Mammutterne døde sovende

Grete Folman

Helle Nielsen, maj 2010

Hvad gør man med
et ansigt fyldt
med ar
man ser ind det
ansigt fyldt med ar

ansigt i ansigt
ild i ild
og blikket smelter

i Kandahar, i Kandahar
er krøblinge i kroppe.

Du sidder i din stue.
Krystalbærere i nanometriske størrelser
strømmer ind over rummet.
Neutrinoer gennemgnasker indefra
dit stesolide styresystem,
mens kaffen, den dejlige trøst
løber den forkerte vej op gennem svælget
ud af mundvigene og plasker ned
på gulvet foran dig.

I et eneste glemt fødselssekund
og tvungen uvidenhed
falder dine arme og ben af
hen som affald, læssevis af affald
fra krigskulturens kommercielle reaktorer
og Nato i hagesmæk.

Vågn op! Råber den enfoldige på broen
mens folk går stendrukne forbi.

Moritj og Mesjkov
sovjetiske zoologer
forklarede fundet af ”gravpladser”
med hundredvis af døde mammutter
som steder, hvor hele flokke
af de store dyr døde sovende.

I den bitterligt kolde arktiske vinter
gik dyrene i vinterhi
som så mange mindre dyr
gør det i vor tid.

De klumpede sig sammen
for at holde varmen og faldt i dvale
mens de ventede.

Ventede på det kommende svære snedække
som ville beskytte dem mod kulden.
Kom sneen ikke døde mammutterne
simpelthen af kulde uden at vågne.

Vi vågnede i morges
på Akropolis.
Befolkningen har i nat
brudt låsene op  
på de gamle mure
og smykket de knækkede søjler
med røde faner og hvide bannere
- ”Peoples of Europe.
Rise up!”

Den natteblå vej til månen
er ligefrem og stjerneklar.
I mit nærsyn
folder den sig ud
med kolde gyldenblå kronblade,
i magnetiske buer.

Kosmiske blomster
fulde og elektriske
på stilke groet frem
fra den lille medklodes
mystiske bagside.