To vidt forskellige mennesker leder desperat efter deres forsvundne børn efter london-bombningerne i 2005. London river er et møde mellem to kulturer.

Arabisk er blot et sprog

af Malene Korsgaard Lauritsen

»Her vrimler med muslimer. Selv udlejeren er muslim!«. På fortovet står den fortabte Elisabeth Sommers (Brenda Blethyn) og piber ind i røret.

Øjenene stirrer utålmodigt  op mod vinduerne til den tomme lejlighed, hvor hendes datter Jane boede, inden hun forsvandt i forbindelse med London-bombningerne den 7. juli 2005.

Hun klemmer uvant om mobiltelefonen og maser den ind til øret. »Jeg er bange«, smågræder hun i en tynd tone. Samtalen afsluttes og med begge hænder spænder hun om sin håndtaske, som var den enten et våben til forsvar eller et sidste fast holdepunkt i denne verden.

London Riverfra 2009 er instrueret af den fransk-algeriske filminstruktør Rachid Bouchareb, som startede sin instruktørkarriere i 80’erne med at lave kortfilm. Filmen vandt Prize of  the Ecumenical Jury - Special Mention og var nomineret til en Guldbjørn ved Berlinalen i 2009.

Boucharebs film kaster lys over det konstante sammenstød, når den vestlige og den arabiske verden er forenet samme sted. Gennem filmens to hovedpersoner bliver den diffuse forskel til at føle på.

De fremmede
Angsten for det ukendte er personificeret i den snæversynede Elisabeth. Hun har levet isoleret på øen Guernsey i den engelske kanal uden særlig påvirkning fra en verden, som har udviklet sig i et chokerende tempo. Det finder hun ud af, da hun rejser til London for forvirret, men gævt at lede efter sin forsvundne datter Jane.

Som dagene går føres hun stadig dybere ind i en ukendt verden af blandede islamiske og vestlige værdier, som datteren tilsyneladende har begået sig i. Hun besøger også den moské, hvor Jane modtog undervisning i arabisk, og spørger med hensynsløs bebrejdelse lærerinden: »Det er da bare et sprog, ikke?«, mens hun peger på tavlens væmmelige skrifttegn.

Elisabeth må håbløs henvende sig til politiet, hvis bedste råd er at hænge en efterlysning op på broen over London River sammen med tusindvis af andre savnede ansigter.

I et parallelt forløb møder vi muslimen Ousmane (Sotigui Kouyate). Han leder efter sin søn Ali, der heller ikke har givet livstegn fra sig siden bombningerne i London.

Med sig har han et gammelt fotografi af en femårig Ali, som han får skiftet ud i moskeen til et gruppeportræt af nyere dato.

Fintfølende skuespil
London Bridge er båret af de to hovedrollers fantastiske præstationer. Med dem som sit eneste værktøj skildrer Bouchareb et uhyggelig virkeligt forløb fra enhver europæisk storby, hvor muslimer og kristne lever side om side.

Gennem sine mange telefonbeskeder til Jane afslører Elisabeth diskret, hvordan hendes horisont langsomt udvider sig. Hendes vej bliver ved at krydse Ousmanes, og forsigtigt nærmer de to ulykkelige forældre sig hinanden.

Det spirende venskab mellem de to modsætninger er ømt og sårbart skildret, og i et splitsekund tvinges tankerne hen på de to lige så ulige hovedkarakterer i Rainer Werners Fassbinders film Angst essen Seele auf (Angst æder sjæle) fra 1974.

Bouchareb mestrer kunsten at kunne vise os uendeligt meget, samtidig med at kunne bevare luft og overskud til langtrukken, men virk­nings­fuld, tøven og stilhed i scenerne.

London River. Instruktør: Rachid Bouchareb Premiere i dag,  Grand Teatret, København og Øst for Paradis, Århus.