Det sidste nummer af »antifascistisk forum« er flot og læseværdigt og fortjener mange læsere. Det er en blanding af konkrete og historisk orienterede artikler, alle af højt niveau.

af Bjarne Nielsen

Det kulturpolitiske tidsskrift Antifascistisk Forum har eksisteret i tre år og har fundet sin form. Det er en blanding af konkrete og historisk orienterede artikler, alle af højt niveau.

Nr. 2/2010 er højaktuelt med en artikel af redaktøren, Anton Nielsen, om foreningen Oprørs talsmand, Patrick MacManus’, dom for at have benyttet sin demokratiske ret til at støtte organisationerne PFLP og FARC, som er på EU’s terrorliste.

I bedste Anton Nielsen-stil hudfletter han den danske politistat og dets redskaber, som Politiets Efterretningstjeneste, PET, og Dansk Folkeparti. Hans konklusion er at »krig, fremmedhad, racisme og terrorlove« står øverst på dagens politiske dagsorden og at parolen fortsat er »Forsvar demokratiet – bryd terrorlovene«.

Formanden for Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist, skriver fint og konkret om den kafkaske udlændingelov og regeringens lovsjusk.

I numrets absolut mest interessante artikel At analysere, forsøge, erkende og anvende gennemgår tidsskriftets tidligere redaktør, Mogens Japsen, kort fascismens positioner i lande som Sverige, Letland, Holland, Berlusconis Italien, Ungarn og Danmark, med udgangs punkt i, at »fascistiske tendenser og kimen til en fascistisk (folkebevægelse) findes næsten overalt i en mere eller mindre udviklet grad i de vestlige borgerlige demokratier«.

Finanskapitalens statsmagt
Hvad er fascisme? Japsen tager dette centrale spørgsmål op og erkender det svære i at besvare dette, fordi »fascismen er karakteriseret ved meget smidigt og hurtigt at indrette sig efter de (forskellige) forhold, der råder til forskellig tid«.

I forsøget på besvarelse af spørgsmålet slår han fast, at »fascismen retter sig mod staten« og »fascismen er en statsform, ikke et samfund og ikke en ny samfundsformation«.

Som Dimitrov i bogen Fascismen er fjenden fastslår Japsen, at fascismen »er finanskapitalens egen statsmagt« og dens opgave vil være en »kontant, terroristisk afregning med arbejderklassen og med for eksempel den revolutionære del af intelligensen«.

Det voldelige element, som kendes alt for godt, både historisk og aktuelt, forklares bedst af citatet fra Hitlers propagandaminister Goebbels, der skrev »Anvendelse af ekstrem vold tjener et formål og kun et, nemlig at erobre gaden... den der erobre gaden, kan også erobre masserne, og den, der erobre masserne, erobrer også staten«.

Derefter gennemgår forfatteren glimrende diverse taktiske overvejelser og muligheder, som fascismen spiller under diverse forhold. Det vil sige alt lige fra direkte magtovertagelser til bevarelse, dog indskrænket, af det borgerlige demokrati.

Splittelse banede vej for fascisme
Mogens Japsen gennemgår desuden hvorledes splittelsen i arbejderbevægelsen i 30’erne banede vejen for fascismen i flere europæiske lande op til Anden Verdenskrig.

Her påpeger han at spaltningen skyldtes, »visse dele af arbejderbevægelsens politiske arbejdsfællesskab med borgerskabet«. Hvorfor han ikke skriver Socialdemokratiet er uklart. Denne anmelder fornemmer at Japsen alene lægger skylden på sosserne, trods han kort noterer, at »de kommunistiske partier begik en række fejl, der hæmmede kampen mod fascismen«.

Det mener jeg er en underdrivelse af de store. Ja direkte fejlagtigt. For efter i flere år at have sparket sosserne i røven, kaldt dem socialfascister og kæmpet ligeså meget imod dem som mod fascisterne, kunne man vel ikke forvente, at en Kominternkongres i 1935 skulle ændre forholdet mellem dem »over night«. Her skal man huske, at for eksempel DKP’s praktiseren enhedsarbejde var af sådan en beskaffenhed, at Komintern skældte dem huden fuld, hvilket beskrives fint i biografien om Aksel Larsen.

