Anton Nielsens liv er tæt forbundet med kommunisterne i Danmark. Det har han nu skrevet en bog om, som går 200 år tilbage og skildrer det danske folks liv, først og fremmest underklassens.

Vi har fastholdt den socialistiske ide

Steen Flemming Jørgensen

Efterkrigstidens barndom har præget Anton Nielsen meget og gør det stadigvæk og har været en medvirkende årsag til, at bogen er skrevet. »Jeg kalder den del af bogen for Krigens Børn. For det var hvad vi var. Krigen var en begivenhed, som kom til at præge os dybt«, siger han.

For Anton Nielsen er begrebet »karriere i politik« noget af det værste, der findes.

– Man kan sgu’ ikke gøre karriere i klassekampen, hvad fa’en er det for noget vrøvl at komme med. Politik er at have en overbevisning, som man er villig til at slås for bliver gennemført.

Ordene kommer med eftertryk og er karakteristisk for den snart 71-årige murer og kommunist, Anton Nielsen.

– Men der er også nogle blandt vores egne, som gennem tiden har haft opfattelsen af, at de skulle gøre karriere i politik. Dem var der en del af i den sidste del af DKP’s storhedstid. Det var også her, vandene skiltes, siger han.

Vi sidder bænket om sofabordet i hans stue i Ølstykke. En stue som vidner om, at her er livet blevet levet – og leves stadig. Masser af billeder, malerier, tegninger, erindringer fra et langt og aktivt liv. Og bøger. Hvert af stuens hjørner har reoler til loftet med bøger i metervis.

– Han tror bare, at han kan bygge en ny reol, siger Anton Nielsens kone Inger med en let hovedrysten. Tonefaldet røber dog, at hun ikke er ganske utilfreds med sin mand, som hun i denne måned kan fejre guldbryllup sammen med.

Den kommunistiske bevægelse
Om ganske få dage udkommer Anton Nielsens erindringer, Som bølger af hav. Et to binds værk på mere end et tusinde sider, hvor han går 200 år tilbage og fortæller både om sin slægt og sit eget liv, men også opsummerer den kommunistiske bevægelses historie i Danmark.

For Anton Nielsens liv er om nogen forbundet med kommunisterne i Danmark. Hans far, Martin Nielsen, blev medlem af det nystiftede Danmarks Kommunistiske Parti i 1920 og hans mor, Agnes, blev meldt ind i 1924. Og Anton tog også den lige vej, først som ungkommunist og siden indmeldt i DKP i 1958, 19 år gammel. Han har, sammen med Inger, fulgt DKP’s op- og nedture og er i dag medlem af KPiD, Kommunistisk Parti i Danmark.

– Det er klart, det er et broget billede, når man ser tilbage. Men om det var indsatsen værd? Indsatsen var nødvendig. Hvis man har en mening om nogle ting og vil have dem gennemført, så må man slås for det, uanset om det så viser sig at være et slag i luften. Det kan der jo være mange årsager til. Det behøver jo ikke at være din skyld, det kan også skyldes de modstandere, man er oppe imod, siger Anton Nielsen og fortsætter:

– Man kan sige meget om DKP, men det var et skidegodt parti, da det var bedst. Det har haft stor indflydelse på udviklingen i Danmark - også på ting, som stadig er mærkbare. Blandt andet den faglige bevidsthed i arbejderklassen. En anden væsentlig begivenhed har været DKP’s indsats i modstandsbevægelsen.

Alligevel er han ikke blind for, at DKP også havde sine svagheder:

– DKP var ikke en entydig blok. Der var meget varierende holdninger og meninger, som vi diskuterede ud fra den demokratiske centralismes principper. Men når beslutningerne var truffet fulgte man dem. Først da det ikke var tilfældet mere, begyndte det at gå galt. Men vi har jo også haft vores små judas’er, Aksel Larsen og Ole Sohn, som bagefter har givet udtryk for, at de har set det som deres hovedopgave at smadre DKP. Og man må sige, at det var tæt ved at lykkes.

