Den tyrkiske instruktør Semih Kaplanoglu skaber i »Honning« den slags øjeblikke, der får selve tiden til at holde vejret.
af Gert Poder
Bjergene, den brusende bæk og skovens uendeligt høje træer, som rummer bierne. Yusufs fader Yakup kender bierne, og han aflokker dem deres nektar, honningen.
Bal – på dansk Honning – er den tyrkiske mesterinstruktør Semih Kaplanoglus tredje film i Yusuf-trilogien, som han kalder »en søgen efter sjælen«. De tre film er afsluttede historier, der kan ses hver for sig. Kun det bibelske navn Yusuf -–Josef – er fælles.
De to første film, Yumurta (Æg) fra 2007 og Süt (Mælk) fra 2008 vakte behøring opsigt og placerede instruktøren i den tunge ende af tyrkisk film.
Med Honning var gennembruddet totalt. Den har vundet et vred af priser og fik Berlin Film Festivals fineste pris, Guldbjørnen, i 2010.
Den stilfærdige historie om biavleren og hans lille søn på syv folder sig i lige så høj grad ud i beskuerens eget univers som på lærredet. Der er masser af tid og ingen klistret musik.
Selv kalder Semih Kaplanoglu sin stil for spirituel realisme, og den beskrivelse holder. Billeder, lyd, skuespillet, trænger sig umærkeligt ind og gør fortællingen magisk.
Den stille dreng
Yusuf og hans far deler hviskende deres hemmeligheder. Dem har de mange af, som den tamme høg, der følger ham til skole. Men den største er naturen selv.
Borte fra husets og skolens kvælende indespærring er denne syvårige knægt ét med blomsterne, lydene, lugtene. Derhjemme og især i skolen er han tavs som en østers, lukket inde i civilisationens krav om at præstere.
Yakup er ikke et belæst menneske. Han er bjergbonde, og derfor skal hans søn lære alt dét, som han aldrig selv fik lært.
Der er da heller ikke noget Yusuf længes efter i hele livet end at gøre sig fortjent til sin faders ros, at høre klassens bifald og få den eftertragtede røde roset som tegn på sin dygtighed.
Men klappen går ned, og han stammer uforståelige lyde, når han læser op i klassen. Bogstaver, som uden besvær lystrer ham i enrum, klumper sig sammen i halsen og truer med at kvæle ham.
Søgen efter sjælen
Honning er på én gang meget tyrkisk og meget universel. De fantastiske naturbilleder fra Anatoliens frodige bjerge og klasselokalets bogverden danner en bevægende kontrast.
For selvfølgelig skal Yusuf lære at læse, skrive og regne. Han skal også nok få det lært, for kvik er han, knægten. Tidspunktet er der bare ikke – endnu!
Drengen finder sine rødder under indtryk af en tragisk begivenhed, men først må han gennemføre sin sjælevandring, gennem skovens og menneskets mørke.
Det er gribende filmkunst, sær, dyster, magisk og nærmest ordløs. Her vokser træerne ind i himlen, træer som giver og tager.
Honning fortæller den evige historie om balancen mellem krop og sjæl, om striden mellem det endelige og det uendelige.
Honning. Instruktør:Semih Kaplanoglu. Tyrkiet/Tyskland 2010. Premiere i dag. Spiller i Gloria, Københavnog Biffen, Aalborg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
