Som barn af sin opvækst, sin fødeegn og ikke mindst som kvinde skildrede smededatteren fra Skjern menigfolks slidsomme liv, der dog var værd at leve.
af Bjarne Nielsen
Hvis ikke Grete Stenbæk Jensen var død sidste år, ville hun være blev 85 år her i april måned.
Grete Stenbæk Jensen var en stille arbejderforfatter, men hun blev via sine bøger alligevel hørt og elsket af et stort publikum.
Hun er født i april 1925, og voksede op i i Skjern, hvor faderen var landsbyens smed og var tiltrukket af den reaktionære Oxford-bevægelse, der senere blev til Moralsk Oprustning. Moderen var hjemmegående som mange andre kvinder på den tid og havde en indremissionsk baggrund.
På grund af forældrenes fattigdom, men også af traditionen, forlod Stenbæk Jensen skolen efter syv år. Dog ikke KFUK’s søndagsskole, hvor man lærte »selvudslettende beskedenhed, arbejdsomhed og gudsfrygt«.
Fra tro til samfund
Hun fulgte traditionen på landet og kom i huset. derefter fire år i en broderiforretning, fire år i en boghandel, og igen i huset . Så begyndte hun en to årig sygeplejerskeuddannelse, som blev afbrudt af sygdom.
Derefter blev hun gift; »det var dengang den lykke, som en ung pige drømte om«. Parret fik tre børn som hun passede hjemme, indtil de blev store.
Da de var flyvefærdige, blev hun ansat på et æggepakkeri, indtil det lukkede. Her åbnede sig en ny verden:»Jeg havde ikke før været på en industriarbejdsplads, og det jeg oplevede, gjorde et stærkt indtryk på mig«.
Hun begyndte derefter at læse på Holstebro Højskole, hvor hun også gjorde rent. Efter i barndommen kun at have læst religiøse bøger, begyndte hun efter boghandlerjobbet at læse Laxness, Sartre, Cecil Bødker og Villy Sørensen og hun fandt her ud af, at der »lå en udfordring til at gøre noget ved det i samfundet, som jeg via disse romaner fandt ud af ikke var så godt«.
Hun blev engageret i fredsbevægelsen og meldte sig i starten af 60’erne ind i SF, »ikke fordi det var socialistisk, men fordi det var imod forsvaret«.
Hendes mange læserbreve i Dagbladet Vestkysten gjorde hende kendt som »den læsende husmoder«. Jo, de var imponerede!
Socialistisk kulturfront
I en kort årrække var hun både folketingskandidat og sad i hovedbestyrelsen for partiet. Noget hun hurtigt holdt op med, fordi »jeg ikke syntes jeg var dygtig nok, skønt jeg alligevel så tit syntes, at jeg var klogere end mine mandlige partifæller på samme tillidsposter som jeg«.
Konen med æggene
Efter udmeldelsen af SF fortsatte hun i Arbejder Solidaritet og begyndte at skrive, primært til skuffen.
Det blev dog hurtigt til romansuccesen Konen med æggene (1973), som byggede på dagbogsnotater fra pakkeriet og blev udsolgt på otte dage!
Nu var hun ikke »den læsende husmoder« men »kvindelig arbejderforfatter«. Noget der forandrede »min tilværelse totalt... og måske har været med til at nedbryde mig rent nervemæssigt«.
Janteloven trådte i kraft og snak som »tror du, at du kan tale på arbejdernes vegne« dukkede op.
Hun blev aktiv i kvindebevægelsen og i den Günther Wallraff-inspirerede Socialistisk Kulturfront med »revolutionære skriveværksteder« for arbejdere.
Så kom Waterloo retur (1978), ti beretningerne om gamle på plejehjem, husmødre, sygehjælpere, fabriksarbejdere med mere.
Titelhistorien er en skildring i brevform af hendes egen situation som midaldrende kvinde samt kvindebevægelsens betydning for hende.
»Waterloo står for nederlag, og det er for eksempel den afmægtighedsfølelse, som kvinder i overgangsalderen kan føle, når de betragtes som færdige som seksualobjekter«.
Bogen er skrevet da hun grundet slidgigt blev revalidend og førtidspensionist.
Martha og Maria
Året efter kom Martha! Marta! En ægteskabshistorie, hvor »jeg prøver at skildre, hvordan normerne for kvinden bestemmes udefra«.
Bogen skildrer flot, hvorledes kvinderollen i det indremissionske miljø er både »en Martha og en Maria«. Man skulle sætte sig ved Jesu fødder og lytte som Maria, og sørge for alt det praktiske som Martha.
I årene 1984-90 udkom hendes fantastiske serie om den stridbare Thea og hendes landbo familie. Serien er i bindene Thea, Dagen lang, Ud af stedet og Med tiden.
Det er historien om familiebruget som livsform og eksistensgrundlag. Man følger Thea fra hun var skolepige i 30’erne, kommer i huset og bliver »tyskertøs«, over de slidsomme år ved landbruget, til hun som 60 årig nedslidt af fabrikslivet kan gå på efterløn.
Serien slutter med Danmarks indtræden i EF. Bøgerne har som arbejderlitteratur blivende værdi.
Vestjyske kvinder
Derefter vendte Stenbæk Jensen tilbage til det gamle spor om den selvudslettende, vestjyske kvindeskæbne med Anes bog (1992), skrevet på grundlag af noter i moderens efterladte andagtsbog.
Temaerne fortsætter i Kære faster (1994) og Angående Gudrun (1998), hvor hun kort før guldbrylluppet ser tilbage på sit indremissionske barndomsliv, ægteskabet og livet som hjemmegående husmor. En stille men kras beskrivelse af et hårdt liv, som dog var værd at leve.
Grete Stenbæk Jensens forfatterskab er ikke båret af de store armbevægelser, men skildrer mennesker som har været rygraden i opbygningen af vores samfund.
Hun skal ikke alene læses som kvindelig arbejderforfatter, selv om hun endda er en fin en af slagsen, men fordi man kan lære utroligt meget af hendes indsigt i almindelige menneskers liv. Hun modtog i 1992 Dansk Litteraturpris for Kvinder.
Hun blev slidt op for tidligt og døde sidste år.
Det er slående, at det progressive www.leksikon.orgintet har om hende, medens den intellektuelle rødstrømpe Karen Jespersen har sin spalte. Stenbæk Jensen var både mere reel, progressiv og givende.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
