25 Jun 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdere i alle lande…

Arbejdere i alle lande…

Torsdag, 26. august, 2010, 09:59:36

Anden Internationales kongres i 1900 besluttede at styrke organisationen. Men det varede endnu fire år, før Internationalen kan anses for en organ-isation, der koordinerede medlemmernes aktiviteter.

Arbejdere i alle lande…
Kongressen begyndte med et kolossalt optog gennem byen, hvor de internationale gæster sammen med de københavnske arbejdere gik til stormøde i Søndermarken. Her talte alverdens arbejderførere samtidigt fra otte forskellige talerstole.

I 1864 blev Den Internationale Arbejderforening stiftet i London. I dag er den bedst kendt under navnet Første Internationale.

Det var i første omgang en sammenslutning af franske arbejderforeninger og britiske fagforbund. Meget hurtigt sluttede forskellige andre arbejderorganisationer samt borgerligt-radikale politiske grupperinger sig til Internationalen.

Karl Marx’ stillede sig til rådighed for sammenslutningen og blev dens sekretær. Han udarbejdede med stor indlevelse i arbejderorganisationernes politiske forståelse retningslinjer for det kommende arbejde.

På dens kongresser blev vedtaget resolutioner om blandt andet det faglige arbejdes betydning. De fik langvarig betydning for arbejderbevægelsens overordnede målsætning.

En effektiv organisation
Det viste sig, at Internationalen kunne forhindre strejkebrydere i at tage arbejde i England. Dermed havde den bevist sin effektivitet. I Pariserkommunens tid fik den blandt borgerlige ry for at stå bag alle »uhyrlighederne«, som Kommunen efter sigende begik. Det havde intet på sig.

I Internationalen fandtes dog grupperinger, som ønskede at gå mere radikalt til værks, end flertallet omkring Marx anså for muligt og ønskeligt. I striden mellem disse to retninger splittedes Internationalen i 1871, og i 1876 blev den formelt opløst.

En ny Internationale
25 år efter stiftelsen af Første Internationale afholdtes igen en international arbejderkongres.

I 100-året for den franske revolution var der faktisk to kongresser med tilslutning fra arbejderorganisationer i Europa og Nordamerika, der samledes i Paris i juli 1889. Begge kongresser havde danske deltagere, som hjemmefra havde fået til opgave at arbejde for en sammenslutning af de to kongresser.

Det mislykkedes, og det var således fra starten klart, at en moderat og en radikal retning fortsat fandtes i arbejderbevægelsen. Men der blev dog vedtaget en vigtig resolution i Paris, som besluttede at afholde 1. maj som international kamp- og demonstrationsdag for otte-timers-arbejdsdagen.

En anden central resolution vedrørte valgdeltagelse: arbejderpartierne blev opfordret til at deltage i alle valg, hvor valgretten fandtes, for således at stå som uafhængige repræsentanter for arbejderklassen.

Generalstrejke mod krig
Inden afholdelsen af næste kongres i 1891 i Bruxelles blev det reformistiske parti i Frankrig splittet. Det svækkede reformisterne i andre lande. Der kunne således på denne kongres opnås større enighed – alene det, at der kun afholdtes én kongres, viser dette.

Det centrale spørgsmål, der behandledes her, var kampen for fred. En passende resolution blev vedtaget. Den afviste at true med generalstrejke i tilfælde af et krigsudbrud.

Når det afvistes, var det ud fra en klar erkendelse af, at arbejderbevægelsen var for svag til at kunne gennemføre en generalstrejke. Den havde hverken tilstrækkelig politisk eller faglig opbakning i arbejderklassen (som fortsat var et befolkningsmindretal). De herskende klasser havde samtidig et fast greb om det militære apparat. Proklamation af en generalstrejke ville medføre et katastrofalt nederlag.

Hermed var temaet sat for de næste kongresser i Zürich og London henholdsvis i 1893 og 1896. Anarkisterne holdt fortsat fast i standpunktet om en generalstrejke, og samtidig afviste de deltagelse i parlamentsvalg.

Marxisterne mente det modsatte. De dominerede begge kongresser, og i 1896 blev det vedtaget, at anarkisterne fremover ikke kunne deltage i kongresserne.

Engels på kongressen 1893
I 1893 deltog Engels på kongressens sidste dag. Han havde bag kulisserne spillet en stor rolle ved forberedelsen af de to første kongresser.

