Den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson, modstanderne af terrorlovene og en lokal støttekomité modtog Carl Scharnbergs Uofficielle Fonds priser for 2010.
De 55 kursister på 3F’s tillidsmandsskole Langsøhus i Silkeborg fik sammen med 25 fremmødte en uforglemmelig onsdag aften.
– Det var en bevægende aften. Når vi samler dem, der lige som Carl er repræsentanter for, hvordan uofficielle kæmper, så opstår der ny energi og inspiration, siger Ditte Scharnberg til Arbejderen.
Traditionen tro var der fest og varme vibrationer, da Carl Scharnbergs Uofficielle Fond uddelte sine årlige priser omkring digteren og samfundsrevserens fødselsdag i juni.
Priserne gik helt efter bogen til tre forskellige slags uofficielle oprørere.
– Mange af dem arbejder uden mediernes opmærksomhed, så det at blive styrket i nødvendigheden af, at de uofficielle tager stilling og markerer sig, giver en rød tråd i aftenen, siger Ditte Scharnberg
Hun understreger værdien af, at prisuddelingen samtidig fører forskellige mennesker og grupper sammen i Carl Scharnbergs ånd.
– Det er en vigtig kulturpolitisk pointe for os i bestyrelsen at vi bringer de uofficielle i kontakt med hinanden, siger Ditte Scharnberg.
Folkets bugtaler
Aftenens første pris gik til den islandske digter, forfatter og samfundsdebattør Einar Már Gudmunsson.
Han fik prisen, fordi har som forfatter har spillet en væsentlig rolle i opgøret med de ansvarlige politikere efter det islandske bankvæsens nedsmeltning for to år siden.
– Han holdt en fantastisk tale, hvor han fortalte, at han i sin tid i København i 80’ernes begyndelse havde hørt om Carl Scharnberg og var stødt på hans digte.
– Han pointerede også, at engagerede digtere på tværs af tid og sted er beslægtede med hinanden, så også i det perspektiv var han glad og beæret over at modtage prisen, slutter Ditte Scharnberg.
Pris til civil ulydighed
Aftenens anden prismodtager var en gruppe mennesker fra Assens ved Mariager. De fik 15.000 kroner for at forhindre myndighederne i at udvise en tortureret albansk serber fra sin familie i Danmark. Pengene går ubeskåret til advokatudgifter i kampen for en opholdstilladelse.
Støttekomiteen for Mirsad udspringer oprindelig af foreningen Positiv Sameksistens, som i seks år har ydet en aktiv indsats for at integrere flygtninge og indvandrere.
Terrordømte støttes
Den tredje pris gik samlet til foreningerne Oprør, Fighters +Lovers, Horserød-Stutthof Foreningen og til Den Faglige Klub, dannet af medlemmer fra Forbundet Træ-Industri-Byg København.
De to første er dømt for overtrædelse af Terrorlovene og de to andre er anklaget for at yde støtte til den folkelige modstand i Colombia gennem FARC og i de israelsk-besatte områder gennem PFLP.
Viggo Toften-Jørgensen modtog prisen på foreningernes vegne. Han lagde i sin takketale ikke skjul på sin foragt for terrorlovene.
– Terror er noget svineri. Terror er vold mod sagesløse for at opnå politiske mål. Men som så meget andet, der kommer fra Christiansborg, er der også med terrorloven tale om falsk varebetegnelse.
Han slog fast, at loven ikke er vendt mod terror, men mod støtte til oprør mod en hvilken som helst regering.
– Vi har støttet organisationer, der bekæmper regeringernes terror, sagde Viggo Toften-Jørgensen, og han fortsatte.
– Heldigvis er der modige mennesker, der yder modstand. Vi kalder dem frihedskæmpere, loven kalder dem terrorister.
Han påpegede det store økonomiske pres, der ligger på især Figthers+Lovers, der førte deres sag helt til Højesteret. Det har betydet sagsomkostninger på 960.000 kroner.
– Derfor har vi i Den Faglige Klub i TIB-København besluttet at give vores del af prisen til *Fighters+Lovers’ dækning af sagsomkostningerne, sagde Viggo Toften Jørgensen.
Han oplyste, at det medfølgende hædersdiplom vil blive hængt op i vinbaren Sabotøren og hans kusine i Fensmarksgade på Nørrebro i København.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278