosnino løfter dog opgaven med stort overskud. Ligesom Kacey Mottet-Klein er fin i rollen som unge Gainsbourg.