De fleste vil vide, at modstandsbevægelsen og dens medlemmer samt de ganske vidtgående demokratiske tanker, der prægede store dele af modstandsbevægelsen, huskes på trods af den politik, de fleste politiske partier førte under og efter besættelsen.

»De faldt for fædrelandet«

Politikernes omfattende brug af manipulation, løgne og propaganda gik hånd i hånd med en hyldest til modstandsbevægelsen og dens enkelte medlemmer. Over hele Danmark er der rejst mindesten for modstandsbevægelsen og dens (lokale) medlemmer.

af Mogens Japsen, cand.jur.

Denne artikels titel blev ofte anvendt som hyldest på de mindesten, der sattes over modstandsbevægelsen og dens enkelte medlemmer efter besættelsestiden (1940-1945). Mindeordene stemmer dog kun i ringe grad overens med den holdning, der prægede størstedelen af det officielle Danmark og store dele af befolkningen under denne periode. De første tre år af besættelsestiden blev modstandsbevægelsen som helhed betragtet som en gruppe kriminelle terrorister og de enkelte modstandsfolk som personer, der bevidst handlede imod fædrelandets erklærede interesser.

Siden vendte opfattelsen. Modstandsbevægelsen og dens medlemmer blev tilmed dagens helte. I perioden lige efter besættelsens ophør kendte hyldesten af modstandsbevægelsen ingen grænser. Men var hyldesten ægte? Havde modstandsbevægelsens indsats fået politikerne og brede dele af befolkningen til at skifte mening – i dybden?

Inden vi går videre med at belyse nogle af de centrale emner fra besættelsestiden, skal det kort nævnes, at verdenskrigen 1939-1945 var storkrig nummer to i det 20. århundrede, hvor en række af de europæiske lande stod over for hinanden i en konflikt omkring Tysklands imperialistiske ekspansion. Den tyske økonomiske vækst fra 1870 og forsøgene på at udvide landets indflydelse kolonialt og kontinentalt havde i 1914 drevet Storbritannien, Frankrig, og Rusland (og senere Italien og USA) i krig med Tyskland og Østrig. 25 år senere opstod stort set den samme konstellation (dog kom Japan med på tysk side ved siden af Italien) i en verdenskrig, som kunne føres direkte tilbage til de uløste magtproblemer efter den forrige storkrig.

Hvorfor huskes besættelsestiden?

Anden Verdenskrig og besættelsestiden adskiller sig ikke meget fra andre dramatiske perioder i Danmarks historie. De huskes ganske længe. De er bevaret i en folkelig erindring. Men hvorfor?

Under Første Verdenskrig forekom begivenhederne i 1864 nærværende. I 1864 var mindet om Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene (1803-1814) og tabet af Norge (1813) tilsvarende nærværende.

Erindringen om Anden Verdenskrig og besættelsestiden synes også i dag særdeles levende og nærværende, selv om der er i 2010 er gået 70 år, siden Tyskland den 9. april 1940 besatte Danmark. Mange officielle, politiske og folkelige holdninger og meninger om besættelsen, og hvordan man skulle agere under den, er stadig dramatisk forskellige fra modstandsbevægelsens.

Samarbejdspolitikken (eller rettere kollaborationspolitikken), som politikerne skabte i et samarbejde med besættelsesmagten, Tyskland, havde for politikerne til formål at undgå krig på dansk jord. Videre tilkendegav politikerne, at de ville fastholde så megen suverænitet som muligt for at sikre befolkningen og det danske demokrati mod det tyske pres. Kollaborationspolitikken var en på forhånd given politik for et lille land, mente de danske politikere.

I modsætning hertil står blandt andet modstandsbevægelsens syn på den nødvendige, ærefulde adfærd under besættelsen. Uden en stadig kamp mod besættelsesmagten ville Danmark og dets indbyggere have mistet en suveræn stats anstændighed og risikere at miste retten til at forblive en suveræn stat og ville efter krigen blive bedømt som en kollaboratør, der gennem våben- og landbrugseksport støttede nogle af Tysklands mest vitale interesser, og derfor ikke burde optages i de allieredes rækker.

Men hvorfor huskes besættelsestiden? Skyldes det, at man fra officiel side har gjort en særlig indsats for at sikre, at perioden huskes, for eksempel ved at advare kommende generationer om de farer, der gemte sig i den tids tyske afart af fascismen, nazismen? Og for at advare mod fascismens moderne forklædninger?

Og er der efter besættelsen ført en politik, der er inspireret af nogle af de tanker om et andet, mere demokratisk samfund, der rådede i store dele af modstandsbevægelsen?

De fleste vil vide, er situationen tværtimod er den, at modstandsbevægelsen og dens medlemmer samt de ganske vidtgående demokratiske tanker, der prægede store dele af modstandsbevægelsen, huskes på trods af den politik, de fleste politiske partier førte under og efter besættelsen. Bedrag og kynisme er nogle af de ord, der falder én i pennen, når man betragter de gamle politikeres politik.

