1848 er et år præget af store omvæltninger, og inden året er omme skal det blive kendt som revolutionsåret i store dele af Europa.

Den 25. juni 1848 slår det franske militær ned med jernhånd mod titusindvis af strejkende arbejdere i Paris’ gader. Det bliver afslutningen på det såkaldte Junioprør, der har haft til formål at bringe den igangværende revolution i en mere socialistisk retning.

1848 er et år præget af store omvæltninger, og inden året er omme skal det blive kendt som revolutionsåret i store dele af Europa. Det begynder som tidligere  i Frankrig, hvor det monarki, som kom til magten i 1830, falder og bliver afløst af den anden franske republik den 26. februar.

Derfra spreder oprøret sig til de fleste lande i Europa bortset fra Sorbritannien England og Holland. Også i Danmark mærker man presset udefra, og revolutionerne i Europa er kraftigt medvirkende til, at vi får vores grundlov året efter.

I Frankrig er der dog mange, især i arbejderklassen, som ikke er tilfredse med den udvikling, som revolutionen har antaget. Det bliver stadigt tydeligere, at borgerskabet forsøger at sætte sig tungt på den kommission, som siden maj har fungeret som regering i landet.

I februar 1848 har Karl Marx og Friederich Engels udgivet Det Kommunistiske Manifest, og der er en stærk bevægelse i arbejderklassen for at føre revolutionen i retning af socialismen. Især i Paris er bevægelsen stærk med talrige socialistiske klubber, der skyder op overalt.

Den 22. juni bryder oprøret for alvor løs i Paris med strejker og kampe med myndighedernes militser. Anledningen er, at revolutionsregeringen er blevet presset til at lukke de offentlige virksomheder, der under revolutionen har hjulpet med at holde arbejdsløsheden nede.

Den 24. juni giver den regerende kommission endeligt efter for det borgerlige pres, opløser sig selv og overdrager al magt til en general fra hæren, Louis Eugène Cavaignac, der lover straks at knuse oprøret i Paris og sætter militæret ind.

Undertrykkelsen af opstanden bliver kort og blodig. Flere end 1500 strejkende arbejdere bliver dræbt, og over 15.000 bliver efterfølgende deporteret til Algeriet. Et af ofrene er Paris’ ærkebiskop, der bliver dræbt den 25. juni, da han forsøger at stille sig imellem soldaterne og arbejderne. Den 26. juni bliver den sidste barrikade på Faubourg Saint-Antoine erobret af soldaterne.

I de kommende uger fortsætter undertrykkelsen af den socialistiske bevægelse blandt andet med forbud imod politiske klubber i arbejderbevægelsen. Et af de største socialistiske oprør i revolutionsåret 1848 er knust, og utilfredsheden i Paris’ arbejderklasse bliver holdt i ave, i hvert fald for en tid.