Men skuffelse over udviklingen hører alligevel ikke til i Anton Nielsens ordforråd.

– Nej. Det har været hårdt – ind imellem meget hårdt – og ind imellem frustrerende. Men jeg har aldrig tænkt, at jeg lige så godt kunne pakke sammen. Sådan er jeg ikke, siger han med eftertryk.

Han tier lidt eftertænksomt og tilføjer så:

– Det væsentligste, som min generation har gjort efter sammenbruddet i Sovjet og Østeuropa, er, at vi har fastholdt den socialistiske ide. Den har vi aldrig givet køb på.

– Dermed har vi også givet mulighed for, at andre kan tage den op på de præmisser, som nu er tidens. Ikke på forrige generations præmisser, men med erfaringerne i baghovedet så man ikke begår de samme fejl.

Mod historieløsheden
Som bølger af haver titlen på et digt af Otto Gelsted, skrevet til en mindetavle over faldne kommunister under krigen, som hang inde i Land og Folks hus. Nu er det også blevet titlen på Anton Nielsens bogværk.

Fem år har han brugt på at skrive de to bøger, dog med fire lange pauser.

– Jeg har skrevet dem af mange årsager. Blandt andet fordi der er så meget løgnagtighed i verden, ikke mindst nu hvor man har statsansatte professorer til at skrive historien om. Daglig hører vi meninger eller udsagn, som intet har at gøre med den virkelighed, der var.

– Man er ved at forberede den historieløse ungdom, som ikke ved, hvad der skete og derfor ikke er i stand til at tage stilling. Som i bedste fald er blevet fyldt med løgn og tror, at løgnen er sandhed, for de har aldrig hørt andet. Derfor er det nødvendigt, at der bliver skrevet eller talt, så man fastholder de faktiske realiteter.

– En historieløs ungdom i et land er et folks nederlag. Så er der ikke mere at gøre. Så har vi mistet det, som gjorde os til et kollektiv. At miste vores historie er noget af det værste, der kan ske, fordi det forvrider begreberne. Det ser vi for eksempel i den her tid, hvor de priser krigen uden skelen til de erfaringer, vi smerteligt har samlet sammen gennem det sidste århundrede.

Efterladte erindringer
Første bind af Anton Nielsens værk indeholder to dele. Første del, Arbejdets folk, er delvist efterladte erindringer fra Anton Nielsens far og mor.

Og det har da også været vigtigt for ham at give tidligere generationer et minde, så vi i dag ved, hvad de tænkte og gjorde, og hvorfor de gjorde det.

– Derfor strækker bogen sig over 200 år. Det er en lang periode af det danske folks liv. Den her bog handler om det danske folks liv og det handler først og fremmest om den del, som var underklassen.

– Den starter i 1804, da en ung jøde forlader Altona, som dengang var dansk, Han bryder ud af ghettoen, drager mod nord og vandrer rundt i Jylland et par år og ender i Assens, hvor der var et lille jødisk samfund. Her gifter han sig og her starter min mors slægt, slægten Seligmann, fortæller Anton Nielsen.

– En anden gren af familien er husmændene oppe fra heden. Den starter med min oldefar, som kører over Gudenåen, fordi hans kone skal føde. Ham, som bliver født, var min bedstefar.

– I bogen følger vi de to slægter og specielt to personer, min mor og far.

Sendt til Randers
– Min mor rejser til Sovjetunionen første gang i 1924, hvor hun får arbejde på hovedtelegrafen. Hun var 20 år gammel og blev medlem af Bolsjevikkerne. Hun blev i Sovjet indtil 1933, hvor hun vender hjem og bliver gift med min far i 1935.

– Min far var på det tidspunkt redaktør på Arbejderbladet, men forinden er der en lang historie, som man også kan læse i bogen. Hans første store slag var generalstrejken i Randers i 1922. Så kommer 30’erne, arbejdsløsheden og det kommunistiske partis opbygning, som var en meget langstrakt proces .

