Her er en sang om en mand, der hed Larsen

– den slags møder man ikke hver dag:

Skønt han havde sin rolle i farcen,

var der altid god og kærlig alvor bag.

Selv om sangene var populære,

blev dog tekst og musik aldrig pop.

Skønt de bragte ham rigdom og ære,

blev han aldrig færdig med at kæfte op.

Da det døde, det Danmark, han kendte,

stod han frem og bekendte sin skam.

Han stod fast, hver gang vejrhanen vendte

– trit og retning, det var bare ikke ham!

Tænk, hvis kendisser ikke var bange,

råbte op til de folk, de kan nå!

Tænk, hvis stjerner som Larsen var mange!

Men desværre er de bare alt for få.

Det ku’ vær’ så godt, men nu' det faktisk skidt.

Erwin Neutzsky-Wulff