Der er ingen dybtgående forskel på de borgerlige politikeres politik før, under og efter besættelsen.

Lad os se på nogle få af de temaer, der i særlig grad skal medtænkes, når man beskæftiger sig med besættelsestiden – uanset emnet.

De danske politiske partier var følgagtige

1. Helt fra begyndelsen af besættelsen (ja, faktisk før) valgte en bred vifte af de danske politiske partier at være følgagtige over for nær sagt ethvert krav, som besættelsesmagten fremsatte.

Denne beslutning baserede sig på en betydelig mængde pragmatisme (der førte til forhandlings- og kollaborationspolitikken), en ret udbredt enighed i dele af nazismens ideologi og Tysklands ekspansionistiske politik (der på trods af brugen af ord som nationalsocialisme ikke rokkede en tøddel ved kapitalismen og dens ekspansive interesser), samt en gusten vurdering af fordelene – indenrigspolitisk – ved at stille sig skulder ved skulder med Tyskland.

De danske politikere så tidligt og klart, at en støtte til dele af nazismens ideologi (og dermed Tyskland) ville gøre det lettere at gøre op med (hovedfjenden) kommunisterne og andre progressive kræfter, herunder modstandsbevægelsen – uanset, at det ville indebære et brud på grundloven. Skete det, måtte man siden hen indrømme det og undskylde det. Mere krævede den slags brud på landets vigtigste lov ikke for den tids borgerlige politikere.

Politikernes synspunkter og holdninger deltes ikke alene af en bred vifte af de danske politiske partier og politikere, men også af en lang række (primært socialdemokratiske) organisationer, herunder navnlig de organisationer, socialdemokraterne oprettede for at gøre op med eller for at stække kommunisternes indflydelse i for eksempel fagbevægelsen.

Endelig nærede store dele af befolkningen – om end lidt mere tøvende – tilsvarende holdninger.

En politiker udtrykte synspunktet således: »Lad os være ærlige. Lad os ære – om vi kan – den vertikale modstandsmand, om end det kun er den horisontale, vi rigtigt skønner på.« De politiske modsætninger var de samme før, under og efter besættelsestiden. Og der var ikke tale om modsætninger af den art, der bruges som krydderi i en politisk diskussion under en middag mellem venner.

Ein Flucht nach vorn

2. Politikernes kollaboration blev over tid for meget for den danske befolkning. Krigslykken var ved at vende, i særlig grad takket være Sovjetunionens hæres indsats. Det prægede alle. Hertil kom, at Tysklands politik, mord og ødelæggelser, koncentrationslejre og folkedrab langsomt fik danskerne til at betragte den danske politik som en falleret politik, en uanstændig politik. Nu gjaldt det om at sadle om og at få en plads blandt de allierede, mens tid var. Det skulle vise sig at blive meget svært.

I 1943 brød regeringens politik sammen. Politikernes advarsler om, at Danmark kunne få norske eller polske tilstande hvis samarbejdspolitikken blev opgivet havde ingen indflydelse længere. Danskerne havde fået nok. De ville have tyskerne ud af Danmark.

3. Præget af befolkningens tydelige afstandtagen fra den hidtil førte politik indså politikerne, at de havde brug for Ein Flucht nach vorn (en flugt fremad). Denne flugt fremad manifesterede sig i løgnen om, at politikerne i besættelsens første år gennem den førte politik havde skabt en paraply, der beskyttede modstandsbevægelsen under opbygningsfasen og under dens tidlige aktiviteter.

Således forstået måtte den politik, der blev ført af politikerne indtil 1943, betragtes som fuldt så aktiv en kamp mod besættelsesmagten som modstandsbevægelsens (bevares, lidt farligere) indsats. Løgnen om paraplyen blev skabt af politikerne, fordi de indså, at de havde et meget stort legitimeringsproblem. Nu gjaldt det om at overbevise befolkningen om, at den hidtidige politik havde været en modstandspolitik – om end af en anden natur end modstandsbevægelsens.

Politikerne havde indset, at de havde satset forkert ved at etablere en art skæbnefællesskab med Stortyskland. Men det var dengang, nu kaldte en ny tid. En tid uden tyskere i Danmark.

Politikerne havde brug for at vinde befolkningens støtte tilbage. Ellers ville den politiske magt glide dem af hænde.

Det krævede en massiv indsats. Overalt udsattes befolkningen for et propagandistisk bombardement om den modstandsgivende paraplykonstruktion, som politikerne havde skabt som et bidrag til de mange usandheder om besættelsestiden. Og der, hvor bombardementet ikke virkede med tilstrækkelig kraft, satte politikerne ind med at opbygge et massivt antikommunistisk pres. De opbyggede en frygt for en situation, hvor »de røde« i Danmark (støttet af den Røde Hær) overtog magten i Danmark, med alt hvad det indebar af rædsler. Revolution, fælleseje af produktionsmidlerne og jorden, ja, sikkert også fælles eje af de danske kvinder og deres børn! Ulykkerne ville ingen ende tage.

