Krigsdokumentarfilmen Armadillo viser hverdagen i en ubønhørlig krig, der rammer den afghanske civilbefolkning og gør danske drenge til monstre og krigsinvalider.
af Gert Poder
Glem alt om forskellen på den humanitære indsats, der skal gavne den lokale afghanske befolkning, og den krigsmagt, der skal holde det onde taliban væk fra Helmand-provinsen.
Indsatsen for at genopbygge og udvikle må bygge på gensidig respekt, og den er svær at få øje på i Janus Metz’ opsigtsvækkende dokumentarfilm fra den dansk-britiske militære forpost, Armadillo.
Det er en modbydelig film, der afslører krigens sande væsen i al dens enkle grusomhed. Og at denne krigens sandhed også gælder danske soldater i Afghanistan.
løgnen om krigen
Filmen fortæller den gamle historie om, at når man stikker et gevær i hånden på naboens flinke søn, så bliver han enten syg på sjæl og sind, eller forvandler sig til en dræbermaskine, ude af stand til at føle empati eller blot vurdere rækkevidden af sine egne handlinger.
Filmen følger et hold danske soldater, fra den afsluttende træning i begyndelsen af 2009 og gruppens afrejse, til hjemkomsten fra Helmand-provinsen et halvt år senere.
De er sendt ned til det øde og barske land, fuld af eventyrlyst og naivt blændet af en officiel myte om, at netop deres indsats gør en forskel.
De er mænd på en mission: At skræmme de onde talibaner væk, sikre lokalbefolkningen et liv i sikkerhed, og skabe fred ved at bygge skoler, brønde og veje.
Mistro og usikkerhed
Virkeligheden er en anden. Efterhånden som daglige rutiner og blodige træfninger slider lakken af de unge danske soldater, afløses idealisme af arrogance over for den befolkning, de skal beskytte.
Den besatte befolkning forstår ikke, hvorfor deres afgrøder trampes ned, mens mennesker og dyr er ofre for de kæmpendes kugler.
De nægter at bøje nakken for en stadig mere elitær besættelsesmagt, uden at deres situation på nogen måde er blevet forbedret.
På den anden side har de danske soldater svært ved at acceptere, at de dagligt risikerer deres liv for en løgn. Hver ny træfning med døde og sårede kammerater sætter pisset i kog et par grader højere.
Likvideringen
Dokumentarfilmens centrale episode er skildringen af hvad der sker, da en patrulje falder i baghold. I et sandt rush af adrenalin lykkes det et par soldater at skyde og såre fem talibaner.
I den situation siger krigens lov, Genève-konventionen, der opstod efter nazisternes uhyrligheder, at sårede, uskadeliggjorte modstandere er krigsfanger, som skal tilbydes lægehjælp.
I stedet tømmer en dansk soldat sin automatriffel ind i grøften med de sårede modstandere. Under den efterfølgende briefing siger han stolt, at kampen sluttede med at han gjorde »det dér, I ved nok«. Ordet likvidere høres.
Da en fra enheden bagefter betror sig til sin familie i Danmark, bryder helvedet løs. Man ser officerer og menige aftale at lægge låg på episoden så hurtigt som muligt.
På baggrund af filmen har Forsvarskommandoen indledt en undersøgelse af, om »hvorvidt de gældende regler for magtanvendelse er overholdt i forbindelse med en kamphandling den 25. juni 2009«.
Danmarks vietnam
Forpremieren af Armadillo blev overværet af både medvirkende soldater og af medlemmer af Folketingets Forsvarsudvalg.
Blandt dem var SF’s Pernille Frahm, og hun var rystet over, hvad hun havde set.
– Det her bliver Danmarks Vietnam, siger hun til Arbejderen.
Hun tvivler på, om Danmark overholder krigens love og håber, at filmen vil starte en debat om det bidrag, Danmark yder i Afghanistan.
Samme melding kommer fra Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen.
– Filmen bekræfter, at det er en helt meningsløs mission, vi har sendt soldaterne ud på. Vi må finde en anden måde at hjælpe afghanerne på, siger han til Arbejderen.
Armadillo viser lysende klart, at freden i Helmand aldrig kan vindes militært. Dermed fjerner den det sidste figenblad, som krigspolitikerne hidtil har gemt sig bag.
Armadillo vandt for nylig den fornemme kritikerpris ved Cannes-festivalen, og det er da også en usædvanlig helstøbt dokumentarfilm.
Janus Metz imponerer ved sin evne til at erstatte en indlysende og banal historie med et isnende klart portræt af, hvad krig gør ved almindelige menneskers almindelige børn.
Fotografen Lars Skree suser frygtløst som en anden Archilleus efter krigerne i en piben af kugler og formår med sine vanvittige optagelser at visualisere både krigens gru og kedsomhed, mens Uno Helmersons musik fornemt binder alt sammen.
Armadillos største fortjeneste er afsløringen af, hvad en formålsløs krig i et land, man ikke forstår, gør ved unge soldater. Efter Armadillo er det umuligt at opretholde myten om »den pæne krig«.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