Egentlig var han modstander af en ny Internationale. Han skønnede, at den ikke kunne tjene noget rigtigt formål: Det, det gjaldt om, var at udvikle arbejderpartierne på et fælles grundlag. Ud fra dette måtte de så tilrettelægge deres arbejde, så de kunne føre arbejdermasserne ud i det afgørende opgør om den politiske magt.

 Denne magterobring kunne fortsætte i en revolutionær omvæltning i de enkelte lande. Hvis det først lykkedes i et af de store lande – Frankrig, Storbritannien, Tyskland – ville udviklingen kunne fortsætte i de små lande.

I 1893 holdt han en kort tale ved kongressens afslutning, han holdt faktisk tre taler på engelsk, fransk og tysk. De var indbyrdes lidt forskellige, men han understregede, at »vi må tillade diskussionen [i partierne], men vi må fastholde i det fælles grundlag«.

Det var et standpunkt, han understregede stærkt i disse år. Arbejderbevægelsen var blevet en massebevægelse, den kunne ikke dirigeres, uden at bevægelsens medlemmer selv havde defineret, hvad kampen gik ud på.

Gammel vin på nye flasker
Kongressen i Paris år 1900 besluttede at styrke den internationale organisation. Der blev oprettet et Internationalt Socialistisk Bureau, ISB, og indført kontingenter for medlemsorganisationerne. Men det varede endnu fire år, før man ansatte en sekretær. Internationalen kan først fra dette år anses for en organisation, der koordinerede – men ikke fastlagde – medlemmernes aktiviteter.

I Paris diskuteredes de teser, som i de forudgående to år var fremsat af en ledende tysk socialdemokrat, Eduard Bernstein.

Han kritiserede, at de socialdemokratiske partier ikke ville indrømme, at de ikke var revolutionære, men faktisk udelukkende reformpartier. Den gamle modsætning mellem radikale og moderate brød nu igen ud i lys lue. Reformismen afvistes både på denne og den efterfølgende kongres i Amsterdam i 1904, men det var kun en formel afvisning. I virkeligheden arbejdede flertallet af partierne efter reformistiske principper, som ikke mere blev forbundet med en socialistisk målsætning. Marxisternes talsmand var Karl Kautsky, som udarbejdede kompromisresolutioner, som ikke skabte afklaring.

I 1904 gennembrød Internationalen i større grad sine europæiske mure. Partier fra fire kontinenter havde sendt repræsentanter. Men det var stadigvæk industriarbejdernes partier i Vest- og Centraleuropa, der udgjorde det tunge kontingent.

Igen krig og fred
Kongressen i 1907 blev afholdt i Stuttgart i Sydtyskland. Her var krig og fred igen det centrale spørgsmål, og det forblev på dagsordenen for alle kongresser indtil 1914. Men lige så lidt som tidligere eller senere kunne partierne i 1907 enes om en fælles politik.

Der var fremsat forskellige forslag fra især fransk side: et ekstremistisk, et dogmatisk og et flertalsforslag. Det endte efter megen diskussion med, at et fjerde forslag fra den tyske partiformand August Bebel blev vedtaget med et tillæg. Det var udarbejdet af blandt andre Lenin og Rosa Luxemburg og opfordrede til at arbejde for en revolutionær afslutning, hvis krigen trods alle forsøg på at forhindre den brød ud.

På kongressen i København i 1910 fremsattes et nyt forslag, som blandt andet indeholdt generalstrejkevåbenet. Det afvistes igen af de dogmatiske kræfter omkring det tyske socialdemokrati, som ikke kunne forny deres principielle holdninger og taktiske kurs.

Balkankrigene
I 1912 afholdtes en ekstraordinær kongres i Basel for at demonstrere mod Balkankrigene. Balkankrigene førtes først mod Tyrkiet, men fortsatte i et internt opgør mellem Bulgarien, Serbien og Grækenland, hvor Rusland og Østrig-Ungarn i baggrunden understøttede hver sin favorit.

Det var en smuk gestus med en moralsk tale af franskmanden Jean Jaurés. Som krigsudbruddet i august 1914 viste, havde ingen af stormagterne taget kongressens appel alvorligt.

Internationalens tiende kongres i Wien var planlagt til slutningen af august 1914. Det var i jubilæumsåret for oprettelsen af Første og Anden Internationale 50 og 25 år tidligere, men krigen brød ud tre uger før og forhindrede, at kongressen blev afholdt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. aug. 2010 - 09:59   03. sep. 2012 - 10:59

Historie