Hvis det står til Danish World Music skal Patchanka være en sællert i udlandet om nogle år. Bandet er de næste to år en del af statens konsulentordning.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/11B-HenrikMarstal_FotoMortenHoltum1.jpg)
Hvis det står til Danish World Music (DWM) er Patchankas ørehængende verdensmusik på vej til det store udland.
Bandet er netop kommet med i statens to-årige konsulentordning, i øvrigt sammen med den formentlig noget bedre kendte reggae- og hiphopstjerne Karen Mukupa.
Det er musikeren og forfatteren Henrik Marstal – kendt fra ibens og Marie Frank – der har fået opgaven med at gøre Patchanka stor i udlandet.
– DWM har vurderet, at de ligger i den tunge ende af skalaen i forhold til verdensmusikken i Danmark. , siger Henrik Marstal til Arbejderen.
Karriere i udlandet
Formålet med det to-årige konsulentforløb er enkel: At eksportere dansk musik til det store udland, og derved øge musikeksporten.
– Det drejer sig først og fremmest om om at styrke bandenes mulighed for at begå sig i udlandet, fortæller Henrik Marstal.
Han er ikke i tvivl om, at Patchanka opfylder alle betingelser for at blive en værdig repræsentant for dansk verdensmusik i udlandet.
– De laver noget musik som har vist sig at være bæredygtigt. De har fået et publikum og de har spillet en række store koncerter, også i udlandet. Bandet har vist høj kvalitet og samtidig har vist deres vilje og egnethed til at ville begå sig i verden, lyder hans enkle forklaring på, at netop Patchanka er kommet med i konsulentordningen
Med i øvelokalet
Henrik Marstal skal være bandcoach for Patchanka, som har fået tildelt op mod 40 konsulenttimer inden for ordningen.
– Jeg går ind og diskuterer karrierestrategier, netværksdannelser og konkrete fremtidsplaner med bandets medlemmer. Kort sagt:Hvordan vil de gribe de næste to år an, forklarer Henrik Marstal.
Med sin baggrund som musiker er han heller ikke bleg for at gå med i øvelokalet for at være med til at stramme materialet lidt op.
– Jo stærkere de står som organisation og med deres materiale, desto større chance er der for, at de også kan begå sig i udlandet, siger Henrik Marstal.
Han understreger, at heldet spiller en vis rolle for, hvor langt et band som Patchanka kan gå i den store verden.
– Det afhænger blandt andet af, hvor stor bevågenhed den genre musik, som de spiller, vil få de kommende år. Det er jo noget, man ikke kan vide. Man kan lave et band, der er nok så godt, men hvis genren ikke lige hitter, så kan det være svært at få noget som helst igennem. Men mit indtryk er, at Patchanka er en gruppe meget motiverede unge mænd, som har lyst til at give det her en skalle, siger Henrik Marstal.
Musikeksport
Konsulentordningen for udlandet er et af flere tilbud fra World Music Denmark. Organisationen repræsenterer den ret nye genre »verdensmusik«.
Det er oprindelig en betegnelse for musik, der stammer fra verdensdele uden for Europa og Nordamerika. Men af historiske grunde støtter WDM også en række europæiske stilarter.
Det gælder blandt andet den jødiske klezmer- musik, den andalusiske flamenco, forskellige musikformer fra Balkan og sigøjnernes gipsy.
WMD modtager et årligt driftstilskud fra Statens Kunstråds Musikudvalg under Kulturministeriet, men også andre musikorganisationer skyder penge i organisationen, blandt andet Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund og DJBFA.
Det giver et samlet budget på fem-seks millioner kroner. Pengene går til konsulentordningen og til transportstøtte, blandt andet ved job i udlandet og når danske bands deltager i de store internationale musikmesser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278