Over for dette skrækbillede fremholdt politikerne et smukt billede, billedet af de gode gamle dage med de gode, gamle politikere. Fremtidens Danmark!

Propaganda, fordrejninger, manipulation og rene løgne. Og det virkede over for en befolkning, der først og fremmest ønskede fred og tyskerne ud af landet. Det var let at identificere sig med de gamle dage og let at se dem som gode.

Hyldest på skrømt

4. Politikernes omfattende brug af manipulation, løgne og propaganda gik hånd i hånd med en hyldest til modstandsbevægelsen og dens enkelte medlemmer.

Over hele Danmark er der rejst mindesten for modstandsbevægelsen og dens (lokale) medemmer. Ved at hylde modstandsbevægelsen kunne politikerne bedre bekæmpe den politik og de samfundsforandringer, som mange i modstandsbevægelsen ønskede. Politikerne hyldede på skrømt sine modstandere. Igen og igen og den dag i dag fastholder politikerne mod bedre vidende, at hele befolkningen stod skulder ved skulder sammen med politikerne og modstandsbevægelsen i kampen mod Nazityskland og den tyske besættelsesmagt gennem hele besættelsen.

Politikerne udsatte deres fjender for repressiv tolerance og det, der er endnu værre, ros og hyldest. Og den, som hyldes, kan have svært ved at vende sig mod dem, der hylder én.

Samtidig gjorde politikerne sig klart, at det måtte skjules, hvordan de faktisk havde handlet under besættelsen. De måtte skjule det aktive, velvillige samarbejde med tyskerne, skjule at samarbejdet var etableret længe før besættelsen, skjule det egentlige formål med Den Danske Brigade, skjule sandheden om den nazisympati, der herskede blandt politikerne og i mange af landbrugets organisationer og skjule landbrugets og industriens handel med Tyskland til skyhøje priser uden om den danske regering (men betalt af dan-skerne over clearingkontoen i den danske nationalbank), og skjule hvorfor ingen politiker blev dømt for sine handlinger efter krigen, osv., osv.

Og socialdemokraterne og deres organisationer havde også meget at skjule. Det systematiske modarbejde af kommunister, herunder i fagbevægelsen, frigivelse af kommunisters navne til det danske politi og tyskerne, støtten til loven om forbud mod kommunistisk virksomhed, ja sogar virksomhed, om hvilken der kunne næres mistanke om, at den var kommunistisk eller kommunistisk inspireret.

Videre er det sådan, at intet europæisk land har valgt en så omfattende nægtelse af adgang til det offentliges arkiver, sagsmapper, registre mv., som Danmark har.

Med den ene hånd nægter man adgang til sandheden om besættelsen og med den anden hånd hylder man sin politiske modstander fra besættelsestiden, det vil sige modstandsbevægelsen, med løgnehistorier og påstande, der – hvis de viser sig at være usande – undskyldes mange gange. Kynisme parres med hykleri.

Tidsepoker og erindring

I sammenhængen kan det være interessant at overveje, hvornår en historisk epoke begynder, og hvornår den ender. Er officielle myndighedshandlinger og beslutninger eller den folkelige »vilje« (den folkelige erindring) afgørende?

Nogle gør gældende, at så længe en epoke mindes på en måde, der stemmer overens med folkets holdninger og meninger, består epoken som en del af et folks, en nations erindring med alle epokens handlinger undladelser, bedrifter og fejl, og det uanset hvad der ønskes fra officiel, politisk side. En folkelig erindrings tidsmæssige udstrækning bestemmes ikke af formelle, juridiske, faghistoriske eller politiske erkendelser eller holdninger.

En anden »skole« slår til lyd for, at erindringen om en historisk periode primært afhænger af, hvilken del af epoken man beskæftiger sig med, det være sig tidens kultur, politik, sociale forhold, uddannelsesverden og så videre. Det afgørende er efter denne skoles opfattelse, om epoken står som den mest eller en af de mest epokegørende begivenheder forud for en efterfølgende tid, og om epoken har vist sig at blive af determinerende betydning for vor egen tilværelse. Det betyder igen, at epokens betydning og erindringen om den alene kan ændres af en eller flere begivenheder, der tillægges en tilsvarende eller en større betydning.

Midt i diskussionen om, hvad der afgør, om en tidsepoke huskes, og hvor længe den huskes, er det vigtigt at understrege, at den kildekritik, der præger store dele af dansk historieforskning – for at have videnskabelig kvalitet og praktisk betydning – må give forskere og andre mulighed for at afdække tidsepokens historiske kendsgerninger. Men ikke blot det, forskningen må bringe kendsgerningerne i årsagsmæssig og tankemæssig sammenhæng med historiens bevægelseslove. Den må anvende en dialektisk metode.

