Selv om mange skotter og irere tror det, er whisky ikke en gammel keltisk opfindelse, men er en lokal tilpasning af en idé udviklet af arabere.

Den 1. juni i det herrens år 1494 er en vigtig mærkedag for sande livsnydere med smag for det skotske højland. Fra denne dato stammer nemlig den første historiske kilde, der omtaler ægte skotsk whisky.

Ud for denne dato står der i den engelske kong Henrik VII's statsregnskab, Exchequer Rolls:

»Et per liberacionem factam fratri Johanni Cor per perceptum compotorum rotulatoris, ut asserit, de mandato domini regis ad faciendum aquavite infra hoc compotum VII bolle brasii«.

Det betyder kort fortalt noget i retning af: »Til munken John Cor, efter kongens ordre, til at lave aqua vitae, livets vand: syv baller malt«.

Processen med at destillere alkohol til høje koncentrationer stammer helt tilbage fra Sumer, én af de tidligste menneskelige civilisationer, men teknikken bliver for alvor perfektioneret af araberne i 800-tallet – alkohol er en forvanskning af arabisk for »den fineste del«.

Araberne bruger dog især deres højt koncentrerede alkohol til fremstilling af parfumer og eliksirer. Først da destilleringsteknikken bliver importeret til Europa i 1100-tallet, kommer der for alvor gang i produktionen af brændevin til at drikke.

Som navnet brændevin antyder, begynder man med at inddampe vin til et produkt, der antagelig minder om vore dages Grappa,

Men snart finder man ud af at overføre processen på den brændte malt, som man i forvejen bruger til at brygge øl. Dermed er vejen banet for, at Nordeuropa, der ikke har gode betingelser for at dyrke vin, også kan svælge i brændevinens glæder.

Den stærke drik bliver hurtigt populær, for hidtil har den stærkeste alkoholiske drik været mjød, der laves af honning og derfor er rasende dyr. Til at begynde med er produktionen af brændevin dog begrænset til klosterne, hvor munkene vogter nidkært over deres hemmelige opskrifter og tjener gode penge på at sælge deres aqua vitae til adelen og det rige borgerskab.

I 1300-tallet begynder munke i Skotland at eksperimentere med lokale alkoholiske drikke for at fremstille uisce-beatha, det gæliske ord for livets vand. Den første del af ordet bliver senere til betegnelsen whisky. Vi skal dog helt frem til den 1. juni 1494 og broder John Cor for at finde den første nedskrevne kilde, som utvetydigt beviser fremstillingen af skotsk whisky.

Selv om mange skotter og irere gerne vil tro det, er whisky altså ikke en ældgammel keltisk opfindelse, men tvært imod en lokal tilpasning af en idé udviklet af arabere, som ville have væmmedes ved tanken om at beruse sig i livets vand.