Skulle man have stoppet fascismen, og »den tyske arbejderklasse kunnet have forhindret fascismens magtovertagelse i Tyskland«, skulle der være oprettet en enhedsfront, »mens tid var«. Jeg er her enig, men undres over hvorfor man skulle begrænse det til en enhedsfront. Hvorfor ikke folkefronten, det vil sige inddrage de dele af andre klasser og lag, som af forskellige årsager ønskede fascismens død.

Borgerskabets svaghed
En vigtig betragtning og pointe har Japsen i at »fascismens stigende betydning må man ikke alene se som tegn på arbejderklassens svaghed, men også som tegn på borgerskabets svaghed«. Et tegn på, at borgerskabet ikke længere kan styre »borgerne og kapitalen med parlamentarismens og det borgerlige demokratis metoder«. Noget som Japsen korrekt skriver kan føre til »terroristiske prægede regeringsmetoder på det indenrigspolitiske plan og til krig på det udenrigspolitiske plan«.

Artiklen kommer fint ind på, hvordan EU er borgerskabets forsøg på at sikre sig større magt, og fascisme typisk vil forekomme i flerpartistater som reaktion på besværligt demokrati og parlamentarisme.

Derefter opsummerer han otte kriterier for, hvornår man kan kalde et regeringssystem fascistisk. Et af punkterne konstaterer, at »racisme må betragtes som et bestemmende karakteristikum ved fascismen, en selvstændig ideologisk komponent«.

Her bliver denne signatur i tvivl. Brugte man i Argentina, Chile, Portugal, Grækenland og Spanien fascismekortet? Og kan man opstille faste punkter, når fascismen er »karakteriseret ved meget smidigt og hurtigt at indrette sig efter de forskellige forhold, der råder i forskellig tid«?   

I tråd med de andre artikler i nummeret, gennemgår artiklen en række relationer mellem fascismen og det borgerlige demokrati. Her nævnes politireformen, udhulingen af lighedsprincippet ved hjælp af starthjælpen til indvandrere, nedsmeltning af den offentlige sektor med meget mere.

Hvordan bekæmpes fascismen
Afsnittet om kampen mod fascismen er naturligvis yderst vigtigt. Men ud over at være generelt enig, undrer jeg mig.

Japsen påpeger, at »for at kunne bekæmpe fascismen er det afgørende, at de kommunistiske partier finder sammen i en fælles kamp mod kapitalens fascistoide udvikling på vejen mod fascisme, og at kommunistiske partier forener sig med de progressive kræfter« skriver han og slår et, agitatorisk voldsomt, slag for enhed mellem de mange små K-partier, for »ingen opgave er vigtigere«.

Undertegnede er enig i det ønskelige i, at flueknepperiet mellem K-partierne må høre op, og det vil styrke den antifascistiske kamp. Men et sådant afsnit med den retorik burde være henvist til tidsskriftet »Ret og Vrang«, Rød sommerlejr eller Arbejderen. Skal kampen mod borgerskabet fascistoide træk vindes, kræver det en bredde i kampen, som tabes ved en sådan retorik og intern kommunist problematik.

Som situationen er konkret i dag behøves ikke et stærkt kommunistisk parti, for at føre kamp mod borgerskabets overgreb, om end det ville styrke. Der findes definerede antifascistiske miljøer i Århus, Odense, Svendborg og København, som kæmper, om end uden fælles ledelse, ligesom der i brede kredse er modstand mod mange af de punkter, som artiklen opremser som værende fascistoide tiltag. Disse sidste vil stå af over for sidste kapitel af en ellers på alle måder fremragende artikel, der er et nærmere studium værd.

Fortjener flere læsere
Tidsskriftet har derudover flere spændende artikler, blandt andet en aktuel og fin rapport fra Athen af Tonny Warming. Artiklen er meget jordnær og konkret omkring forholdene for den menige græker.

Ligeledes er der en spændende artikel af den forhenværende formand for »Foreningen af Venner af de Internationale Brigader«, Ana Peréz, om »Genvinding af det historiske minde i Spanien«. Den gennemgår hvorledes kampen om historien har udviklet sig fra fascisten Francos tid og til i dag. En kamp som har paralleller til Tyskland efter Murens fald.

Numret sluttes af med et digt og en flot artikel af Klaus Haase, kendt fra Arbejderens kulturspalter, om den tyske forfatter og antifascist Kurt Tucholsky. Artiklen, som er yderst velskrevet, har den deprimerende kendsgerning »skribent fra en tid, der ligner vor egen«, som overskrift.

Alt i alt et flot og læseværdigt nummer der fortjener mange læsere.