Uden et fortroligt kendskab til den marxistiske værditeori og den derpå hvilende teori om udbytning, udbytningsgrad, kapitalens organiske sammensætning og loven om den faldende profitrate vil historieforskningen (også den, der vedrører besættelsestiden) meget let komme til at famle i mørke eller blive rent deskriptiv.

Sandheden i en spændtrøje

Når besættelsestiden stadig står så klar i befolkningens erindring, skyldes det på den ene side misforholdet mellem den folkelige viden om og de folkelige holdninger til besættelsestidens begivenheder og på den anden side de (gamle) politikeres konsekvente manipulation med periodens faktiske forhold, samt disse politikeres stadige forsøg på at sætte besættelsen og dens historie i en forståelsesramme, der alene bestemmes af politikerne.

Sandheden om besættelsestiden (politikernes og modstandsbevægelsens) er den dag i dag så modsætningsfuld og »farlig«, at den må forvrides, skjules og gemmes væk.

Den spændtrøje, som sandheden er lagt i, fremgår tydeligt af afviklingen af retsopgøret, der til store dele af befolkningens forargelse endte med, at ikke en eneste politiker dømtes for sine handlinger eller undladelser under besættelsen. Hertil kommer uenigheden om kollaborationspolitikkens betydning for Danmarks integritet og den meget sene og kun tøvende anerkendelse af Danmark som en af de allierede.

Huskes skal det også, at Anden Verdenskrig ikke alene var en krig mellem nationer, men i lige så høj grad en krig mellem ideologier. På den ene side kapitalismen med dens jagt på markeder og profit (koste, hvad det koste ville), og på den anden side kommunisternes opfattelse af krigen som et folkeligt opgør med fascismen.

Folkelig opbakning svinder ind

I den sidste periode af besættelsen opstod der en ganske særlig, stærk nationalfølelse, byggende på et klart billede af en fjende, der stod over for sit snarlige, endelige sammenbrud.

Fjenden var Nazityskland og tyskerne. Tyskerne havde overfaldet og besat Danmark (igen), og nu blev de drevet bort fra alle besatte lande af de allieredes styrker. Tyskerhadet fik under besættelsen næring af den stadig mere omfattende negative holdning til nazismen, nazismens politiske ideologi, det fascistiske system, krænkelsen af menneskerettighederne, krigsforbrydelserne, racismen.

På trods af mange politikeres og store dele af pressens forsøg på at holde en stadig mere omfattende viden om krigens reelle forhold skjult eller gemt væk i skønmalerier, slap stadig mere viden om rædslerne i Tyskland og de besatte og erobrede lande ud til befolkningerne.

De fleste lande fik nok og vendte sig mod Tyskland og alt, hvad Tyskland stod for.

I Danmark lunede det politikerne, at vi (Danmark) om end sent opnåede at vandre side om side med England, USA og Sovjetunionen. Danmark blev i sidste øjeblik accepteret som en allieret, ikke på grund af politikernes indsats under krigen, men på grund af modstandsbevægelsens og Frihedsrådets indsats.  Den danske kamp mod tyskerne var modstandsbevægelsens og ikke politikernes. Sådan så de allierede på det.

Allerede kort tid efter begivenhederne i 1943, hvor den danske befolkning sagde endegyldigt nej til mere kollaboration med tyskerne, måtte politikerne gøre sig klart, at de havde placeret sig midt i et alvorligt legitimeringsproblem.

Den folkelige opbakning til politikerne var i stigende grad fraværende, og helt galt gik det i slutningen af 1944 og begyndelsen af 1945.

Hvor havde de gamle politikere stået under besættelsen? Hvilket ansvar havde de for, hvad der skete de mange, som blev deporteret til Tyskland og sat i koncentrationslejre, for dem som blev sat i tyske fængsler og tyske tugthuse og døde der? Og for kommunisternes internering på baggrund af en lov, der forbød kommunistisk virksomhed?

I dele af befolkningen mumledes der i stigende grad, om ikke dele af den danske politik kunne ligestilles med krigsforbrydelser.

Mørke, truende skyer samlede sig over politikerne. De gamle politikere havde virkelig brug for Ein Flucht nach vorn!

Legitimeringsproblemer

Politikernes legitimeringsproblem blev bestemt ikke mindre af, at Danmarks Frihedsråd blev dannet i september 1943 for at koordinere modstanden mod tyskerne uden om politikerne og uden et medlem »valgt« af politikerne. Helt fra starten opnåede Frihedsrådet en betydelig opbakning i befolkningen.

