08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

25. maj 1936 Remington Rand strejken

25. maj 1936 Remington Rand strejken

Tirsdag, 25. maj, 2010, 09:57:37

»Mohawk-Valley formlen« beskriver i ni simple trin, hvordan en strejke nedkæmpes og arbejdernes kampvilje undergraves, og den kommer til at danne skole.

remington

Den 25. maj 1936 begynder amerikanske arbejdere på adskillige fabrikker ejet af skrivemaskinefabrikanten Remington Rand en omfattende strejke. Strejken bliver usædvanlig langvarig og voldsom, og kommer til at danne præcedens for fremtidig nedkæmpelse af strejker overalt i USA.

Siden 1934 har fagforbundet American Federation of Labor (AFL) et intensivt arbejde for at organisere arbejderne på Remington Rands fabrikker i staterne New York og Ohio. Remington Rands ledelse har dog ikke uden videre tænkt sig at acceptere AFL som forhandlingspartner, og selskabet gør alt, hvad det kan for at sabotere AFL’s bestræbelse. Blandt andet bryder firmaet bevidst overenskomsten på en lang række mindre områder og tvinger dermed fagforbundet til at indgive massevis af klager, som koster AFL både tid og penge.

I maj 1936 er situationen blevet så spændt, at arbejderne varsler strejke på samtlige Remington Rands fabrikker. Selv om firmaet til det sidste forsøger at forhindre strejken ved at uddele falske stemmesedler, så stemmer et stort flertal af AFL’s medlemmer alligevel for en strejke, der træder i kraft den 25. maj.

Strejken bliver en langvarig og bitter kamp, hvor de strejkende bliver sat under konstant pres fra alle sider. Remington Rand forsøger på alle måder at undergrave sammenholdet i AFL, dels ved at tilkalde både politiet og nationalgarden for at bryde blokaderne ved fabrikkerne, dels ved at oprette »back to work«-organisationer bestående af »loyale arbejdere« og desuden ved at bevidst at sprede misinformation gennem pressen beregnet på at bringe AFL’s ledere i miskredit og overbevise de strejkende om det håbløse i at fortsætte aktionen.

Efter næsten ét års strejke lykkes det i marts 1937 langt om længe AFL at vinde en sejr ved arbejdsmarkedsstyrelsen National Labor Relations Board (NLRB), hvor Remington Rand bliver kendt skyldige i brud på både overenskomst og arbejdsmarkedslovgivningen. På det tidspunkt er både AFL’s ledelse og de strejkende arbejdere så udmattede og demoraliserede efter de mange måneders konstante pres, at der hurtigt tegnes en ny overenskomst uden mærkbare forbedringer for arbejderne. Selv om det ikke lykkes Remington Rand at slippe af med AFL eller vinde støtte i NLRB, så betragter firmaet alligevel strejkens magre resultat som en stor succes, og samme år bliver den såkaldte »Mohawk-Valley formel« introduceret i arbejdsgiverorganisationen NAM.

»Mohawk-Valley formlen« beskriver i ni simple trin, hvordan en strejke nedkæmpes og arbejdernes kampvilje undergraves, og den kommer til at danne skole for de store firmaers strategi i arbejdskampe årtier ud i fremtiden og finder sine paralleller over hele verden, også i Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. maj. 2010 - 09:57   03. sep. 2012 - 10:59

Historie