I 1932 begyndte Arbejderbladet at udkomme som dagblad og kommunisterne får valgt de første to til Folketinget. I 1939, samme år som Anton bliver født, får DKP valgt tre folketingsmedlemmer, hvoraf den ene er hans far.

Den lille familie får dog ikke lov til at nyde deres lille søn i lang tid. Året efter bliver Danmark besat og i juni 1941 går klapjagten ind på kommunisterne og partiet bliver forbudt. Det betød, at Martin Nielsen blev arresteret og anbragt i Horserød.

– Det er jo en skelsættende begivenhed, det er grundlovsbrud. Og på trods af, hvad man har lovet, bliver kommunisterne deporteret til Stutthof og det bliver en dødsdom for mange, siger Anton Nielsen.

Også hans far bliver sendt til Stutthof. Og hans mor, som jo er jøde, må gå under jorden. Hun lever i illegalitet i fire år og bor 42 forskellige steder.

Imens var Anton gemt af vejen i Randers.

– Men tyskerne vidste sgu’ godt, hvor jeg var. De truede min far i Stutthof med, at de kunne hente mig derned, hvis han ikke ville fortælle lidt mere, fortæller Anton Nielsen.

Forældrenes efterladte erindringer har er en vigtig del af fortællingen.

– Min rolle som forfatter har været at binde det sammen, så det også hænger sammen historisk. Hvad skete der i øvrigt, hvad var der af krige og revolutioner og så videre. Der skal være en historisk redegørelse for at dokumentere, på hvilken baggrund tingene skete.

– For eksempel når man snakker om de brølende tyvere, så var det jo ikke sådan at alle morede sig. Hvis man ser i statistikkerne kan man se, hvordan fattigdommen bredte sig i arbejderklassen. Priserne steg og lønningerne faldt. Og der var nogle meget hårde arbejdskampe i 20’erne. Det er sider af historien, som ikke bliver fortalt.

– Og omkring Første Verdenkrig var der mange, som blev sat i spjældet for at nægte militærtjeneste. Der var en forening af konsekvente antimilitarister, hvis medlemmer sad indespærret i årevis, og nogle af dem sultestrejkede og blev tvangsfodret. Det læser man jo heller ikke i en almindelig historiebog.

Krigens børn
Anden del af bind et, Krigens børn, er Anton Nielsens egen fortælling. Den starter i 1945 i Randers, hvor han blev hentet i bil og kørt til København.

– Vi blev bosat i Husum, men flyttede året efter ind på Bispebjerg, hvor mine forældre boede indtil deres død. Min far døde i 1962 og min mor i 1984. Her voksede jeg op. Vi boede på grænsen mellem et spritterkvarter og et arbejderkvarter.

Anton Nielsen vedkender sig gerne, at efterkrigstidens barndom har præget ham meget og stadigvæk gør det og har været en medvirkende årsag til, at bogen er skrevet.

– Jeg kalder den del af bogen for Krigens Børn. For det var hvad vi var. Krigen var en begivenhed, som kom til at præge os dybt.

– Vi var også »de store årgange«, hvilket havde stor indflydelse på vores skolegang. Jeg gik på Grundtvigskolen, hvor vi var 2200 børn. Vi blev undervist over det hele, i kosteskabe, omklædningsrum  og alle mulige steder. Og mange af lærerne var bims i låget, en var voldsmand, en anden psykopat.

For Anton blev hans skolegang ikke den store succes.

– På et tidspunkt blev jeg stort set smidt ud. Jeg fik dog en mellemskoleeksamen med hiv og sving. Det er den eneste eksamen, jeg har fået i hele mit liv – udover mit svendebrev som murer. Det gik, men det var ikke let.

– Men jeg har ikke noget at klage over. Sådan var tingene. Alt hvad jeg blev udsat for, gjorde mig kun mere stædig.

Efter endt skolegang blev Anton cykelbud indtil han kom i lære som murer. Det blev indledningen til et langt fagligt engagement, som skildres i bind to, Og aldrig kampen ender. Samtidig beskrives den politiske udvikling i Danmark og udviklingen i den kommunistiske bevægelse.