Hele legitimeringsspørgsmål hænger selvsagt nøje sammen med, hvem der efter besættelsen kunne gøre krav på den politiske magt.

De gamle partier og politikere med deres kapitalstærke venner og en række socialdemokratiske organisationer gjorde sig klart, at de (meget hurtigt) måtte udforme og præsentere en ny politik, der fik dem til at fremstå helt anderledes positivt og stærkt, end de havde gjort i det meste af besættelsestiden.

Følgende punkter blev nogle af de centrale for de gamle politikere og en række (primært socialdemokratiske) organisationer i deres Flucht nach vorn:

1. Flest mulige (væsentlige) informationer om krigens og besættelsens gang samt analyser og fortolkninger af krigens gang skulle i videst muligt omfang formidles til befolkningen af politikerne og aviser og radio, der kritikløst viderebragte regeringens synspunkter. Det samme gælder for besættelsestiden og tiden efter besættelsen. De gamle politikere mål er at sætte sig og sætte sig tungt på de afgørende informationskanaler. Det er her en fordel for politikerne, at modstandsbevægelsen (naturligt nok) må holde sig skjult og undlade at træde frem for offentligheden – også i tiden efter den 29. august 1943, hvor befolkningen sagde nej til de gamle politikeres politik.

Adgangen til at præge meningsdannelsen var i alt væsentligt i politikernes favør. Det skal dog huskes, at der opstod, hvad man kan kalde en alternativ offentlighed, der blev holdt sammen af modstandsbevægelsen og Frihedsrådet, nemlig den illegale presse. Den illegale presse rådede i slutningen af besættelsen over cirka 200 selvstændige redaktioner, der i tiden op til befrielsen udsendte millioner af illegale blade. Den alternative offentlighed var stærk, men efter besættelsestiden ophørte de fleste illegale blade med at udkomme. Det gav politikerne noget der ligner et monopol med hensyn til at informere om, analysere og fortolke den politiske udvikling samt en næsten enerådig adgang til at tolke den aktuelle (udenrigs)politiske og militære situation og en lige så enerådig adgang til at udstikke og begrunde de fremtidige danske politiske mål. Og de benyttede situationen fuldt ud.

2. Den (koalitions) politik, som politikerne førte i forhold til tyskerne, skulle over for befolkningen beskrives på en måde, der gav denne politik en lige så central og betydningsfuld rolle som modstandsbevægelsens lange og langt farligere indsats. Ja, koalitionspolitikken skulle fremstå som en forudsætning for modstandsbevægelsens fremragende indsats og som en nødvendig, indledende fase af modstandskampen. De gamle politikeres politik havde helt fra starten det formål at skabe en paraply, der kunne beskytte modstandsbevægelsen under dens opbygning og dens første handlinger vendt mod tyskerne. Uden denne paraply ville modstandsbevægelsen være ilde stedt, hed det sig!

3. For at øge muligheden for at sætte sig på magten efter besættelsen iværksatte politikerne en skræmmekampagne. Kampagnen udbredte allehånde rygter om kommunisternes uhæmmede ambitioner med hensyn til at overtage magten i Danmark efter besættelsestiden – støttet af Sovjetunionens tropper. Hvad ville der ikke ske, hvis Den røde Hær nåede Danmark før den engelske? Mord, voldtægt, afskaffelse af demokratiet og den private ejendomsret!

Legitimeringskampen begyndte for alvor i 1944. Det var de gamle politikere, som – bortset fra nazisterne – havde et alvorligt behov for legitimering, derfor var det også dem, der satte alle legitimeringsstyrkerne ind. Målet var at skaffe politikerne en sådan placering i folks bevidsthed, at de blev anerkendte på linje med modstandsbevægelsen, ja, nærmest som en dels af denne. Denne linje blev fulgt op til besættelsestidens afslutning og massivt i tiden efter besættelsen.

Modstandsbevægelsen følte sig hurtigt sat under pres og vendte sig stærkt imod de politiske partiers forsøg på at tilrive sig en stor del af æren for modstandsbevægelsens indsats og mod politikernes forsøg på at fremstå som lige så aktivt kæmpende mod tyskerne som modstandsbevægelsen. Den indsats i kampen mod tyskerne, som de var blevet mere end bebrejdet ved besættelsens start, blev nu overtaget af dem, som havde bebrejdet dem den selv samme indsats.

Politikernes kamp havde ét og kun ét formål. Gennem en påvisning af, hvem der havde retten til æren for hovedindsatsen under besættelsen, ville befolkningen forstå, hvem der (følgelig) burde have den afgørende indflydelse på det fremtidige politiske liv i Danmark. Skulle Danmark i sin videre udvikling styres af de gamle politikeres holdninger, der ikke indeholdt nogen fornyelser, eller af de nye, langt mere vidtgående demokratiske tanker, som mange i modstandsbevægelsen nærede?

