Den svenske instruktør Daniel Espinosa er ikke bange for at moralisere, når han sætter fokus på ære blandt tyve og elitens magtfuldkommenhed i sin tredje film, Snabba cash.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/07b-Snabba_cash-134.jpg)
af Gert Poder
Vi kender dem fra avisernes forsider, denne verdens Stein Bagger, Brian Sandberg, Jøncke og deres hær af rygmærker og wannabees.
De lever det søde liv i overhalingsbanen, en dyrt betalt drøm om kostbare biler og motorcykler, højt spil, stoffer, smukke kvinder og masser af lette penge.
Sådan er Johan fra det nordlige Sverige ikke. Denne høje, smukke og velbyggede Nordlandsknægt er skarp i pæren, flittig, omgængelig og populær hos tøsebørnene.
Men JW, som han kaldes i de kredse, skjuler sin sociale arv. For på universitetets økonomistudie er han den ukronede konge, ven med elitens knapt så begavede men velbeslåede sønner.
Når han ikke laver deres studieopgaver mod god betaling, kører han nattaxa i Stockholm. Det giver ham akkurat råd til at mænge sig med eliten på de rigtige diskotekter.
Når tyve snyder tyve
Da han møder den søde overklassepige Sophie, begynder det at knibe med at følge med. Så da hans arabiske taxaboss giver ham et tilbud om nem og hurtig rigdom, kan han ikke sige nej.
I de kredse kalder de Johan for regnedrengen, og han véd nøjagtigt, hvordan den skal regnes ud. Tror han...
Snart sidder han helt op til halsen i en nådesløs kamp om det lukrative svenske kokainmarked mellem bander fra den arabiske, albanske og jugoslaviske undergrund.
Plads til morale
Det er den unge svenske filminstruktør Daniél Espinosas tredje spillefilm. Han er uddanet på Den Danske Filmskole og vandt en pris for afgangsfilm Bokseren i 2003. Snabba Cash er hans tredje spillefilm.
Daniél Espinosa er ikke bange for at tale moral og ære blandt kriminelle og for den sags skyld blandt samfundets top. Det er samme elite, der både skaber myten om rigdommens velsignelser og som hyrer underverden til at udføre det beskidte arbejde.
– Gangsterfilm bør altid have en opvækst. Jeg har altid været fascineret af spørgsmålet om de kriminelles ære, siger han i pressematerialet.
Dét er filmens omdrejningspunkt i en verden, hvor alle tager røven på alle. Her er stikkeren løn død eller fængsel, ingen stoler på hinanden og drømmen om lette penge går altid forud for kærligheden til sine forældre, kvinder, børn og venner.
Snabba Cash udfolder i et til tider hæsblæsende tempo ikke blot underverdens brutalitet og mangel på empati. Den er også en skarp satire over samfundets øverste top, der holder skindet på næsen ved at lægge netværk til hård kriminalitet, mens de fylder den samme næste med tryllestøv.
Dødsensfarligt spil
Til en middag i overklassemiljøet mobber bankdirektørsønnen JW ved at spørge ham, hvilken type han er. En, der står fast ved sit spor, en der skifter kurs som vinden blæser, eller en, der klynger sig til virkeligheden - taberen.
Filmens pointe er, at JW gør alle tre ting, efterhånden som tingene udvikler sig ad helvede til. Han er på én gang helt, opportunist og taberrøv.
Snabba Cash er en af den slags film der bider sig fast, ikke blot i hukommelsen men også hvor samvittigheden formodes at befinde sig.
Det er på overfladen en veldrejet og action-mættet film om ære og svig i samfundets top og bund. Et spadestik dybere er det en universel fortælling om den evige kamp mellem godt og ondt.
Snabba Cash.
Instruktør Daniél Espinoza.
123 minutter.
Premiere i dag:
Grand Teatret
Empire Bio København
Øst for Paradis Århus
Café Biografen Odense.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278