08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny populær radiokanal skal bryde DR’s monopol

Ny populær radiokanal skal bryde DR’s monopol

Fredag, 28. maj, 2010, 10:09:24

En ny privat licens-finansieret radiokanal får 100 millioner kroner årligt og skal være en moderne radio med samme program¬profil som den kommercielle »radio hele norge«.

Ny populær radiokanal skal bryde DR’s monopol
"I det øjeblik sendetilladelsen er givet, vil det være ekspropriering, hvis de tager radiokanalen tilbage, og det vil medføre krav om million¬erstatning," siger Per Stig Møller til Politiken.

DR mister en radiokanal – den nuværende P2. Til gengæld oprettes en ny privat licens­finansieret radiokanal med et indhold nærmest som P4.

Det blev resultatet af det smalle medieforlig, som blev indgået onsdag eftermiddag mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance efter at oppositionen havde forladt forhandlingerne.

Dermed blev det ikke et privat alternativ til P1, som kulturminister Per Stig Møller (K) oprindelig foreslog, men nærmere et alternativ til den mest aflyttede DR-kanal, nemlig P4.

Den nye private radiostation får 100 millioner licenskroner årligt og skal ifølge kulturministeren være en moderne radiokanal med samme programprofil som den kommercielle Radio Hele Norge, som er drevet af den private medievirksomhed SBS.

Den norske station går for at være den mest succesfulde kommercielle radio i Skandinavien og har dagligt 1,2 millioner lyttere. Ifølge Politiken er det kombinationen af voksen populærmusik og troværdige nyheder, der har gjort kanalen til en succes.

Hensigten med en ny radiokanal er dog stadig at bryde DR’s monopol på public service, anfører kulturministeren.

– Jeg er rigtig glad for aftalen, der sikrer lytterne og seerne et stærkt DR, bedre plads til de kommercielle aktører og ikke mindst mere mangfoldighed og kvalitet for licensmidlerne. Med udbuddet af den fjerde FM-kanal får vi brudt DR’s monopol og skabt reel konkurrence om public service på radioområdet, siger Per Stig Møller.

DR skal fyre
Oppositionen derimod er stærkt kritisk over den nye afta­le:

– Heldigvis har Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre afvist at medvirke til den massakre på DR, som regeringen nu forsøger at gennemføre sammen med DF og Liberal Alliance. Derfor kan vi efter næste valg i fællesskab indgå en aftale, der sikrer DR bedre vilkår og også giver lokal-radio og lokal-tv mulighed for at overleve, siger Enhedslistens kulturordfører, Per Clausen.

Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, mener, at DR er den store taber ved forliget. Han forudser, at stationen må skaffe sig af med mellem 200 og 300 ansatte.

– Det er helt eksorbitant at fyre et trecifret millionbeløb af på en radiostation, som ingen ønsker, siger Mogens Jensen og forudser, at en kommende ny regering vil rulle forliget tilbage.

Men det kan de godt glemme alt om, anfører kulturministeren:

– I det øjeblik sendetilladelsen er givet, vil det være ekspropriering, hvis de tager radiokanalen tilbage, og det vil medføre krav om million­erstatning, siger Per Stig Møller til Politiken.

Også DR’s generaldirektør, Kenneth Plummer, anfører at der kommer fyringer. Årsagerne er både nedlæggelsen af DR's P2, og at DR fremover bliver forpligtet til et yderligere samarbejde med eksterne producenter.

Mere historie og dansk musik
DR får dog også tilført ekstra midler, nemlig et engangsbeløb på 100 millioner til en historisk dramaserie, der angiveligt skal give danskerne kendskab til vigtige begivenheder i danmarkshistorien.

Dansk Folkeparti har også fået ind i aftalen, at DR skal styrke sin dækning af kulturarv, historie og dansk musik.

Udover DR er de ikke-kommercielle, lokale radio- og tv-stationer også nogle af de store tabere. De mister fem millioner kroner årligt i tilskud.

TV 2 får flere muligheder for at tjene penge på reklamer. Forliget åbner nemlig for, at TV 2 må tage penge for det såkaldte product placement, hvor særlige produkter optræder i en dramaserie elle­r i andre af stationens programmer.

DR og TV 2's regioner må dog fortsat ikke bruge product placement. Og forbuddet mod reklameafbrydelser opretholdes.

TV 2 Regionerne får i øvrigt 100 millioner kroner over hele aftaleperioden til udvidet sendetid.

Den indgåede aftale erstatter fra årsskiftet den nuværende medieaftale, der udløber med udgangen af 2010. Aftalen omfatter alene forholdene for de elektroniske medier.

De trykte mediers forhold, herunder opfølgning på den mediestøtteudredning, der blev offentliggjort i oktober sidste år, vil indgå i et særskilt oplæg, som regeringen vil fremlægge efter sommerferien.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. maj. 2010 - 10:09   03. sep. 2012 - 10:53

Medier