Kampen om den fremtidige magt

I artikel efter artikel, i tale efter tale på store folkemøder og mindre (parti)møder udmalede de gamle politikere et billede af besættelsestiden, der viste, hvorledes partierne og statsmagten havde ført en politik, der – baseret på en bevidst, langsigtet strategi – alene tilsigtede at føre demokratiet frelst gennem besættelsen og krigen, uden at falde for fascismens lokketoner.

Den konservative presse og de konservative politikere holdt sig, som følgende citat vil vise, ikke tilbage i denne kamp om den fremtidige magt. De konservative fremstillede besættelsen som en periode præget af stor samhørighed mellem de forskellige grupper i folket. Alle stod fra starten af besættelsestiden sammen, skulder ved skulder, og alle støttede politikernes legale kamp og mod-standsbevægelsens illegale kamp mod besættelsesmagten – ledet som kampen var af politikerne – åbenlyst eller skjult.

Der herskede efter de konservatives mening ingen modsætninger mellem politikerne og modstandsfolkene eller mellem de politiske linjer, de hver for sig havde stået for. Samarbejdet – hævdede de – var gnidningsfrit. Efter de konservatives udlægning blev samarbejdet etableret allerede den 9. april 1940, og netop samarbejdet førte til bruddet den 29. august 1943, som kongen, regeringen, rigsdagen og hele folket (og herunder modstandsbevægelsen) ønskede, stod bag og i fællesskab havde kæmpet for.

Udsagn af denne art gør det klart, at kampen om æren – og dermed kampen om hvem der skulle have ret til at sætte sig på den fremtidige politik – var hård og førtes med alle midler. Løgn var ikke undtaget herfra.

Der skal her gengives et eksempel på de konservatives tilsyneladende hamskifte for at fremme den »nødvendige politik«.

Den 14. juni 1945 gik Ole Bjørn Kraft på talerstolen for at tale til det konservative repræsentantskabsmødes deltagere. Det er den samme Ole Bjørn Kraft, som i august 1941 i Folketinget rasende og hidsigt talte for vedtagelsen af en lov, der forbød kommunistisk virksomhed. Nu var ordene – men næppe meningerne – ændret:

»Kampen mod tyskerne var ikke ført af politikerne alene, ikke af modstandsbevægelsen alene, men det var Danmarks hundredtusinder af hjem, der var de fæstninger, hvorfra alle fremstød blev gjort… Den første periode af besættelsen var præget af forhalingens og forhandlingens politik. Derefter kom perioden, hvor hele folket skulle føres samlet frem til bruddet med tyskerne (:i aug. 1943). At hele folket kunne komme til at stå bag bruddet, når det kom, var et synspunkt vi konservative tillagde stor betydning. Det konservative partis politik var ikke en eftergivenhedspolitik, men en modstandspolitik… heri ligger ikke noget forsøg på at forringe modstandsbevægelsens modige og handlekraftige indsats, men vi har ret til at fremhæve, at mange konservative tillidsmænd var deltagere i modstandskampen.«

Den socialdemokratiske H.C. Hansen holdt sig heller ikke tilbage. På et møde i Malmø den 28. maj 1945 udtaler han:

»Vi, der havde ansvaret for den førte politik, vidste hele tiden, at en 29. august måtte komme. Vi ville, at dette brud med forhandlingspolitikken skulle komme sådan, at alle parter, kongen, regeringen, rigsdagen og hele folket stod enige som én mand bag det nej, der skulle siges… for den dag smeltede det legale og det illegale Danmark sammen til en helhed, der ikke siden er sprængt… Det er nu tid til at lade modstandsbevægelsen gradvist afvikle sig selv gennem de kommende måneder. Modstandsbevægelsen er ikke og skal ikke være en politisk nydannelse. Hertil er den i sin sammensætning for uensartet, omspændende som den er lige fra Arne Sørensens halvmytiske Dansk Samling over alle politiske charteringer til kommunisterne. Jeg tror, at det i sig selv ville være en ulykke, om man fra den ene eller den anden side ville forsøge at gøre denne store samling i kampen for landets frihed til et instrument for specielle politiske bestræbelser, ud over hvad overgangsperioden kræver. Det danske folk ønsker heller ikke sådan en politisk nydannelse, men vil kræve ad normale politiske veje at kunne give folkets politiske vilje udtryk.«

Sprogligt er H.C. Hansens tale nok mindre klodset end Ole Bjørn Krafts, men hensigten er lige så klar. Den er den samme. Efter talen er der nogle – de gamle politikere – som er legale og gode, og nogle andre (modstandsbevægelsen), som er illegale og derfor mindre gode, når talen er om, hvem der skal have den afgørende politiske indflydelse og magt efter besættelsestiden. Ja, nogle synes at være så langt ude politisk set, at de kalder sig kommunister.

