Otte kvindelige danske billedkunstnere kaster sig med Bedlam over normalitet og galskabens muligheder i en marginaliseret og overvåget verden.
af Gert Poder
Samfundet bruger »de anderledes« til at styrke sin fælles forståelse af »det normale« til forsvar for den sunde fornuft.
Det sikrer sig og beskytter normaliteten ved at isolere og indespærre sine afvigere, uanset om det er af religiøse, politiske, seksuelle, etniske eller mentale grunde.
Før i tiden havde samfundet sine dårekister. I dag marginaliseres stadig flere, og overvågningen af den enkelte borger øges.
Dokusoaps og freakshows gør det i dag muligt at bekræfte sin egen normalitet i behøring afstand fra det gale.
Det er det fælles oplæg for de otte kvindelige danske billedkunstnere, der med udstillingen Bedlam undersøger normalitetens grænser og galskabens potentiale.
Ordet bedlam, oprindeligt Bethlehem, stammer fra et sindssygehospital i London. I 1700-tallet blev det populært at besøge hospitalet, og for én penny kunne man se the freaks of Bethlehem.
Mere end 100.000 personer besøgte stedet på et enkelt år, og det var tilladt at medbringe stokke for at skubbe til og ophidse de indsatte. Dette var bedlam – kaos og inferno.
Otte udtryk
Den Frie Udstillingsbygning er i anledning af udstillingen omdannet til en vandring gennem galskab i dens mest forfriskende former.
Bodil Brems landskaber er små erindringsaftryk, der har ændret sig fra det realitiske til noget modstridende.
Jeanette Land Schou behandler den paranoide racisme i værket Stemmer, mens fotoserien Kvinder i træer ser på lysten til at bryde normens grænser.
Karen Gabel Madsens rummalerier fortæller om tabet af det velkendte og et forandret perspektiv.
I Lotte Tauber Lassens videoværk fortæller journalist Jon Kaldan om sin barndom på Statshospitalet Augustenborg til billeder fra Psykiatrisk Hospital i Århus’ samling af hjerner, 9479 ialt, indsamlet fra patienter der døde under indlæggelse 1945-82.
Nanna Gro Henningsens installation Twisted Gaze of Madness består af fotomateriale fra sindssygehospitalet Salpêtrière, hvor kvinder i 1880’erne blev underkastet hypnose foran et kamera.
I Nina Maria Klevens videoværk optræder en række små og spøgelsesagtige figurer i hvidt, krøllet silkepapir med Adolf Hitlers ansigt. Imens fortæller en mandsstemme om ting, der typisk forbindes med et kvindeligt univers.
Pernelle Maegaard viser værket Beyond my Control, hvor hun maler forskellige figurer i folks hjem, i forladte huse eller i det offentlige rum.
Vicky Steptoes store malede portrætter tager udgangspunkt i egne indre vrangbilleder, hvor spejlingen af skyggesiden finder sted.
Galskab og morskab
Det dystre tema til trods – eller måske netop på grund af det – råder en let, nærmest muntertfjantet stemning på dene udstilling.
De otte kunstnere gør muntert og med et glimt i øjet op med de stereotyper om normalitet, der især har klæbet til kvinder siden middelalderen.
Resultatet er et feminint univers, en slags tænkeboks, hvor normalitet og andre gale tvangstanker bliver sat i et formmæssigt perspektiv og en kulturel ramme.
Her kan man så tænke på galskab og normalitet som den udfolder sig på fjernsynsskærmen. Hvem sagde Big Brother?
Bedlam, Den Frie Udstillingsbygning ved Københavns Østerport, til 26. september
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
