Den dobbelte knockout er så voldsom, at selv om Luxembourg nogle dage senere stemmer ja, så er forfatningen reelt død.

Den 29. maj 2005 er der folkeafstemning i Frankrig. For den franske præsident, Jacques Chirac, står der meget på spil, afstemningen gælder nemlig Frankrigs ratificering af den såkaldte Europæiske Forfatning, der herhjemme mest er kendt som »EU-grundloven«.

Lige siden vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1992 har toppolitikere i EU og deres embedsmænd arbejdet konsekvent for at omforme den nye politiske union til en egentlig superstat. Forrest i kampen for en forfatning, der skal erstatte alle tidligere traktater, går den franske ekspræsident Valéry Giscard d’Estaing, der aldrig har været bange at tale om: Visionen om EU som en forbundsstat.

Udarbejdelsen af Forfatningen bliver dog ikke en nem proces. Talrige gange må arbejdet afbrydes på grund af store uenigheder mellem de forskellige landes regeringer. Undervejs når EU også at få indlemmet en række østeuropæiske lande i den eksklusive klub.

I efteråret 2004 ligger den endelige tekst klar, og politikerne giver glædesstrålende deres forhåndsgodkendelse, men ét stort problem står tilbage: Hvordan skal man få de europæiske befolkninger til at sige ja?

Få lande har tradition for at holde folkeafstemninger om EU-spørgsmål. Irland er forpligtet til det via landets forfatning. Sporene skræmmer fra flere tabte folkeafstemninger, to fra Danmark og én fra Irland.

Afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992 var nær gået galt i Frankrig, hvor næsten halvdelen af vælgerne stemte imod. Bedre bliver det ikke af, at den britiske premierminister Tony Blair i foråret 2004 lover den britiske befolkning en folkeafstemning om forfatningen.

Frankrigs præsident Chirac har derfor ikke andet valg end at udskrive folkeafstemning. Næsten fra starten er det klart, at det ikke bliver let at vinde afstemningen. Selv om den franske ja-kampagne har flest midler og oven i købet får moralsk støtte, da Spanien i februar 2005 stemmer ja, så ligger de to sider næsten lige i meningsmålingerne med en svag føring til nej-siden.

29. maj går franskmændene til stemmeurnerne, og resultatet er klart: 55 procent  forkaster politikernes visioner og sender med ét slag det enorme projekt til tælling. Kun tre dage senere holder Holland sin første folkeafstemning i 200 år. Her er afvisningen endnu klarere med over 60 procent imod Forfatningen.

Den dobbelte knockout er så voldsom, at selv om Luxembourg nogle dage senere stemmer ja, så er forfatningen reelt død.

Resten af folkeafstemningerne bliver aflyst og politikerne går tilbage til tegnebordet for at genoplive forfatningen i en form, der undgår folkeafstemninger. Resultatet kender vi: Lissabon-forfatningen.