08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

12. juni 1967 Et stykke apartheid falder i USA

12. juni 1967 Et stykke apartheid falder i USA

Lørdag, 12. juni, 2010, 10:27:27

USA’s højesteret erklærer enhver lov, der forbyder ægteskab udelukkende baseret på parrets respektive hudfarve og afstamning for at være i strid med forfatningen.

Den 12. juni 1967 afsiger USA’s højesteret en principiel dom i sagen Loving mod staten Virginia. Der udrydder med ét slag én af de sidste rester af den apartheid, der har kendetegnet lovgivningen i Sydstaterne siden begyndelsen af århundredet.

Op gennem det 20. århundrede har adskillige stater i USA, primært i syden, ført en politik baseret på tvungen adskillelse af personer med forskellig hudfarve.

Denne »adskilt men ligestillet«-politik bliver reelt brugt til at undertrykke den ikke-hvide del af befolkningen og fastholde dem som en permanent underklasse med de dårligste skoler, den dårligste offentlige service og de farligste og lavest lønnede job.

I 1950’erne og ‘60erne bliver den racistiske lovgivning udfordret af en stadig stærkere borgerrettighedsbevægelse, og hen imod slutningen af årtiet, er store dele af apartheid-politikken blevet ophævet som værende i strid med USA’s forfatning.

Én vigtig del af lovgivningen, som stadig står ved magt i juni 1967, er forbuddet i mange stater imod »raceblandede« ægteskaber og i det hele taget imod seksuelle forbindelser mellem hvide og ikke-hvide. Helt tilbage i 1958 har Richard Perry Loving, som er hvid, og Mildred Delores Jeter, som er af blandet afrikansk og indfødt amerikansk afstamning, giftet sig i District of Columbia for at slippe uden om lovgivning imod blandede ægteskaber i deres hjemstat Virginia.

Allerede samme år bliver de begge anholdt, da politiet bryder ind i deres soveværelse midt om natten. Det unge ægtepar bliver stillet for rettetn og idømt ét års betinget fængsel for brud på Loven om racemæssig integritet fra 1924.

Kort efter dommen hjælper borgerrettighedsorganisationen ACLU parret med at lægge sag an imod staten Virginia for at få erklæret lovgivningen i strid med forfatningen og dermed ugyldig.

Det bliver starten på et langt og opslidende retligt forløb. Det slutter først den 12. juni 1967, næsten ni år efter ægteskabets indgåelse, da højesteret erklærer enhver lov, der forbyder ægteskab udelukkende baseret på parrets respektive hudfarve og afstamning for at være i strid med forfatningen.

Borgerrettighedsbevægelsen har vundet endnu en stor sejr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jun. 2010 - 10:27   03. sep. 2012 - 10:59

Historie