Salget ved Solferino varer i ni timer bliver ét af de blodigste og mest brutale i Europa siden Napoleons¬krigene godt 40 år tidligere.

De 24. juni 1859 mødes to store hære i en lille dal ved byen Solferino lidt syd for Gardasøen i Italien. På den ene side står en italiensk hær støttet af franske allierede under kommando af den franske kejser Napoleon III, på den anden står en østrigsk hær ledet af kejser Franz Josef I.

De to hære har  i alt over 200.000, og det følgende slag bliver ét af de blodigste og mest brutale i Europa siden Napoleonskrigene godt 40 år tidligere. Kampene varer i ni timer, og de to hære mister næsten 40.000 mand, før  Østrigs kejser overlade slagmarken til den fransk-italienske hær. Østrigs nederlag fører til en fredsslutning i Villafranca samme år og baner vejen for Italiens selvstændighed året efter. Slaget ved Solferino er gået over i historien på grund af  en ubetydelig tilskuer til slaget. En schweizer ved navn Henry Dunant.

Dunant er kommet til Solferino i en helt anden anledning: Han er kommet for at tigge Napoleon III om hjælp til at få sit handelskompagni op at køre og har derfor skrevet en lille bog, hvor han i den grad fedter for kejseren. I stedet for at præsentere bogen for kejseren overværer Dunant rædslerne ved Solferino på nærmeste hold, hvilket  ændre hans liv.

Af 40.000 liv, der går tabt på slagmarken, er det kun ganske få, der er så heldige at dø øjeblikkeligt. De fleste dør først efter mange timers lidelser, hvis ikke en nådig ven eller fjende giver dem nådesstødet med bajonetten.

I timerne og dagene efter slaget prøver Henry Dunant og en gruppe kvinder fra Solferino at hjælpe og pleje til de sårede, men der er kun kræfter til at redde nogle få, og de franske og italienske kommandanter virker nærmeste ligeglade med både deres egne og fjendens faldne.

Ovenpå oplevelserne ved Solferino rejser Dunant hjem til Geneve, hvor han i 1862 udgiver bogen Erindringer fra Solferino. I bogen udklækker han ideen til en international organisation, der skal hjælpe ofrene for fremtidige krige på alle sider af konflikten uanset nationalitet eller politisk ståsted.

Sammen med fire venner, Gustave Moynier, Henri Dufour, Louis Appia og Théodore Maunoir, stifter Henry Dunant 17. februar 1863 Den Internationale Komité, der med tiden bliver til Internationalt Røde Kors. Allerede året efter er det røde kors på de hvide baggrund i aktion første gang under slaget ved Dybbøl i Sønderjylland.

Siden er det udbredt til hele verden som symbol på medmenneskelighed midt i krigens rædsler. Det røde kors har intet med kristendom at gøre, det er Schweiz’ flag med farverne byttet om.

Den Internationale Komité står også bag udformningen af den første Geneve Konvention i 1864, og i 1901 bliver Henry Dunant den første modtager af Nobels Fredspris.