Syvårsreglen skulle beskytte udenlandske kvinder i Danmark mod tvangsægteskaber. I stedet blev det et magtmiddel i hænderne på voldelige ægtemænd.

Syv år uden rettigheder

Kinesisk kvinde, 52 år, Et barn, Familiesammenført 2001, 2010, søger asyl.

Ved første blik ligner det en sten blandt andre stene i det lave vand. Ved nærmere eftersyn er den slørede genstand en kvinde, som har overkroppen i skygge.

Honduransk kvinde. 30 år. Tre børn. Familiesammenført 2004. 2010, midlertidigt ophold.

Andre kvindekroppe ligger på i skovbunden, på marken, i jorden, i sneen, strøet rundt som havde en kæmpehånd smidt dem tilfældigt rundt i naturen.

Syrisk kvinde, 34 år. Et barn. Familiesammenført 2007. 2010, udvist.

De slørede kvinder på fotografierne, taget et sted i det danske landskab, findes som blege skygger, et eller andet sted, derude i horisonten, i fortrængningens mørke.

Det eneste, de har til fælles, er deres skæbne. De er alle ofre for den danske udlændingelovs syvårsregel.

Den er en følge af en stramning i 2002. Reglen betyder, at udenlandske, familiesammenførte kvinder må vente med at få fast opholdstilladelse i syv år. Hvis de forlader deres ægtefælle i den periode, risikerer de udvisning til det land, hvor de kom fra.

Et liv som slave
Det er Tina Enghoff der har fotograferet, og udviklingskonsulent Uzma Ahmed Andresen, der har talt med de udenlandske kvinder, der er blevet fotograferet til Det Nationale Fotomuseums nye udstilling SYV.

Gennem flere års intensivt arbejde har de to fået kvinder fra krisecentre til at dele deres historie med andre. De fleste uden selv at få gavn af det, men for at hjælpe andre. Mange er allerede udvist til en uvis fremtid.

På Tina Enghoffs videoinstallation Smertegrænsen fortæller syv af dem om et liv som reel slave hos en voldelig mand og om den umenneskelige behandling, de har været udsat for.

Forfatteren Kirsten Thorup, der åbnede udstillingen, lagde ikke fingrene imellem i sin tale.

– Efter mødet med de voldsramte kvinder her i Det Nationale Fotomuseum kan vi ikke længere sige: Vi vidste det ikke.

Kirsten Thorup understregede, at selv om udstillingen handler om danske forhold, så viser den kvinders udsatte position i en globaliseret verden, som også Danmark er en del af.

– Udstillingens fotografier og videoens kvindestemmer afdækker tilsammen et kapitel i den store fortælling om vor tid – om en form for moderne slaveri, der rammer disse kvinder.

– Udstillingen åbner en afgrund af kvindeforagt, når den viser sig i voldelige overgreb, frihedsberøvelse og direkte mishandling.

Hun opfordrede danske de  politikere til at få øjnene op for, hvilke rædselsfulde konsekvenser en fejlslagen lovgivning kan have.

– Disse kvinder er familiesammenført af deres ægtefæller af dansk eller udenlandsk oprindelse, og opholder sig fuldt lovligt i Danmark. Men de er hverken omfattet af gældende retsgarantier eller elementære menneskerettigheder.

Vores smertegrænse
I sin tale sammenlignede Kirsten Thorup behandlingen af kvinderne med tortur.

– Den udøves rent korporligt af ægtemanden, og i visse tilfælde også af hans familie. Men et flertal i Folketinget har givet voldsmændene et redskab, som ifølge de interviewede kvinder benyttes flittigt som en trussel og et magtinstrument for at få dem til at underordne sig og makke ret.

Skulle kvinderne have mod til at stå imod volden, så venter der dem ifølge hende en uvis skæbne.

– De sendes ofte tilbage til en tilværelse som prostitueret, udstødt af familien eller direkte truet på livet. Kvindernes smertegrænse er på syv år, men hvor går vores? spurgte Kirsten Thorup.

– Hvor længe kan vi leve med, at kvinder opholder sig lovligt i Danmark i årevis må leve med uværdige og nedværdigende forhold.

Og hun fortsatte:

– Skal vi som borgere i et demokrati finde os i, at familiesammenførte kvinder, der havner i et voldeligt ægteskab, lever som retsløse pariaer og dumpes som affald i deres hjemlande, når de ikke længere kan klare den daglige vold eller bliver kasseret af deres danske ægtemand, der har fundet en ny ung kvinde. i udlandet og stort set risikofrit kan fortsætte sine voldelige overgreb.

Kirsten Thorup sluttede med at anklage folketingsflertallet og de danske udlændingemyndigheder for at undergrave vort demokrati.

– Hvor længe kan vi leve med, at det herskende flertal på Christiansborg undergraver vores demokrati og retssamfund, hvis fornemmeste opgave er at beskytte den enkelte med en lovgivning, der lever op til artikel ét i Menneskerettighedserklæringen:Alle mennesker er født lige, og lige i værdighed.

Samfundets ligegyldighed
I forbindelse med udstillingen er der udgivet et fornemt bogværk med Tina Enghoffs fotografier, forord af Kirsten Thorup, samt en række interviews og et efterskrift af Uzma Ahmed Andresen.

De interviewede kvinder medvirker alle i videoen Smertegrænsen, og det er hårrejsende historier, der ser dagens lys.

I sit efterskrift ridser Uzma Ahmed Andresen situationen krystalklart op.

– Der er mange vidner. Politi, sociale myndigheder, kvindekrisecentre, private organisationer, læger, sygeplejersker og naboer ser ofrenes lidelser og får indblik i barske detaljer. Men de kan ikke stille noget op, fordi lovgivningen fastholder kvinderne som slaver. Kvinderne har stort set ingen rettigheder, skriver hun.

Det er otte år siden, at syvårsreglen trådte i kraft. Ifølge Uzma Ahmed Andresen har kvinder, der har fået ophold i Danmark som sammenførte, siden da levet i et retsligt ingenmandsland, hvis de er blevet udsat for vold i hjemmet.

– Vælger de at forlade deres mand og bryde ud af ægteskabet, inden der er gået syv år, skal de gennem mange og svære hindringer, før de kan opnå lovens beskyttelse, konstaterer Uzma Ahmed Andresen.

Resultatet er ifølge hende, at mange kvinder vælger at flytte tilbage til den voldelige mand for at undgå en skæbne, der er endnu værre – at blive udvist til prostitution eller pædofili i hjemlandet.

Hun slutter sit efterskrift med hilsen til den danske retsfølelse.

– Mange af kvinderne har fulgt debatten og undrer sig over, at loven stadig eksisterer. De ser sig som ofre, ikke blot for mandens vold, men også for samfundets ligegyldighed.