I Vikingetiden præger Skandinavien, og nord­boerne rejser til Rusland, Byzans, Sicilien, Nord­frankrig, de Britiske Øer, Island, Grønland og Nordamerika.
Den 8. juni i det herrens år 793 dukker truende skygger op på horisonten i øst ud for øen Lindisfarne på den engelske østkyst. Slanke skibe med firkantede sejl nærmer sig med foruroligende hast og varsler død og ødelæggelse for munkene i det rige kloster på øen.

Lindisfarne har i årtier været samlingspunkt for kultur og videnskab, men på det seneste er området plaget af ildevarslende tegn på himlen. Den Angelsaxiske Krønike taler om »voldsomme hvirvelstorme, lyn og torden og ildsprudlende drager, der flyver i luften«.

De uheldssvangre tegn er ikke ubegrundede, for op langs kysten kommer dusinvis af hurtiggående skibe med hundredevis af bevæbnede mænd om bord. Dagen efter er klosterkirken en rygende ruin, og de fleste af munkene er blevet dræbt af de angribende hedninger.

Overfaldet på klosteret kommer som et chok for samtidens konger og fyrster, der snart må forholde sig til truslen fra nord. Præcis hvor Lindisfarnes angribere kommer fra vides ikke, men de er sandsynligvis enten danskere eller nordmænd, og i de kommende næsten 300 år skaber  de sig et frygteligt ry overalt i Europa.

Plyndringen af Lindisfarne regnes normalt af historikerne som starten på den periode, der i Nordeuropa kendes som Vikingetiden. I denne periode sætter Skandinavien for alvor sit præg på omverdenen, og nordboerne rejser så langt omkring som til Rusland, Byzans, Sicilien, Nordfrankrig, de Britiske Øer, Island, Grønland og Nordamerika.

De fleste af disse rejsende er fredelige handlende eller bønder på jagt efter nyt land at kolonisere, men langt det største indtryk gør de nordboere, der drager ud for at »ligge i viking«, det vil  sige plyndre og afpresse rige byer og klostre.

Med tiden bliver vikingetogterne bedre organiseret og ledt af konger, og i 885 når de endda at belejre Paris. Størst indflydelse får nordboerne i Rusland, på Sicilien, i Nordfrankrig og England, hvor de slår sig ned som herskere og gradvist bliver integreret i befolkningen. Med tiden ebber togterne dog ud.

De nordiske lande er selv blevet integreret i den fælleseuropæiske union, som den katolske kirke udgør i Middelalderen, og nordboernes samfund adskiller sig ikke stort fra resten af Europa, da den sidste viking, den norske Harald Hårderåde, i 1066 gør et sidste forsøg på at generobre England, få uger før Vilhelm Erobreren (der selv er normanner og dermed efterkommer af nordboere) sejrer ved Hastings og får kongetitlen over England.

Klostret på Lindisfarne overlever ikke det andet vikingeoverfald i 875 og bliver først genopbygget efter Vikingetidens