– Da jeg blev svend blev det et slagsmål for at få arbejde. Og det har stået på lige siden minus de ni år, jeg var rejsesekretær i DKP - fra 1975 til 84. Det var samme periode, jeg sad i amtsrådet heroppe.

Efterhånden som de tre børn blev store, blev der også tid til mange rejser, som Anton Nielsen også fortæller om i bind to.

– Inger og jeg var ude at rejse i 1987 i næsten et helt år. Det er en af de bedste perioder i mit liv.

Forandringer i verden
Men det var også perioden, hvor der skete store forandringer i Sovjetunionen og i Østeuropa – og i den kommunistiske bevægelse. Da Anton kom hjem igen, var DKP blevet forandret. Sohn-perioden, som endte i DKP’s totale splittelse og Anton Nielsens udmelding i 1990, var i gang.

Anton Nielsen gik over i Kommunistisk Forum og var efterfølgende med til at stifte KPiD, Kommunistisk Parti i Danmark, som han dog i dag må erkende ikke har fået den nødvendige tilgang af nye medlemmer.

– Der er for få unge og hvis ikke det ændrer sig, kan vi regne os frem til, hvornår vi lukker og slukker.

Det er tydeligvis en erkendelse, som piner ham, fordi alt for mange erfaringer går tabt.

– Den erfaring, som folk, der har været med i 30, 40 eller 50 år, har, burde komme hele den kommunistiske bevægelse til gode. Derfor er der brug for at få den nuværende splittelse mellem kommunisterne bragt til ophør, så den ikke skal gives videre til den nye generation.

– Noget af det mest idiotiske, der er sket, var da forhandlingerne mellem det daværende DKP/ML og KPiD brød sammen. Nu kan vi selvfølgelig se tilbage og diskutere, hvis skylden var, men det er mere frugtbart, hvis vi finder ud af, hvordan vi kan få det ændret.

– Jeg slutter min bog i nutiden, hvor jeg stiller spørgsmålet, hvad gør vi nu.  Jeg citerer Bertolt Brecht, »Partiet går i dine sko, kammerater«. Han skrev digtet Kommunismens pris i en situation, som på mange områder ligner den, vi står i nu, hvor fascismen og politistaten lurer lige om hjørnet og hvor der blev hetzet mod kommunisterne. Det kan vi stadig bruge. Og det skal vi gøre.

– Hvis ikke de tre nuværende kommunistiske småpartier kan finde ud af at slå sig sammen, så må vi i hvert fald konstatere, at det ikke bliver den her generation, som kommer til at opleve fremgange. Så må det overlades til en ny og indtil nu ukendt generation, siger han alvorligt.

En tak til forældre og kammerater
Den 4. maj er dagen, hvor Anton Nielsens bog, Som bølger af hav, udkommer. Og han lægger ikke skjul på, at han glæder sig.

– Det er jo afslutningen på et langt sejt arbejde og en tak til både mine forældre og dem, der var før dem. Det er også en tak til de kammerater, jeg har sloges sammen med. Det var i hvert fald tanken, siger han.

Det er da også de mange gode kammerater, der har været skyld i, at han overhovedet har kunnet få sin bog udgivet. Der skulle nemlig skaffes penge, før forlaget Hovedland var parat til at binde an med en udgivelse. Forskellige fonde og fagforeninger har bidraget, men også 159 venner og kammerater bidrog i forbindelse med Antons 70-års fødselsdag.

– Der er oven i købet blevet lidt overskud, så jeg har noget til den næste bog, hvis jeg får lyst til at skrive en mere. Jeg går og pjatter lidt med at det skal være en kriminalroman. Så skal den hedde Mord i centralkomiteen, siger Anton Nielsen og klukler.

Arbejderen bringer i morgen en anmeldelse af Anton Nielsens bog, Som bølger af hav. De to bind udsendes i dag af forlaget Hovedland.