Det flamske oprør og sejr over Frankrig er også tegn på borgerskabets voksende magt i forhold til adelen, en magt som vokser i de kommende århundreder.

Om aftenen den 18. maj 1302 finder en massakre sted i den flamske by Brugge i det, der i dag er Belgien. Det er starten på et oprør, der som noget nærmest unik i europæisk middelalderhistorie faktisk lykkes.

Siden 1297 har Flandern formelt hørt til Frankrig. Området har flere rige købstæder, og de rigeste blandt borgerskabet tjener styrtende på handel med uld og klæde, som de har monopol på.

Omkring 1300 begynder den engelske kong Edward at handle direkte med de små producenter udenom monopolet. Borgerskabet i Brugge beder derfor kong Filip den smukke af Frankrig om at sende tropper til byen for at beskytte deres rettigheder.

Den franske garnison i byen er dog ikke populær hos byens almindelige borgere, og langt op i borgerskabets egne rækker spirer utilfredsheden med det, flamlænderne ser som en fransk besættelse. Oprøret bryder løs efter lang tids forberedelse. Under ledelse af to mænd fra det lavere borgerskab, Pieter de Coninck og Jan Breydel, går byens milits fra hus til hus og dræber alle, som de mistænker for at være franskmænd.

Efter sigende skelner militsen ven fra fjende ved at bede folk om at sige det flamske kampråb schild en vriend (skjold og ven) som er næsten umuligt udtale for en franskmand. Om morgenen er næsten hele den franske garnison og en del uskyldige franskmænd myrdet. Brugge er nu officielt i krig med kong Filip, der sender en hær på tusindvis af tungt bevæbnede riddere ledet hertug Robert af Artois.

Samtidigt breder oprøret sig i Flandern. Midt på sommeren har oprørerne en regulær hær på cirka 9000 mand, ledet William Jülich, men med Pieter de Coninck som næstkommanderende. Borgerskabets hær er bedre udrustet end en normal bondehær, men er på papiret underlegen ridderne.

Da de to hære mødes i slaget ved Kortrijk 11. juli går det ikke som ventet. Flamlænderne massakrerer ridderne kun bevæbnet med den såkaldte goedendag, en mellemting mellem et spyd og en kølle. Robert af Artios og over 1000 riddere bliver dræbt, og den franske hær drevet på flugt.

Slaget går over i historien som De Gyldne Sporers Slag på grund af de mange ryttersporer, der tages som trofæer fra de dræbte riddere. Slaget er begyndelsen på enden for de tungt pansrede ridderes dominans på slagmarken.

Slaget betyder, at Flandern reelt bliver selvstændigt, hvilket varer ved for det meste af området selv efter kong Filips anden invasion i 1304. Det gør oprøret til ét af de få eksempler fra middelalderen på, at et oprør mod de feudale herrer er lykkedes.

Den flamske sejr er også tegn på borgerskabets voksende magt i forhold til adelen, en magt som vokser i de kommende århundreder.