Modstandsbevægelsen har gjort sin pligt og kan gå!

Vidste de, hvad de gjorde?

Mange har spurgt sig selv, om politikerne (i foråret og sommeren 1945) og sidenhen bevidst manipulerede, når de udlagde teksten om besættelsestiden, eller om de virkelig troede på deres egen udlægning. De mest naive troede vel på udlægningen af teksten, men de erfarne, gamle politikere ville magten og manipulerede derfor bevidst og desværre med succes.

Det er klart, at de gamle politikeres plan rummede en tydelig og omfattende antikommunisme. Flere tænkte givetvis således: Kunne sagen mon være den, at den egentlige fjende var kommunisterne og Sovjetunionen og ikke tyskerne og Tyskland? Churchill mente det, så hvorfor skulle en række (afgørende) danske politikere ikke mene det samme?

Krigens bagvedliggende og styrende kapitalisme var der ingen, der pegede på eller talte om. Kapitalismen var ikke og måtte ikke komme i fare. Den var det givne udgangspunkt og grundlag.

Adgangen til fakta nægtes

Efter politikernes held med systematisk at forvride sandheden og sikre sig den afgørende indflydelse på landets politik, fulgte politikernes cirkulære fra juni 1961, hvorefter de lukkede for adgangen til statens dokumenter om besættelsestiden. Arkiverne blev lukket. Kun nogle få udvalgte, lydhøre historikere kunne i fremtiden få adgang til de (kilde)materialer, der er så afgørende for en hæderlig, intellektuel historieskrivning.

Kun ganske få år efter besættelsen besluttede politikerne, at det ikke længere skulle være muligt at gennemføre en redelig historisk forskning i besættelsestidens historie. Det skulle ikke længere være sådan, at forskere frit kunne lede efter de data, der kunne støtte hans eller hendes hypotese og de data, der kunne modbevise den. For først når en hypotese har modstået mange forsøg på modbevis, vil den kunne accepteres som begrundet.

Politikerne traf en beslutning, hvorefter ingen kildekritisk historiker eller andre kunne udføre et intellektuelt hæderligt arbejde. De nægtedes adgangen til at efterprøve deres hypotese(r) om besættelsen. Retten til aktindsigt blev slettet. Adgangen til væsentlige dele af sandheden om besættelsen blev spærret.

Politikerne monopoliserede adgangen til kildematerialet. På den måde hindrede de en række faghistorikere og andre adgangen til at udarbejde videnskabelige afhandlinger, hvis man med ordet videnskabelig mener årsagssøgende.

Prøvestenen på en historikers intellektuelle hæderlighed skal findes i hans eller hendes jagt på kendsgerninger, respekten for kendsgerninger og den lige så store iver efter at fremdrage materiale, som strider mod udgangshypotesen. Det er vigtigt at afdække, hvordan det var dengang. Men det er lige så vigtigt at afdække, hvorfor det var sådan.

Nægtelsen af adgangen til statens dokumenter om krigen og besættelsen findes ikke i for eksempel Sverige og England. 

I Danmark er det sådan, at medlemmerne af et selvbestaltet og selvsupplerende selskab bestående af 31 mænd under navnet Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie den 19. juni 1961 modtog et brev fra statsministeriet. I dette brev stod blandt andet, at hans majestæt Kongen den 9. juni 1961 fra statsministeriets derom nedlagte forestilling havde bifaldet… »at særligt udpegede medarbejdere ved udgiverselskabet kunne få adgang til statens arkiver om besættelsestiden. De således udpegede får et legitimationskort og underskriver et højtideligt tavshedsløfte og accepterer ikke at udgive værker, der forholder sig kritisk til samarbejdspolitikken.«

Selskabet stiftedes i 1951. De stillede krav blev i alt væsentligt fulgt.

Herefter er adgangen til at beskrive og fortolke historien en ret, magthaveren forbeholder sig sammen med adgangen til at forvrænge historien. De tiltager sig også retten til at lade særligt privilegerede undertrykke sandheden, når den er ubekvem. Det er det demokrati, som politikerne roste sig af at have bragt sikkert gennem besættelsen. Få år efter besættelsestiden er politikernes hæderlighed begravet så dybt, at de end ikke kan høre sandhedens sagte hvisken i arkiverne. De opnåede på ny magten, og de ønskede ikke at få deres rolle under besættelsen afsløret endsige den måde, hvorpå de erhvervede sig magten. Og slet ikke deres positive syn på Tysklands politik og den fascistiske ideologi.

Til sidst

Straks efter 1945 gjaldt det for alle – og ikke mindst for politikerne – om at finde den rette måde at mindes de faldne frihedskæmpere. Det var meget vigtigt at indskrive den danske besættelseshistorie i de allierede landes historie. Den officielle historie om den store danske enighed og den danske befolkning, som stod skulder ved skulder.

