De europæiske kolonister har i århundreder trængt »indianerne« tilbage for at få mere plads. Den praksis er ikke stoppet efter USA's grundlæggelse som selvstændig stat.

Den 26. maj 1830 vedtager USA's kongres en lov, der giver de enkelte delstater lov til at forflytte indfødte stammer fra deres jorde. Det sætter for alvor gang i årtiers etnisk udrensning, især i Sydstaterne.

De europæiske kolonister har allerede i århundreder trængt »indianerne« tilbage for at få plads til at udvide deres territorier. Den praksis er ikke stoppet efter USA's grundlæggelse som selvstændig stat, tværtimod, men faktisk har uddrivelserne ingen basis i amerikansk lovgivning.

Det bliver der rådet bod på med den såkaldte »Lov om forflytning af indianere« i 1830.

Den nye lov giver delstaterne fri adgang til at underskrive traktater med lokale stammer om at forflytte stammerne og overlade deres jord til nybyggerne.

Selv om traktaterne i princippet skal indgås frivilligt af begge parter, åbner loven også for at lægge ethvert nødvendigt pres på stammehøvdingene for at fremtvinge en underskrift.

Loven er blevet udarbejdet under voldsom debat i Kongressen. Presset for at lovliggøre fordrivelsen af den oprindelige befolkning kommer især fra Sydstaterne og i særlig grad fra delstaten Georgia, mens modstanderne især skal findes blandt kristne missionærer og folk, der har haft tæt kontakt til de indfødte stammer, blandt andre den berømte pioner Davy Crockett.

Kort efter lovens vedtagelse begynder Sydstaterne arbejdet med at sikre sig traktater med lige dele bestikkelse, trusler og direkte magtanvendelse. I de kommende årtier bliver titusindvis af indfødte amerikanere fordrevet til en usikker tilværelse på prærien.

Omkring 12.000 dør af sygdom og sult alene i de første ti år, mens adskillige tusinde andre bliver dræbt i åben kamp med militser eller det amerikanske militær under forsøg på at tvangsforflytte dem.