Da tyske Rigsdag stemmer om penge til krigen, støtter Socialdemokratiet, selv om det påstår at være anti-imperialistisk og modstander af krig.

Den 4. august 1914 angriber den tyske hær det neutrale Belgien og åbner dermed vestfronten i Første Verdenskrig. Angrebet får Storbritannien til at erklære Tyskland krig og en krig mellem Europas imperialistiske stormagter er en realitet.

Siden oprettelsen af det Tyske Kejserrige i 1871 efter Prøjsens sejr over Frankrig, har freden mellem stormagterne været opretholdt af et net af alliancer og traktater. Det hindrer dog ikke den indbyrdes imperialistiske kappestrid i at intensivere.

Staterne opruster, og truslen om krig ligger som en skygge over Europa. Fra 1905 står Tyskland og det Østrig-Ungarske kejserrige stort set alene imod en magtfuld alliance mellem Frankrig, Storbritannien og Rusland.

Som modsvar udarbejder Tysklands militære ledelse en krigsplan, der skal redde landet fra en krig på to fronter. Den såkaldte Schlieffen-Plan går ud på, hvis Rusland mobiliserer sin hær til krig, skal Tyskland straks angribe Frankrig og slå fjenden på vestfronten i løbet af få uger, før Rusland kan sætte sin krigsmaskine i bevægelse.

Planen er en tikkende bombe, der kaster de fleste af Europas store lande i krig. Gnisten, der antænder lunten, kommer 28 juni 1914, da den Østrig-Ungarske ærkehertug Franz Ferdinand bliver myrdet i Beograd.

Resultatet bliver en diplomatisk krise, og én måned efter erklærer Østrig-Ungarn krig mod Serbien. Rsuland ser krigen på Balkan som en udfordring af sin imperialistiske magtsfære og mobiliserer sin hær. Dermed er krigen uundgåelig.

Da Tyskland 4. august overfalder Belgien for at angribe Frankrig over så bred en front som muligt, går Storbritannien ind i kampen. Kun få steder er der protester. De få der tør ytre sig, drukner i den statslige krigspropaganda og en bølge af nationalisme.

Da tyske Rigsdag 4. august stemmer om bevilling af penge til krigen, støtter Socialdemokratiet, selv om det påstår at være anti-imperialistisk og modstander af krig. Det bliver ikke sidste gang, at tyske socialdemokrater forråder den arbejderklasse, som de siger at repræsentere, men det er en anden historie.

 Krigen bliver ikke det hurtige opgør, som stormagterne håbe. Da den tyske hær bliver stoppet ved Marne i september fryser vestfronten næsten fast i en blodig skyttegravskrig, og tyskerne står dermed i den tofrontskrig, som de ville undgå.

Det varer over fire år, før Tyskland og dets allierede er så nedslidt, at kejseren kaster håndklædet i ringen i november 1918. På det tidspunkt er det russiske zardømme faldet for revolutionen, som også er ved at bryde ud i Tyskland.