Gutenbergbibelens store succes baner vejen for anerkendelse af tryk-kekunstens muligheder. Fra nu af bliver bøger mere udbredt.
Den 24. august 1456 færdiggør den tyske guldsmed Johannes Gutenberg – efter mere end fem års arbejde – den første trykte bog i Europa, Bibelen.
I 1439 har Gutenberg gjort en fantastisk opfindelse, som kommer til at have enorm betydning for samfundsudviklingen i de kommende århundreder. Som den første europæer begynder Gutenberg at trykke på papir og pergament ved hjælp af »løse typer«.
Teknikken er ikke Gutenbergs opfindelse. De løse typer har været kendt i Kina i flere hundrede år, men Gutenbergs system involverer en effektiv trykpresse, som både gør processen med at trykke de enkelte ark meget hurtigere og mere præcis.
Før Gutenberg har den eneste metode til at nedskrive og kopiere en tekst været at skrive den af i hånden.
Til at begynde med trykker Gutenberg mindre tekster, plakater og pamfletter, men i 1450 kaster han sig over et enormt projekt: Han vil trykke et oplag at verdens mest kopierede bog, den kristne Bibel, og han vil gøre det så smukt, at hans værk ikke kommer til at stå tilbage for de fantastiske håndskrevne bøger. Derfor bruger han kun det fineste papir kantet med bladguld og den sikreste og mest holdbare tryksværte.
Det enorme projekt kommer til at tage over fem år, inden det sidste af de omkring 180 eksemplarer i oplaget er færdiggjort den 24. august 1456.
Resultatet er mildt sagt fantastisk og kan let måle sig med de bedste håndlavede Bibeler. Gutenberg har produceret 180 bøger af højeste kvalitet på den tid, det normalt tager et helt korps af skrivere og kunstnere at færdiggøre én eneste bog.
Gutenbergbibelens store succes baner vejen for anerkendelse af trykkekunstens muligheder. Fra nu af er bøger og andre skrevne medier ikke kun forbeholdt den absolutte overklasse og præsterne. Samtidig gør trykkekunsten det muligt gennem plakater, pamfletter og senere aviser at sprede budskaber hurtigt og effektivt til alle, som kan læse. En kunst som mange flere kommer til at lære sig.
Trykkekunstens revolution får direkte indflydelse på den protestantiske reformations krav om, at Biblen skal oversættes fra latin, så almindelige mennesker selv kan læse og forstå budskabet. Frem for alt betyder Gutenbergs opfindelse dog, at borgerskabet får brudt adelens og præsteskabets monopol på skriften, og dermed selv vinder større magt i samfundet, der er godt på vej bort fra feudalismen og på vej ind i kapitalismens tidsalder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278