Mindesmærker over besættelsestiden er i mange tilfælde blevet samlingspunkter, hvor tiden og de døde/de faldne mindes. Døden står i centrum for den overvejende del af mindesmærkerne, og det var sorg, tab og taknemmelighed, der prægede den række af mindearrangementer, der blev gennemført umiddelbart efter krigen. Ved et mindearrangement for 30 hjembragte kz-ofre i juli 1947, sagde Aage Schock, medlem af Frihedsrådet, blandt andet:

»Der er dem, som tror, at I er magtesløse, fordi I er døde, og at man derfor uden risiko kan bekranse Jer. Men I har aldrig været mægtigere end nu… Døden har forlenet alle jer – døde patrioter – med en myndighed, der nu og i fremtiden vil gøre jer til førere i den kamp, der går videre.«

De første efterkrigsårs nationalt prægede begravelser og mindehøjtideligheder må ses i forbindelse med retsopgøret. Også her havde Aage Schock noget vigtigt at sige:

»Det kan hænde, at nogle af os lader sig købe, og at andre lader sig overtale til at tro, at de bedst udfylder deres mission i samarbejde med dem, som svigtede, men jer kan ingen købe, ingen overtale.«

Om de døde sagde han:

»Enhver som glemmer navne som Dachau, Sachsenhausen, Stutthof, Neuengamme, ja, alle de steder, hvor Europas bedste ungdom blev tortureret til døde, han giver plads for dyrkelse af de mørkets kræfter, som da hærgede Europa. Ja husk det, fordi hver og en af dem, som svigtede under fremmedåget, og som uantastet får lov til at indtage samme stilling som før, de undergraver fortsat samfundets modstandskraft og fortæller en ny generation, at intet er så fordelagtigt som selv at hygge sig og lade de tåbelige idealister tage kampen op!«

Det er ikke svært at blive forarget, vred og endog rasende over den politik, som de danske politikere førte under store dele af besættelsen. Der er ikke blot tale om en samarbejdspolitik, men om en kollaborationspolitik, der for en del skyldes det præg nazismen lagde over en række europæiske lande på den tid. Lige så harm kan man blive over den kyniske og nedladende behandling, som politikerne udsatte modstandsbevægelsen og dens enkelte medlemmer for.

Den førte politik blev mange år efter krigen udsat for hård kritik.

Et eksempel. En dansk handelsdelegation, der i 1947 drog til England for at åbne op for en mere omfattende handel med de danske landbrugsvarer, blev af den engelske forhandler mødt med blandt andet følgende udtalelse:

»Danskerne har omkostningsfrit fået friheden foræret af vore unge, som har betalt med deres blod! Imens har danskerne siddet lunt i kakkelovnskrogen og leveret våben og fødevarer til Tyskland under hele krigen. Den slags handlinger forventer man ikke af en allieret!«

Men kunne man egentlig forvente en anden politik og en anden holdning fra de danske politikeres side? Kunne man forvente, at de danske politikere skulle snurre rundt på en tallerken og begynde at føre en anden politik end den, de havde ført i så mange år?

Det er vel klart for alle, at regeringen og Folketinget må anses for at være en bestanddel af den borgerlige statsmagt, hvis hovedfunktion det er at sikre de ejendomsforhold, som er vort samfunds fundament. Og hvis Folketinget er en bestanddel af statsmagten er det vel ret naivt at forvente indført væsentlige, nye elementer i den førte politik, det være sig i form af mere demokratiske eller noget så vidtrækkende som socialistiske elementer.

Det følger vel også heraf, at man ikke kunne forvente af den danske kræmmerpolitik og de danske politikeres kræmmersjæle, at de skulle have erklæret Tyskland krig eller støtte modstandsbevægelsen så meget, som det var regeringen og Folketinget muligt.

Den største forskel på den politik, de allierede førte, og den politik de danske politikere førte, er den danske mangel på anstændighed og solidaritet i forhold til de krigsramte lande, der kæmpede mod Tyskland med enorme tab til følge.

Videre kan man bebrejde datidens politikere, at de gennem den førte politik var lige ved at sælge den danske stats suverænitet. Dette synes først at være lykkedes dem i forbindelse med Danmarks indlemmelse i EF (EU).

Under Anden Verdenskrig mistede 60 millioner mennesker livet. Mænd, kvinder og børn.

Disse menneskers største og mest bestialske fjende var Tyskland, som Danmark leverede våben og landbrugsvarer til, hvorved Danmark bidrog til at forlænge krigen og øge antallet af dræbte.

Der er ikke meget, der tyder på, at Danmark i dag står over for at ændre blot nogle af de grundlæggende elementer i det politiske fundament. Men der er noget, der tyder på, at der er ved at danne sig en gruppe, som gennem civil ulydighed viser, at der findes en anden politisk vej, en vej der med langt større sikkerhed leder til fred.